Atlantis -Den komplette 2011 udgave

Atlantis -Den komplette 2011 udgave
Dobbelt-CD, Danmark, 2011, ca. 129 min.
Komponeret af Peter Spies (musik), Thomas Høg & Sune Svanekier (tekst)
Medv.: Kasper Svendsen, Sørine Henriksen, Mikkel Pedersen, Simon Jørstad, m.fl.

Atlantis-musicalen, først opsat i 1993, er en af de største danske kasse-succeser indenfor sit område, set af en kvart million danskere. Jeg fik ikke set den dengang, men lagde dog godt mærke til busreklamerne for den. Men her i sommer inviterede en ven mig med til Espergærde Ungdomsskoles opsætning af musicalen på Kulturværftet i Helsingør, og det var så godt at jeg prompte købte dobbelt-CD’en bagefter (en udgave med mere af musikken end der var med på highlights-CD’en fra 1995).

Musicalen er et stykke kontrafaktisk historie. Den foregår, som titlen antyder, på Atlantis i den antikke verden, men Atlantis var jo som bekendt en avanceret højkultur, så den første scene indeholder bl.a. en beretning om en redningshelikopter der skal undsætte et skib i havsnød. Der kommer med tiden også referencer til alt fra golf og mobiltelefoner til kiosker og McDonald’s, selvfølgelig alt sammen med glimt i øjet. Stedet er derudover imponerende kulturelt velbeskrevet. Kongen har titel af “Atlas” (en detalje revet direkte ud af Platons oprindelige beskrivelse, som jeg i øvrigt personligt er blevet overbevist om er symbolsk fiktion og ikke skal forestille rigtig historie), og der hersker naturligvis en dybt patriarkalsk slave-økonomi. Der kører to plots som hurtigt vikles ind i hinanden. Dels er det en kærlighedshistorie om Silvan (en ukendt søn af den legendariske, afdøde kriger Kelvin) og prinsesse Adalena, Atlas’ datter, og dels er det historien om hvordan den storhedsvanvittige hærfører Jabbadoor planlægger at snigmyrde kongen, så han selv kan blive den nye Atlas. Jabbadoor har vistnok tidligere begæret Adalena, og i bedste antikke stil har Adalena, for at beskytte sig selv, forført ham med det formål at føde ham en søn som hun kan bruge som afpresningsmiddel overfor ham! Samtidig er vores unge helt, Silvan, i kraft af at være søn af den stærke Kelvin, som Jabbadoor selv slog i hjel fordi han anså ham for en trussel, nu pludselig en ny trussel mod Jabbadoors planer. Atlantis dyrker de græske guder, men Jabbadoor har et sted på middelhavets kyster fundet sig en ny gud, Baal-Zebub, fluernes herre! Han har bl.a. aftalt med sin nye gud at han ikke vil lade sig friste af kvinder… så I kan godt se at der en hel del som allerede er gået galt, og meget mere som kan gøre det! Det er oldgræsk drama så det rocker!

Musicalen er på stort set alle områder virkelig godt skruet sammen. God melodisk musik (både rocket og symfonisk), flotte, enkle, rimende tekster (f.eks. “jeg bød ham ind til festen / og han tror næsten / han er hædersgæsten”), og en generelt troværdig storyline. Fremførelsen af Espergærde Ungdomsskoles 2011 musical-hold er yderst imponerende. Stærke stemmer (som man dog visse steder godt fornemmer ikke er så erfarne), og et sprogligt vellydende og velflydende dansk som jeg ikke synes jeg har hørt magen til i mange år.

Sidst men ikke mindst skal nævnes den komiske figur, hofsnogen Zan-Zan, som er Jabbadoors håndlanger. Han står for musicalens suverænt bedste nummer, “Hold dig til helte”, hvori han udbasunerer hele sin opportunistiske livsfilosofi om at være en doven, men intelligent snylter på en ung, stærk og dum helt. Jeg er begejstret! 🙂

Der udkom en koncert-DVD med musicalen i 2003, men den er i dag fuldstændig umulig at opdrive. Jeg håber de genudgiver den snart.

Karakter: 9 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.30

Dette indlæg blev udgivet i Musik og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

3 Responses to Atlantis -Den komplette 2011 udgave

  1. sara skriver:

    Ved du om den måske er udgivet igen?

  2. Tue Sørensen skriver:

    Koncert-DVD’en fra 2003 er desværre endnu ikke genudgivet. Og nej, der findes ingen DVD-udgave af hele musicalen. Den blev sendt på DR engang i hvad der nok har været ’94, men det er ikke umiddelbart til at få fat i. Desværre! 🙁

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *