Mulm
Roman af Teddy Vork
Kandor, 2020, 202 sider
Anmeldereksemplar leveret af forlaget
I 2014 udgav Teddy Vork en novelleantologi med titlen Sprækker. Samlingens titel var velvalgt, eftersom der i alle novellerne var en eller anden form for sprækker i virkeligheden, hvorigennem der trængte noget anderledes og skræmmende igennem.
I romanen Mulm er der også tale om sprækker. Der er sprækker i Jacob og Majas forhold efter hun er blevet indlagt på en psykiatrisk afdeling, og Jacob kæmper nu for at få hverdagen til at hænge sammen for ham selv og deres søn. Samtidig begynder der at opstå sprækker i Jacobs virkelighedsopfattelse. Sønnen Johannes på 5 år har fået sig en usynlig ven han kalder Svupben. Johannes er begynd at bygge små stendysser på sit værelse, og det er ved disse at han taler med Svupben. Inden sin indlæggelse var Maja begyndt at se skygger i deres hjem, og hun bliver mere og mere overbevist om at noget ond er ved at få kontakt til Johannes.
Som læser følger vi Jacobs forsøg på at holde sammen på det hele. Situationen bliver dog sværere og sværere for ham. Han er hele tiden nervøs for hvor lang tid der vil gå inden Maja bliver rask igen, samtidig med at han bliver mere og mere overbevist om at hendes oplevelser med skyggerne måske ikke blot er indbildning, og at der måske er noget efter deres søn.
Som læser sidder man ikke og er bange for at der skal ske hovedpersonen Jacob noget, men man er i høj fanget i hans frygt for at der skal ske noget med hans søn. At en historie benytter forældres frygt for at der skal ske noget med deres børn til at indfange læseren, er ikke nyt, og det er et utroligt effektfuldt virkemiddel når forfatteren mestrer det. Og det mestrer Teddy Vork. Han er på ingen måde landets mest produktive forfatter, men når han så endelig udgiver noget, har det altid været ventetiden værd. Han bygger gerne på væsner og sagn fra folkeminder og folklore, hvilket virker rigtigt godt til at fortællingen bliver troværdig, da man under læsningen indfanges af at der er noget gammel og glemt derude, som blot skal have en lille sprække for at skabe kontakt til den verden vi lever i.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 58
