The Tucson Time Traveler – and other stories
Novellesamling af Claus Holm
CreateSpace, 2018, 176 sider
Hvordan ville verden se ud hvis der var en som rejste tilbage I tiden og dræbte Hitler inden han kom til magten? Det er et spørgsmål som er blevet behandlet før. Men hvad nu hvis der var yderligere en som rejste tilbage for selv at tage den magtposition som Hitler så ikke fik, hvordan ville verden så se ud? Det er meget passende at en samling med titlen The Tucson Time Traveler starter med en tidrejsehistorie. Der er flere noveller om tidsrejser i samlingen, alle omkring forskellige aspekter af emnet.
I novellen “The Tucson Time Traveler” er den tidsrejsende meget bevidst om at undgå tidsparadokser, men hans forsøg på at rejse tilbage i tiden og forhindre en katastrofe giver et helt andet udfald end forventet. I et sidste forsøg på at forhindre katastrofen, forsøger han nu at få sin hukommelse slettet, for derved at forsøge at forhindre at tidsmaskinen nogensinde bliver opfundet.
Andre af novellerne er ikke direkte tidsrejser, men de tilgår emnet i andre former. I “Tamagotchi” har en familie mistet deres barn, men baseret på filmoptagelser og andet materiale om barnet bliver der skabt en fysisk projektion af barnet, som forældrene kan bruge til at fylde tomrummet – men vil en kopi nogensinde kunne dette? Dette kan man godt betragte som et forsøg på at rejse tilbage i tiden, men de må sande at det er svært at få tiden igen.
En novelle der måske har et tidsrejseaspekt, er novellen “I Love Her From The Mirror”; dette forbliver dog uklart. En enspænder er flyttet ind i en lejlighed, og det går op for ham at det store spejl der hænger på den ene væg, er et tovejsspejl. Han kan se ind i nabolejligheden, men hende der bor der, kan ikke se ind til ham. Han begynder at iagttage hende, men opsætter visse regler for sig selv for at respektere hendes privatliv. Men hvorfor er dette spejl der, og hvem har hængt det op; kan det være en fra fremtiden der ønsker han skal have en viden om hende?
I “The Killer Inside” begynder en mand at gøre ting der slet ikke normalt ville falde ham ind, men i dette øjeblik er helt naturlige for ham. Og hvad nu hvis et menneske blev vurderet til at have så lille en indflydelse på verden og historien at man godt kan eksperimentere med ham? Men det kunne jo være at eksperimentet gjorde at manden netop endte med at få en stor indflydelse på den fremtidige historie.
Ud over disse noveller er der yderligere fire science fiction-noveller i samlingen, og så er der en spøgelseshistorie, som på en sær måde også er en form for tidsrejse, for et spøgelse er på en gang fanget i sin egen tid, mens tiden omkring det fortsætter.
I alt indeholder samlingen ti forskellige science fiction-historier, hvoraf flere som nævnt kan ses som nogle der behandler forskellige tilgange til tidsrejser. Ved at der er denne sammenhæng, kommer samlingen til at fremstå mere helstøbt, end hvis det blot var ti helt forskellige noveller. Samtidig, ved at det er meget forskellige tilgange, kommer novellerne heller ikke til at virke som gentagelser af hinanden.
Claus Holm er dansk, men har skrevet bogen på engelsk; et engelsk der flyder fint. Hvis man skulle have fået lyst til at læse en smagsprøve på samlingen, så er den første novelle, “The Hitler Dilemma”, lagt ud på forfatterens hjemmeside til fri download.
Anmeldereksemplar stillet til rådighed af forlaget
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 55
Kaere Claus: Jeg er halvvejs igennem Maanen Over Oesterbro og syntes den er meget velskrevet. Jeg er Amerikanske statsboger og en professor paa Univ of Arizona og bo i Tucson. Jeg studeret, arbejdet, osv igennem flere aar i DK. Hvis du kommer igennem Tucson jeg vil gerne tilbud frokost og en snak. Jeg er skilt og gift igen men mine foerste kone var dansk. Jeg har stadig vaek mange venner i DK. Mit email addresse er jalpert01@gmail.com og jeg hedder Joseph Stephen Alpert. Du kan finde min bio paa internetet. Som du kan se er mit skriftlig dansk ikke smukt men jeg taler flydene dansk. MVH, Joseph Alpert