Guardians of the Galaxy

GuardiansoftheGalaxyGuardians of the Galaxy
Film, USA 2014, 121 min.
Instr.: James Gunn
Medv.: Chris Pratt, Zoe Soldana, Dave Bautista, Bradley Cooper, Vin Diesel m.fl.

Marvel-filmen Guardians of the Galaxy blev sommerens helt store hit i 2014, trods det at filmen var baseret på en relativt ukendt tegneserie og at hovedrollerne ikke bliver spillet af store stjerner (med mulig undtagelse af Vin Diesel, som lægger stemme til en computeranimeret figur). I skrivende stund er den blevet Marvels tredjebedst indspillende film nogensinde, kun overgået af Avengers og Iron Man 3. Det er gode nyheder for en som mig, der er træt af alle de genindspilninger og remakes som det nogle gange virker som om er det eneste Hollywood tør lave, når der er et vist budget på spil. Man kan håbe på at succesen kan give filmselskaberne lidt flere nosser.

Filmen åbner i 1988, hvor drengen Peters Quills mor ligger for døden af kræft. Efter at hun dør, løber drengen ud af hospitalet – og bliver straks bortført af et rumskib. Næste scene er 26 år senere i nutiden, hvor Peter er en charmerende stjernevejsrøver kaldet Star-Lord (det vil sige, det er mest ham selv der gør det).

Star-Lord får fingrene i en underlig kugle, som mange andre gerne vil have fingrene i, blandt andet den mystiske Collector (sidst set i slutningen af  Thor: The Dark World) og kree­-krigeren Ronan, som har sat  sig for at ødelægge planeten Xandar, på trods af at Kree-imperiet har sluttet fred med xandarianerne.

I sit forsøg på at få penge for kuglen, gør Star-Lord sig uvenner med en hel del og havner i spjældet sammen med flere af dem og må så samarbejde med disse for at slippe fri. Fjender bliver allierede og siden venner, og dermed er det hold født som ender med at blive kaldt Guardians of the Galaxy: Star-Lord, den dødsenfarlige grønne kvinde Gamora, kyborg-vaskebjørnen Rocket, det talende træ Groot og muskelbundtet Drax.

Selvom Guardians of the Galaxy er en Marvel-film og er baseret på en superheltetegneserie, er det faktisk en science fiction-film lidt i familie med Star Wars og Serenity. Superhelteelement­erne fra tegneserien er stærkt nedtonet, og der er ingen super­evner der ikke kan forklares med alien afstamning eller kybernetiske modifikationer. Det er måske en del af forklaringen på filmens succes: Den har tiltrukket både Marvel-fans og fans af science fiction, som ikke kunne finde på at se en superheltefilm.

Størstedelen af forklaringen skal dog nok snarere ses i at der er tale om en aldeles vellykket og underholdende film med en perfekt balance mellem humor, action og personligt drama. Hovedpersonerne har alle traumer, som giver dem dimensioner ud over den gennemsnitlige actionhelt, og undervejs i historien lærer de ved fælles hjælp at løfte sig over deres personlige tragedier.

Faktisk kan man godt sige at selve plottet er ret ligegyldigt – det er figurernes samspil og reaktioner på deres situation, der bærer filmen. Skurken Ronan er faktisk ret kedelig – overskurken Thanos, der lurer i baggrunden, kalder ham meget passende et forvokset pattebarn – og plottet er set med variationer mange gange før. Det er ikke på originalitet at filmen vinder point.

Et gennemgående element i filmen er brugen af diverse 70’er-pophits som baggrundsmusik, alle angiveligt stammende fra et kasettebånd som Star-Lord har med fra Jorden. Det fungerer overraskende godt, og man får nærmest lyst til at skråle med på “Hooked on a Feeling” og “Moonage Daydream” mens næverne og strålekanonerne lyner.

Jeg så filmen først i 3D og siden i 2D, og jeg må sige at jeg ikke savnede 3D-effekterne anden gang. Faktisk var det meget rart ikke at skulle koncentrere sig om 3D-effekterne og bare lade historien køre.

Der er allerede annonceret en Guardians of the Galaxy 2 i 2017, og det forventes at denne lægger op til Avengers 3 (og måske 4), som sandsynligvis bliver baseret på Jim Starlins klassiske tegneserie The Infinity Gauntlet. Det er ikke en af mine yndlingsserier, men lad os se hvad Marvel/Disney kan få ud af den.

Tegneserien Guardians of the Galaxy stammer helt tilbage fra 1969 som et fremtidssuperhelteteam, men filmen er baseret på en helt anderledes udgave fra 2008, skrevet af Dan Abnett og Andy Lanning som en udløber af deres kosmiske crossover-serie Annihilation: Conquest. Historien i filmen er helt anderledes end i tegneserien, og figurernes baggrund er lavet en hel del om (alle figurerne har lange forhistorier i Marvel-universet), men stilen med humor og over the top kosmisk action er ramt lige i plet. Det skal lige nævnes at tegneserien er en af mine klare favoritter i nyere tid. Abnett & Lannings run på serien er samlet i tre bind. Serien blev senere genoplivet af Brian Michael Bendis, men hans historier er jeg gået udenom.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 42

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *