Hell og lykke i Agadan
Roman af Øyvind Kvernvold Myhre
Kolofon forlag, 2025. 287 sider.
At den norske forfatter Øyvind Kvernvold Myhre (f. 1945) nu har udgivet fire spritnye romaner på lige så mange år, er overraskende og meget glædeligt. Både Kommer aldri levende herfra igjen (2022) og Fremmed i et fremmed land (2025) er publiceret online og kan downloades gratis fra forfatterens blog: https://kvernvold.blogspot.com/. Fantasyromanen Elide av Sarande (Kolofon forlag, 2024; anmeldt i Proxima nr. 111) udkom derimod på papir, og nu er romanen Hell og lykke i Agadan (Kolofon forlag, 2025) så også udkommet som trykt bog.
Øyvind Myhres halvtreds år lange forfatterskab er formentlig kendt blandt noget ældre, danske sf-fans. Mens han måske er et mere ubeskrevet blad for yngre læsere. Hvad enten man tilhører den ene eller anden gruppe, er hans bøger værdt at opsøge (en del titler kan skaffes gennem www.antikvariat.net). Med mere end tyve skønlitterære udgivelser, er han stadig blandt Nordens mest produktive og interessante fantastiske forfattere.
Hell og lykke i Agadan er, som der står på omslaget, en science fiction-roman. Den foregår på planeten Lagaliak, der ifølge forfatterens efterord befinder sig i stjernehoben NGC 2419, 300.000 lysår over mælkevejens plan. To tusinde år før bogens handling begynder, blev planeten koloniseret af mennesker, angiveligt fordi Gamle Jord var blevet ubeboelig på grund af forurening og rovdrift på naturresurserne.
For ikke at gentage fortidens fejl, har menneskerne lavet et perfekt samfund på Lagaliak. De oprindelige bosættere bragte med sig arvestoffer fra jordiske husdyr og nytteplanter, som så er blevet genetisk tilpasset et anderledes jordsmon. Planeten styres af modikerne, der er modificerede mennesker og bor i pragtfulde slotte i byerne. Til at hjælpe sig med at opretholde magtfordelingen, har modikerne designet mekerne, der er mekaniske og elektroniske intelligenser, samt bioter, der er biologiske maskiner.
Befolkningen i øvrigt udgøres af natuler, altså almindelig mennesker, der bor på bondegårde og i landsbyer, og er udspredt over et stort område. Natulerne må ikke bo i byerne, eje bioter, udvinde metaller eller lave og benytte maskiner. De lever som landmænd og dyrker afgrøder. Det kan næppe overraske nogen, at natulerne selvfølgelig bliver tvunget til at afgive en del af deres avlinger som betaling for beskyttelse.
Hovedpersonen hedder Reiged avid Khum, og er en ung natul, der lever sammen med sin bedstefar, Nukeide, på gården Nigel Khum i landsbyen Elya Bat i landet Agadan. Da Reiged vender hjem fra sin årlige tur til højsletten Elyar Bondo, hvor han har samlet held og lykke (en slags krystaller), finder han sin bedstefader døende. Den gamle når at sige ”bio –” ind han udånder, og Reiged forstår at bioterne står bag det, der er sket på de omkringliggende gårde og i landsbyen: Menneskerne er forsvundet, og bare et mindre antal døde er blevet efterladt.
Den eneste, der er tilbage, er digteren og sangeren Mokine, som Reiged finder i skomagerens kælder. Sammen med hende sørger Reiged for at de døde bliver brændt, inden de to begiver sig af sted. Reiged har sværget hævn over bioterne (eller dem, der står bag massakren). Han er fast besluttet på at rejse efter og befri sine naboer og venner fra fangenskabet – ikke mindst hans elskede Ydis – så de alle kan vende hjem igen.
Men inden han når så langt, bliver han overfaldet og taget til fange af den kvindelige modik Eilekewaki, mens Mokine slipper væk. Reiged bliver taget med til byen Eleka Wando og indlemmet i modikens kennel som sex-slave, sammen med andre natuler. Ved at underkaste sig hendes vilje og derigennem vinde hendes gunst, håber han at få hjælp til at finde Ydis og de andre.
I kennelen lærer han andre tilfangetagne natuler at kende. Én af dem hedder Gianuk avid Menya. Han er ikke tilfreds med at være sex-slave og afslører for Reiged, at der er et oprør under opsejling. Men hvad hjælper det, så længe de stadig er fanger hos modiken? Der går lang tid. Gradvis finder Reiged ud af, at ikke alt hænger lige sådan sammen, som han er blevet fortalt. Når han så får tilbud om at blive genereret for at blive en modik, forstår man hvor forfatteren vil hen.
Hell og lykke i Agadan er nok ikke Øyvind Myhres mest vellykkede bog. Den midterste del bliver for omstændelig og stillestående. Her kunne teksten med fordel være blevet strammet op og forkortet. Romanen mangler noget af den opfindsomhed og underfundige humor, der prægede hans forrige bogudgivelse, Elide av Sarande. Science fiction-elementerne er få, uden egentlige overraskelser. De filosofiske betragtninger, den unge hovedperson gør sig, er logiske i forhold til fortællingens præmisser, uden egentlig at blive rigtigt spændende.
Indvendingerne til trods, vil jeg alligevel anbefale bogen, især hvis man ikke kender Øyvind Myhres øvrige produktion. Sproget er som sædvanligt en fryd, og historien er bestemt læsværdig. Den bærer desuden bud om, at vi endnu kan forvente nye romaner fra denne utvivlsomt begavede forfatter.
Anmeldt af Cato Pellegrini
