Godzilla Minus Zero
Film, USA, 2026,
Instruktion: Takashi Yamazaki
Medvirkende: Ryûnosuke Kamiki, Minami Hamabe, Jun Kunimura, m.fl.
Takashi Yamazakis Godzilla Minus One fra 2023, hvor han førte det ikoniske japanske monster tilbage til dets eksistentielle ophav, var en anmeldertriumf. Fans’ene var også begejstrede. Godzilla var endelig igen et skræmmende, næsten elementært væsen, der trampede gennem et Japan i ruiner efter Anden Verdenskrig. Men det var ikke alene ødelæggelsen, der gjorde indtryk: Filmen investerede usædvanligt meget i sine menneskelige skikkelser, og det var i sidste ende deres skyldfølelse, sorg og indbyrdes relationer, der gav katastrofen menneskelig vægt og hjerteblod.
Nu er efterfølgeren, Godzilla Minus Zero, ankommet, og denne anmelder må med stor lettelse rapportere, at den heldigvis lever op til forgængeren. Den er endda visuelt endnu mere imponerende, med teknisk raffinement i topklasse og kolossale konfrontationer mellem chokerende sci-fi monstre! Der er helt tydeligt lagt en betydelig mængde kompetent håndværk og ressourcer i denne japanske produktion.
Historien følger igen Kōichi Shikishima, der i første film var hjemsøgt af overlevelsesskyld (hvis man skal fordanske survivor’s guilt), men nu primært forsøger at bevare sammenhængskraften i sin næsten-familie og nærme sig dem, han holder af. Det forbliver en central styrke, at filmen insisterer på intimitet: Vi bliver ved med at interessere os for menneskene, selv når høje bygninger vælter og himlen revner. Shikishima inddrages også i en plan om at lokke Godzilla frem ved hjælp af et eksperimentelt fly, som han selv skal føre gennem luften.
Denne gang er der naturligvis endnu en monstrøs modstander på banen: rum-dragen Ghidorah, der falder ned fra himlen som et meteor. Dette monster debuterede oprindeligt i Godzilla-universet i 1964. Ghidorah udgør en endnu mere altoverskyggende trussel end Godzilla, og hovedpersonerne indser, at deres bedste redningsplan nok er at få de to kaiju’er til at vende deres destruktive kræfter mod hinanden. Det giver naturligvis anledning til nogle cinematisk betagende og næsten mytologisk overdimensionerede kampe. Du vil sidde med åben mund og polypper!
Det fungerer overraskende godt, bl.a. fordi Godzilla fortsat ikke fremstilles som nogen overlagt heroisk beskytter (som i mange af de gamle, og de amerikanske, film). Han er et enormt og farligt rov-væsen, hvis eventuelle redning af menneskene snarere er et biprodukt end en hensigt. Det er menneskene selv, der må udnytte de to monstres indbyrdes fjendskab, og med en kompliceret plan lokke dem i flæsket på hinanden.
Filmen rummer også politiske undertoner. Japan er fortsat under amerikansk besættelse her, og amerikanerne er lidt ligeglade eller i hvert fald tilbageholdende omkring monsterkatastrofen, ikke mindst på grund af det tiltagende geopolitiske spændingsforhold til Sovjetunionen, som filmen specifikt nævner. Amerikanerne fremstår temmelig usympatiske, og på et tidspunkt ”assisterer” de japanerne med en enorm bombe, som imidlertid ikke fungerer. Filmen antyder endda, at amerikanerne kan have kendt til defekten på forhånd.
En særligt stemningsfuld sekvens følger en japansk krigsveteran, der overlevede atombomben over Hiroshima, men mistede sin familie. Han drømmer om, at Godzilla angriber New York, vælter Frihedsgudinden og med sin atom-ånde udløser en paddehatte-eksplosion midt i byen. Det er en uhyggelig, drømmevision, som let kan læses som en undertrykt fantasi om hævn. Scenen uddybes ikke yderligere, men fungerer som en diskret påmindelse om atomkrigens rædsler. Et tema, der også var centralt i Ishirō Hondas originale Godzilla fra 1954.
Alt i alt er Godzilla Minus Zero en forbløffende flot og vellykket film, der formår at forene spektakulære monsterkonfrontationer med en menneskelig fortælling, hvor der reelt er noget på spil. Det er ikke hver dag, at kaiju-film behandler begge dimensioner med lige stor omhu, og Yamazaki mestrer balancen med imponerende sikker hånd. Også selv om visse dele af slutningen måske bliver lige lovlig sentimentale.
Jeg har én markant indvending, som mest handler om seriens retning. Ved Minus One havde jeg indtryk af, at Yamazaki ønskede at gentænke Godzilla som en slags voldsom naturkatastrofe. En uforståelig kraft, som menneskene måtte lære at sameksistere med. Men allerede i anden film er vi faktisk lidt tilbage ved den velkendte opskrift: Godzilla kæmper mod andre monstre. Og nu, hvor Ghidorah er introduceret, må man vel forvente, at Mothra og Rodan ikke er langt væk? Lidt fan-service er godt, men er meget fan-service for meget? Det må tiden vise.
I den oprindelige film fra 1954 var Godzilla et frygtindgydende symbol på atomkrigen. Gennem 1960’erne udviklede han sig imidlertid til en slags forsvarer af Jorden mod andre monstre, hvilket gradvist fjernede figuren fra sit oprindelige, mere dystre koncept. Jeg havde egentlig håbet, at Yamazaki ville fortsætte med at udforske Godzilla som en uforklarlig og farlig kraft, og måske lade hans tilstedeværelse forme Japans historie og udvikling gennem årtier, i stedet for at gentage store dele af de tidligere films elementer. Men selv hvis der er gentagelser på tapetet her, så er det stadig for et mere voksent og modent publikum, og dét i sig selv er også en værdig og værdifuld udvikling af franchisen.
Så konklusionen bliver at Godzilla Minus Zero varmt kan anbefales til både gamle fans og sci-fi fans generelt. Jeg ser bestemt allerede frem til næste kapitel.
Karakter: 8 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen
