M.A. Engelbrecht – Kun mørke

Kun mørke
af M.A. Engelbrecht
Brændpunkt, 2023, 124 sider

Anmelereksemplar leveret af forlaget

”Nyd rejsen”, har M.A. Engelbrecht skrevet til mig, da jeg åbner anmeldereksemplaret på første side. Det er i hvert fald en rejse uden stop og med mere og mere fart på jo længere ind man læser. Romanen er ikke inddelt i kapitler eller afsnit, hvilket gør læsningen en smule hektisk, men giver fortællingen et godt flow, der faktisk føles lidt som en hurtig rejse.

Først og fremmest er Kun Mørke fuld af referencer. Den starter med: ”Først var der ingenting. Kun mørke. Og så var der dig.” En fin omskrivning af indledningen til Skabelsesberetningen, måske fra et menneskeligt synspunkt. Eller en guds. Det slår tonen an som en roman med ambitioner.

Den fine indledning fortsætter ved at beskrive, hvordan et menneske vågner i et mørke, hvor han kun kan fornemme tilstedeværelsen af en kat. Eller i hvert fald noget, der opfører sig som en kat. Jeg valgte at læse dette som et lille praj til den populærvidenskabelige forståelse af Schröedingers kat: den både findes, og findes ikke, samtidig. To tilstande, hvor den ene er livet og den anden døden. Det også let at tænke på hvordan en kats eller et andet kæledyrs nærvær kan føles beskyttede, som en sjælefrænde, når man er langt nede i mørke tanker eller ensomhed. En tilstand, der måske også kan føles lidt som at være i live, og ikke at være det, samtidig.

Lidt længere i historien er katten måske en manifestation af en eller flere følelser, der kan være meget svære at håndtere som menneske; særligt sorg, depression og angst.

At beskrive Sorgen som et væsen er meget virkningsfuldt. Djævle og dæmoner har i årtusinder fået skyld for det vi ikke kunne beskrive eller finde mening i og et mere moderne eksempel på sorg som et (ondt) væsen er fra den australske gyser The Babadook (2014). Der findes mange flere rigtig gode eksempler på, at vi heller ikke nødvendigvis skal forstå væsnet/sorgen fuldt ud, bare håndtere det/den. Også i gyserfilm og bøger.

Kun Mørke er ikke nødvendigvis en klassisk gyser, men lægger sig i stil imellem Helle Helles hverdagsromaer og Olga Ravns De Ansatte (2018). Det bedste ved Kun Mørke – og det Engelbrecht har til fælles med Helle Helle – er de virkelig mange sproglige sløjfer og selvreferencer, der er lette er finde mening i, når et menneske skal prøve at huske sig selv, som romanens hovedperson forsøger med hjælp fra en kat. En af de formuleringer, jeg virkelig nød at læse, var: ”… Løgne er det værste knægt. De forsvinder ikke som myggestik. De bliver ved med at klø for altid. Hans ord sprang i hovedet på mig og efterlod mit ansigt arret, min krop knudret og min tiltro vansiret”. Kun Mørke får en varm, men mørk novemberanbefaling.

Anmeldt af Anne Dencker Bædkel