Fra Loch Ness til Megalodon
af Mikala Rosenkilde
2 Feet Entertainment, 2024, 203 sider
Anmeldereksemplar leveret af forlaget
Alle, der fra barnsben har set Den Blå Planet, har elsket havet på en anden måde, end de elskede urskoven eller savannen. Havet har en mystik og en ukendthed over sig, som næsten kun kan sammenlignes med rummet. Man hører jo med jævne mellemrum påstanden om, at vi ved mere om solsystemet end om de dybeste dele af verdenshavene. Om det strengt taget passer, er næsten ligegyldigt. Det føles sandt.
Og derfor kan selv et forholdsvis rationelt menneske som mig godt blive fanget af tanken om, at ”sandheden er dernede”.
Mikala Rosenkilde har derfor fat i noget helt grundlæggende med Fra Loch Ness til Megalodon. Bogen er opfølgeren til hendes første bog om kryptozoologi, og selv om hun siden også har kastet sig over fiktionen, også anbefalelsesværdigt, er der noget særligt over hendes fagbøger. De opererer lige præcis i det felt, hvor man på den ene side godt ved, at sandsynligheden for et enormt ukendt søuhyre er forholdsvis begrænset, og på den anden side meget gerne vil høre hele historien alligevel.
Bogen er velresearchet og overskueligt bygget op. Den er delt i korte afsnit, som gør den nem at lægge fra sig og samle op igen. God til en togtur. Eller til et par kapitler inden sengetid, hvis man har det fint med at ligge og tænke over, hvad der egentlig kunne befinde sig nede i mørkt vand.
De første fem af bogens otte dele handler hovedsageligt om søslanger og søuhyrer fra forskellige dele af verden. Nogle af dem er naturligvis langt mere kendte end andre. Loch Ness-uhyret behøver næppe nogen introduktion.
Der er mange søuhyrer i bogen. Rigtig mange. Lange halse, pukler i vandet, mystiske skygger og mennesker, der en sommerdag i 1937 pludselig så noget, de ikke helt kunne forklare. Efter et stykke tid kan de godt begynde at flyde lidt sammen, og her kunne jeg godt have ønsket mig mere kulturel kontekst. Hvad betyder de lokale uhyrer egentlig for de steder, de kommer fra? Er der forskel på at have et søuhyre i Skotland, Kroatien eller Tasmanien? Hvornår bliver et uhyre til folklore, hvornår bliver det turistattraktion, og hvornår bliver det bare en mærkelig historie, som den lokale kroejer bliver ved med at fortælle?
Men det er trods alt en sympatisk form for kritik, at man sidder og ønsker sig endnu mere stof.
Jeg ville måske også have fordelt bogens emner anderledes. Der kommer så mange søslanger i træk, at jeg på et tidspunkt begyndte at savne noget med tentakler. Heldigvis findes der en ganske avanceret funktion i fysiske bøger, hvor man kan bladre frem.
Noget af det, jeg bedst kan lide, er Rosenkildes brug af gamle avisudklip, citater og vidneberetninger. Det giver historierne liv. Og der er en fin integritet i den måde, hun behandler dem på. Mennesker bliver ikke gjort til idioter, bare fordi de har set noget mærkeligt. Deres oplevelser bliver taget alvorligt, uden at de dermed automatisk bliver taget som bevis.
Det er en vigtig balance i en bog som denne. Kryptozoologi kan hurtigt ende i enten hån eller trosbekendelse. Enten er alle vidner fjolser, eller også er ethvert bølgeskvulp bevis på et forhistorisk dyr. Rosenkilde placerer sig et langt mere behageligt sted midt imellem: Det her er det, mennesker siger, de har set. Det her ved vi. Og resten må vi så gå og spekulere over.
Kæmpeblæksprutterne kommer først i bogens ottende og sidste del, men burde måske have været først.
De er på en måde kryptozoologiens perfekte dyr. I århundreder befandt de sig i grænselandet mellem sømandsmyte og zoologisk virkelighed, og så viste det sig, at ja, selvfølgelig findes der enorme blæksprutter i havet. Det er jo præcis den slags historie, der gør det umuligt helt at opgive tanken om, at der kunne gemme sig andre mærkelige ting derude.
Inden da kommer bogens syvende del om havfruer og søkøer. Havfruer er selvfølgelig noget helt andet end Loch Ness og Megalodon. De hører lige så meget hjemme i mytologien, kunsten og kulturhistorien som i fortællinger om ukendte dyr, og Rosenkilde gør heldigvis plads til den forskel. Havfruen er ikke bare et dyr, nogen påstår at have set. Den er en figur, mennesker har slæbt rundt med sig i årtusinder.
Jeg håber bogen bliver et hit på skolebibliotekerne, hvis de stadig findes. Den ville i hvert fald have været konstant udlånt på mit.
Anmeldt af Anne Dencker Bædkel
