Exodus: Gods and Kings
Film, USA 2014, 150 min.
Instr.: Ridley Scott
Medv.: Christian Bale, Joel Edgerton, Sigourney Weaver, John Turturro, Ben Kingsley, m.fl.
Ja, så oprandt minsandten dagen hvor Ridley Scott genindspillede Cecil B. DeMilles episke The Ten Commandments (1956)! Det er ikke indlysende at verden netop nu skulle tørste efter en sådan, men, hey, hvorfor ikke? Jeg er ganske stor fan af Ridley Scott og mener at han er en af de allermest teknisk kompetente nulevende instruktører, så, alene fordi det er ham der har lavet den, giver jeg gerne en storladen fantasyfilm om religiøs overtro en chance, selv om jeg stiller stort spørgsmålstegn ved om det er en særligt tidssvarende historie. Scott har dog tydeligvis forsøgt at gøre denne nyfortolkning tidssvarende ved at holde den i et moderne sprog, som vil være fordøjeligt for et ungdommeligt publikum, men som også til dels – måske med vilje? – underminerer storheden ved den klassiske fortælling.
Plotelementerne er basalt set de samme som i The Ten Commandments, omend de kommer i en anden rækkefølge og med anderledes grader af fokus. Forhistorien har man sprunget over; den refereres i stedet i nogle stærke scener, hvor Moses stadig ikke selv tror på at han skulle være født som hebræer. I traileren ser vi en scene hvor Ramses spørger Moses, “Er det en trussel?”, og Moses svarer eftertrykkeligt “Ja!”, men denne trailerscene er faktisk sammenklippet af ikke-relaterede scener i filmen, hvilket såmænd er en sjov nok idé.
Det suverænt mest interessante ved filmen er dens repræsentation af Gud. Det er en vred og gammeltestamentelig Gud, som taler til Moses gennem en budbringerengel som er en lille dreng, velspillet af britiske Isaac Andrews. Denne Gud har en drengs utålmodighed og ustadige temperament, og Moses, der i høj grad fremstilles som en skeptiker, er ikke enig med ham i alt. Men de ti bud, dem er de to dog enige om.
Ægyptens plager kommer alle sammen lige efter hinanden, og kulminerer med at alle førstefødte drengebørn i faraos by bliver dræbt af Gud, undtagen selvfølgelig hebræernes. Ramses fordømmer denne handling, og Moses er heller ikke enig med Gud om at det er en god idé. Men Gud er jo Gud… Selv om der er meget blodsudgydelse i denne film, så savner man alligevel noget ægte menneskelig harme som reaktion på grusomhederne, for at gøre historien og personerne mere vedkommende. Men måske har Scott bevidst undgået dette for ikke at gøre hebræernes lidelseshistorie for universel; det er som om der opretholdes en vis sober distance til det hele, for måske at understrege at denne historie kun skal ses gennem dette ene folkeslags øjne, og netop ikke, som det ellers blev præsenteret i 1956filmen, som en af den vestlige civilisations største og mest grundlæggende myter. Derved reducerer Scott historien til blot endnu en fantasyfortælling blandt så mange andre, og det synes jeg faktisk er en fin ting. Biblen er en eventyrbog, og bør med sekulære øjne ikke ses som andet eller mere.
Filmens klimaks kommer selvfølgelig da de skal krydse det Røde Hav, på flugt fra faraoens hær. Det er helt sikkert ganske spektakulært – og så i 3D – og så alligevel ikke. En del af Ridley Scotts nyere film har karakter af at være solidt venstrehåndsarbejde, og sådan vil jeg i sidste ende nok også beskrive Exodus: Gods and Kings. Det er, som altid, en teknisk og visuelt storslået film, men historien og personerne er ikke helt medrivende nok til at det bliver en rigtig stor, kunstnerisk oplevelse (morsomt nok kommenterer Moses også selv på at hans forhistorie ikke er så god endda). Standarden for spektakulære Hollywoodfilm er i dag så høj at der skal virkelig meget til for at imponere, og i sidste ende er der ikke rigtigt noget nyt eller innovativt element, som man kan glæde sig over i denne film. Kvalitetsniveauet er efter min mening sammenligneligt med hvad vi så i f.eks. Gladiator (2000) og Kingdom of Heaven (2005). Udmærkede film, men lige netop ikke gode nok til at være, eller blive, moderne klassikere.
Karakter: 7 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen
