Animationsfilm, USA, 2022
1 time 45 minutter
Instruktør: Angus McLane
Stemmer: Chris Evans, Keke Palmer, Peter Sohn, Taika Waititi m.fl.
De fleste vil kende legetøjsfiguren Buzz Lightyear, som er en af hovedpersonerne i Toy Story-filmene. Filmen Lighyear giver sig ud for at være den film, som legetøjet er baseret på – en ganske sjov gimmick.
I filmens start ser vi en gruppe mennesker fra Star Command udforske en planet, der på overfladen ser ud til at være et muligt sted for en koloni. Desværre gemmer der sig nogle morderiske kæmperanker under overfladen, og der er tillige en masse lige så morderiske flagermusagtige væsener gemt i junglen. Der gives ordre til hurtig retræte inden kæmperankerne trækker rumskibet ned under jorden – men desværre kolliderer skibet, ført af Buzz Lightyear (Chris Evans), ekspeditionens næstkommanderende, med en klippe og må nødlande. Rumskibet kommer slemt til skade, og det krystal, der skal bruges til at rejse hurtigere end lyset, bliver ødelagt og skal genskabes med lokale materialer – ingen let opgave.
Buzz anser sig som skyldig i misæren, da han nægtede at tage mod hjælp under den skæbnesvangre flugt, så han melder sig til at teste krystallen i et mindre rumskib. Det går galt igen og igen – og hver gang det fejler, går der fire år på planeten, selvom det kun opleves som timer af Buzz.
Buzz oplever alle sine medrejsende blive ældre, mens han selv forbliver ung. Særligt går det ham på da hans kommandør og bedste ven, Alisha Hawthorne, er død efter at han kommer hjem fra en af sine testflyvninger, uden at han fik chancen for at sige farve.
Endelig lykkes det for Buzz at flyve hurtigere end lyset – men der er gået tolv år når han vender tilbage, og i mellemtiden er planeten blevet erobret af onde robotter. Han får kontakt med ‘modstandsbevægelsen’, som består af tre håbløse civilister, heriblandt Hawthornes unge datter Izzy (Keke Palmer). Hvordan skal de overkomme den uligt mægtigere fjende?
Plottet herfra er desværre meget forudsigeligt, og vi får indprentet budskaberne om at man skal lære at samarbejde og at selv tilsyneladende tabere har noget at byde på. Det er ikke dårlige budskaber, men de kunne godt præsenteres mere subtilt.
Filmens centrale figurer er sympatiske og sjove, især robotkatten Sox (Peter Sohn) og Mo (Taika Waititi), en ældre dame med hang til sprængstoffer. Der er også nogle sjove og spændende optrin undervejs, og især et lidt yngre publikum vil sikkert være ganske underholdt. For de lidt ældre er filmen til gengæld lidt meh – ok til en aften med let underholdning, men så heller ikke mere.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 64
