The Giver

!GiverPosterThe Giver
Film, USA 2014, 97 min.
Instr.: Phillip Noyce
Medv.: Jeff Bridges, Brenton Thwaites, Meryl Streep, Odeya Rush, Katie Holmes, Alexander Skarsgård, m.fl.

The Giver, baseret på en ungdomsroman fra 1993, er blevet til en velproduceret film med Jeff Bridges og Meryl Streep i vigtige roller. Det er desværre hverken en synderlig original eller synderlig god historie; filmens plot virker som et stærkt forenklet sammensurium af Equilibrium, The Village, Pleasantville, Brave New World, m.fl. Den foregår i et lille dystopisk (for indbyggerne tilsyneladende utopisk) samfund, The Community, hvor folk dagligt tager et stof som fjerner de fleste følelser og lidenskaber. Alle opfylder velopdragent og kvæg-agtigt hver deres faste plads i samfundet, komplet med diverse høfligheds-ritualer. Der er ingen konflikt – og selvfølgelig heller ingen kærlighed; tilsyneladende ikke en-gang sex. Hvordan de nye ge-nerationer skabes, er op til nogle genetikere, og nye spædbørn bliver uddelt til udvalgte “familie”-enheder, som altså slet ikke er i familie med hinanden (og når man gør det på dén måde, hvofor så overhovedet have familie-enheder?). En del af børnene kasseres kort efter fødslen og bliver “released to elsewhere” (åh-åh!).

Én eneste person i hele det lille samfund – the Receiver of Memories (Jeff Bridges) – kender til sandheden om hvordan verden engang var; sandheden om følelser, krig og smerte. Den unge Jonas, som aldrig rigtig har syntes at hans plads i samfundet var ligeså tydelig som de andres, udvælges til at blive lærling og arvtager til the Receiver of Memories; den gamle ændrer nu titel til The Giver. Jonas bliver snart så chokeret og radi-kaliseret af den gamle viden om verden som den var (dvs. som den i den virkelige verden er nu) at han sætter sig for at nedbryde The Community. Hvordan dette i sidste ende lader sig gøre, er i filmen lige lovlig letkøbt. Jeg har læst mig til at bogen har en mere dobbelttydig slutning.

Men hvorom alting er, så er filmens budskab at en verden med konflikt og smerte er at foretrække frem for en verden hvor både det gode og det dårlige er udjævnet, for alle de gode ting gør det værd at udholde de dårlige. Det er desværre, i mine øjne, en håbløst banal morale, som siger at man må tage det sure med det søde og bare være glad for at leve i verden som den er og i øvrigt lade stå til – i modsætning til at være samfundskritisk og efterstræbe konkrete løsninger på verdens mange problemer og konflikter. Her må filmen kaldes direkte borgerlig, da den også prædiker værdier som ægte familiebånd (frem for at behandle ikke-familie ligesom familie) samt – og her tager man sig til hovedet – juleaften. Altså en historie som er så godt som 100% samfundsbevarende i sit budskab og således har meget ringe kunstnerisk værdi. Filmen er dog som sagt ganske flot produceret (den bruger endda en sort-hvid/farve-effekt som er udmærket; ærgerligt at det er set før i Pleasantville), har fint skuespil og indeholder også enkelte stærke og følelsesmæssigt effektfulde scener. En skam at slutningen er så utroværdig at den bliver latterlig, men selv en god slutning havde nu ikke kunnet redde The Giver fra middelmådighedens smagløse glemsel.

Karakter: 5 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 42

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *