Fyrtårn
De knuste dimensioner
Romaner af Alex Mangor Grave
Forlaget mellemgaard, 2019 & 2021
Anmeldereksemplar doneret af forlaget
Lys og mørke, sukkersøde venskaber og fantasifulde lokationer
Jeg har været heldig at få tilsendt både bind 1 og bind 2 af Alex Mangor Graves fantasyserie Fyrtårn. Bind 1 hedder bare Fyrtårn og er fra 2019, bind 2 hedder De Knuste Dimensioner – Fyrtårn bind 2 og er netop udkommet (2021).
Fyrtårn (bind 1) handler om drengen Malik, der efter en gåtur, hvor han ender med at fare vild i Evighedsskoven, kommer hjem med lysets hjerte. I sit forsøg på at finde ud af skoven igen finder Malik et gammeldags fyrtårn, hvis lys leder ham til fyrpasseren Hans. Fyrpasseren skænker Malik lysets hjerte, der ved hjælp af magi giver Malik superkræfter. Med superkræfterne følger en skæbne som den, der skal bekæmpe mørket med lys.
Først er Malik en klassisk, modvillig ‘chosen one’, men han accepterer hurtigt sin skæbne som helt, da fyrpasserens søde barnebarn Sophia drager ud på rejsen med ham. Rejsen og missionen for at redde verden består i at besejre dæmonen Veronica, der tidligere blev udvalgt som bærer af lysets hjerte, men ikke kunne håndtere den magt, der fulgte med. For at besejre Veronica skal Malik, Sophia og en række forskellige medhjælpere samle artefakter og besejre vogtere og onde fjender.
Fyrtårn er enkel fantasy, med spændende handling, der hurtigt bevæger sig fra den ene actionscene til den næste og fra den ene meget fantasifulde fantasy-setting til den næste. Der er ikke så meget filosofi eller så mange tanker til efterretning som i mange andre fantasyromaner. Grave fokuser på at få plottet hurtigt videre og på det enkle: venskab, sammenhold og lysets evige kamp mod mørke.
Jeg savnede til tider den dybde det kan give romanfigurer, hvis de i løbet af den lange, ofte lidt ensformige rejse eller mission, rives ud af nutiden og bruger et øjeblik på at savne herredet, pibetobak, mor og far eller deres kæledyr.
Hovedpersonerne i Fyrtårn accepterer forholdsvis hurtigt deres skæbne og opgiver uden tøven resten af deres verden. Accepten føles måske lidt for hurtig for en voksen læser, men det driver handlingen hurtigt videre. Hovedpersonerne udgør også en (lidt for) sød og ukompliceret vennegruppe af sjove og originale bifigurer og sidekicks. Jeg kan særligt lidt Dice, Sylvia og Viridia og de tre luftskibsførere Dalga, Palda og Olga. I en vennegruppe i den virkelige verden ville der være en del flere konflikter, forelskelser, småligheder og skænderier, hvilket jeg faktisk savnede lidt, når Grave gjorde venskaber lidt for sukkersøde.
Der er flere originale og meget flot beskrevne og fantasifulde lokationer i Fyrtårn, og det er let at forestille sig de mange fantasifulde steder. Jeg er særligt vild med Regntårnet og Landet i Himlen. Regntårnet er noget så fantastisk som et magisk tårn, der kun eksisterer i den kraftigste regn. En simpel tanke, men virkelig elegant beskrevet og forestillet af Grave. Landet i Himlen fungerer rigtig godt som en ‘anden verden’, med andre regler end dem vi kender fra Jorden og luftskibe, kæmpebiblioteker og meget andet.
Rigtig mange fjender skal bekæmpes i løbet af Fyrtårn. Der er vogtere af det ene og det andet, og Malik og hans venner har mange smådele af deres mission, der skal gennemføres før de når i mål. Det bliver lidt gentagende og en smule computerspilsagtigt, hvor de enkelte kapitler kan minde lidt om forhindrings-baner i Nintendospil, inklusive ‘bosser’, der bekæmpes i slutningen af banen, og ‘items’, der skal indsamles. Det er tydeligvis en dannelsesrejse for alle hovedpersoner, og det er en våd teenagedrøm at få lov at foretage så fed en dannelsesrejse indtil man finder sig selv og sit virkelig selv om mål og skæbne.
Der er rigtig mange gode og spændende ting i Fyrtårn, men der er desværre også en del lidt uheldige anglicismer i sproget, som fx “…sagde hun og bredte armene ud som for at tirre mig til angribe. ‘Så kom på mig! Med ALT, hvad du har! Bevis, at den gamle valgte rigtigt med dig’ ” og “…men det var ikke hendes kald”.
Det lidt uredigerede sprog er Grave heldigvis kommet lidt forbi i den opfølgende bog De Knuste Dimensioner: Fyrtårn bind 2! Handlingen, der lægges op er spændende:
“Da en gigantisk energislugende kæde en dag skyder ud af ingenting og sætter sig uhjælpeligt fast i hans planet, beslutter Arc sig for at trodse forbuddet om at betræde det tabubelagte bjerg, hvorpå den er fæstnet. Det lykkes ham mod alle odds, sammen med sine venner Anna og Marius, at befri deres ellers dødsdømte hjem, men snart lærer de, at alle planeter i hele universet har lidt samme skæbne og at et mystisk sort hul i dets centrum er kilden. De drager ud på en mission for at redde verden. Alt imens de spørger sig selv, hvem eller hvad der står bag?”
Det tog mig rigtig lang tid at forstå forbindelsen mellem Fyrtårn bind 1 og 2, og den virker lidt påklistret når forklaringen endelig kommer. De Knuste Dimensioner følger samme skabelon som Fyrtårn. En gruppe venner skal redde verden. Sproget er lidt bedre, og der er lidt bedre forståelse og følelse for romanfigurerne – uden at læseren dog på noget tidspunkt kommer helt ind under hunden på dem. Begge romaner har også samme problem med de kvindelige figurer. Kvinder skal – med få undtagelser – i begge romaner enten bekæmpes eller reddes, og resten af tiden er de emotionelle support-piger for drengene. Grave har brug for at gøre sine figurer lidt mere ægte og virkelige. Det er nemlig det, der gør det bedste fantasy fantastisk.
Anmeldt af Anne Dencker Bædkel i Himmelskibet nr.62
