Jor
Christian Haun
Roman,301 sider
Gyldendal 2005
Det var med en vis skepsis, at denne anmelder åbnede bogen og gik på opdagelse i dens univers. Meget fantasy er primitive kloner af Tolkien anbragt i et simpelt Dungeons & Dragons-univers. Men hertil hører Hauns heldigvis ikke – her er ikke krigeren, klerken, elveren og tyven, men i stedet fire unge mennesker fra en lille landsby.
Året er 469 efter at riget er blevet skabt og opdelt i sine fem provinser, som er omgivet af det store hav eller de dybe skove, hvor de fjendtligsindede dyremennesker bor. Riget er grundlagt af Forældrene, landets guder, efter den store apokalypse, og dets indbyggere kender intet til det, der ligger uden for rigets grænser. Rent historiskkulturelt synes historien at udspille sig i noget, der ligner et lavteknologisk og krudtløst Frisien-Angeln i senmiddelalderen.
Historien følger drengen Jor, hans fætter Neal fra naboflækken Hoopdorp, og tvillingerne Vitus og Camille, der bor i den lille landsby Djyw, som ligger langt fra alt. Det er en historie om at vokse op og bestemme sig for, hvad fremtiden skal bringe, en god beretning om et lille landsbysamfund.
Haun har kælet for sproget, det er lækkert at læse, og han har lagt fokuset på det personlige drama mellem mennesker i et lille lavteknologisk landsbysamfund, der som resten af landet ved, at det er bygget på ruinerne af den store apokalypse og de langvarige krige med dyremenneskerne.
Haun synes at være blevet lokket i den fælde, at enhver fantasyroman har brug for et episk plot, så det får vi også her. I romanens anden del følger vi embedsmanden Van Hern i rigets hovedstad og hvordan han langsomt fristes til at begære magt og lader sig korrumpere. Men netop som Van Hern forvandler sig til den store skurk, skifter historiens fokus, og kortfattet gennemløbes konsekvenserne af Van Herns fald, for således at påbegynde tredje del, hvor vi vender tilbage til den nu voksne Jor og hans tre venner. Her følger læseren deres liv på godt og ondt i årene frem til, at Van Hern kaster landet ud i krig og deres oplevelser under krigen.
Læseren bringes tilbage til persondramaet, og den store episke konflikt flyttes ud i periferien, den bliver til noget, der absolut foregår i baggrunden. Og det er en god ting, for episke plots har det ofte med at det gode taber alle slagene, men vinder krigen, fordi helten til sidst konfronterer skurken og går sejrrig derfra.
Hauns Jor sætter sin egen stil, og trods svinkeærindet med det episke plot, som den behandler stedmoderligt, så er bogen god og spændende læsning, den går tæt på sine personer og er ganske velskrevet.
Anmeldt af Morten Greis i Himmelskibet nr.6
