Hypernova: Trinity
Roman af Martin Willer
Horizon Publish Ltd. 2020, 81 sider
Anmeldereks. doneret af forlaget
Ny og forfriskende klima-science fiction for unge
Hypernova: Trinity – en klimavenlig superhelte historie beskrives således:
“Marvin på 13 år er ligeglad med miljøet, Jordens tilstand og hvad der er ‘det rigtige’ at gøre. Han er i det hele taget ikke interesseret i særlig mange ting. Men da han en dag møder den fremmede livsform DIANA, ændrer hans liv sig for altid. Tag med på et spændende eventyr, hvor selve Jordens skæbne hænger i en tynd tråd. Hvor den mindste fejl kan få store konsekvenser for menneskehedens videre skæbne. Et eventyr som intet andet i galaksen…”
Jeg vil tilføje, at Marvin bestemt ikke føles som en ugidelig teenage-helt når han først kommer i gang. Marvin bliver en del af Nova Corps, styret fra Planeten Kartana. Korpset har til formål at få alle verdener til at leve op til deres fulde potentiale, gerne med en lokal helt i spidsen. Jordens fulde potentiale består i at Jorden opfylder noget, der ligner FNs 17 verdensmål, meget fokuseret på klima. Heldigvis er der også en rigtig superskurk, og historien indeholder et par spændende, uventede twists, der holder læseren til ilden.
Hypernova: Trinity minder en smule om Green Lantern Corps og der er elementer fra film som The Day the Earth Stood Still, men det gør ingenting, da det slet ikke er nogen dårlig idé at genoplive ideen om et interplanetarisk korps, der holder øje med alle opfører sig ordentligt. Willer har genoplivet ideen med ekstra stort tryk på klima, hvilket ikke kunne være mere relevant for de tiltænkte yngre læsere. Det er i øvrigt befriende, at det ikke er en Gretha Thunberg type, der får hovedrollen og superkræfterne, men et ret almindeligt barn, der faktisk er lidt træt af at de voksne snakker om at holde vegansk jul.
Det er måske en smule gammeldags med et overformynderi udefra, men Willer gør historien morsom og meget dansk, idet det (næsten) ikke kan lade sig gøre at finde én eneste jordbo, der er egnet til at være helt. Og man ender med en underholdende historie, hvor læseren får lov at følge både en idealistisk alien, en lille møgunge, en skurk og en drone der hedder DIANA.
Dronen DIANA er et klassisk, sjovt og sassy sidekick. og hun fungerer godt i den lidt for højtidelige verden, der ofte følger med superhelte og historier med tydelig morale. Martin er en helt som mange unge vil kunne identificere sig med. Og mange voksne vil kunne forstå den idealistiske alien Keelex.
Martin Willers historie vil kunne læses med fornøjelse af mange forskellige læsere, og jeg tror endda, at Hypernova: Trinity kan ende med at blive et rigtigt hit på skolebibliotekerne.
Anmeldt af Anne Dencker Bædkel i Himmelskibet nr.62