Dread Empire’s Fall 3: Conventions of War
Walter Jon Williams
Roman, 677 sider
HarperCollins 2005
$7.99 (paperback)
Conventions of War er det afsluttende bind i trilogien Dread Empire’s Fall (de to første bind er anmeldt i Himmelskibet nr. 3). Det er militaristisk space opera, skrevet af en forfatter som har forsøgt sig (som regel med held) i mange science fiction-undergenrer. Jeg synes han er sluppet rimelig godt fra denne trilogi, og det på trods af at jeg normalt ikke er meget for undergenren af militær-sf.
Trilogien foregår i et interstellart imperie befolket af fem racer (herunder mennesker). Indtil trilogiens start herskede en sjette race, the Shaa, med hård hånd et samfund med meget rigide konventioner. Da den sidste Shaa dør, opstår der et magttomrum, som den ene af de tidligere underordnede racer, the Naxid, prøver at overtage på bekostning af de øvrige racer. Det finder disse andre racer sig selvfølgelig ikke i, og der opstår en borgerkrig, som udgør baggrunden for trilogiens handling.
Vi følger på skift to officerer, Gareth Martinez og Caro Sula, som på hver deres måde er militære genier, især fordi de bryder med de tidligere så fastlåste krigskonventioner. På trods af successen af disse konventionsbrud, er de ikke specielt populære blandt de traditionsbundne admiraler i flåden, og de to helte kæmper lige så meget mod bureaukrati og traditioner som mod Naxiderne. Martinez og Sula har været romantisk involveret med hinanden, men er af omstændighederne blevet tvunget fra hinanden. Martinez har måttet indgå i et politisk ægteskab for at fremme sin families status, og Sula har en dyster hemmelighed, som gør at hun ikke umiddelbart tør lade sig gifte med nogen. Selvom begge tilhører overklassen, bærer de hver deres sociale stigmata, og det fører også til konflikter. Sulas forældre blev da hun var barn henrettet for korruption, og Martinez’ familie bliver betragtet som en slags bondeadel (Williams bor i New Mexico, og man kan godt fornemme at det er forbilledet for den planet, Martinez-familien kommer fra ).
I dette tredje bind leder Sula oprørsbevægelsen på imperiets hovedplanet mens Martinez er taget med en flåde ud for at trænge ind i naxidernes territorium. Af disse handlingsforløb er det Sulas modstandskamp der er den mest spændende. I bogens begyndelse er modstandsbevægelsen på grund af en katastrofal mislykket aktion blevet reduceret til en håndfuld mennesker med Sula som eneste overlevende officer. Hvor mange ville have opgivet i den situation, vælger hun at kæmpe videre, og hun får efterhånden opbygget en habil modstandsorganisation, blandt andet ved at indgå alliancer med den lokale mafia (i krig og kærlig-hed…). Modstandskampen er bekrevet realistisk brutalt og uromantisk, og til forskel fra mange lignende historier handler det ikke om at lave én vellykket mission, der på et øjeblik knækker tyran-nernes jerngreb. Det er en lang og sej kamp med flere tilbageslag, og slaget vindes lige så meget ved hjælp af hacking og propaganda som ved hjælp af skydevåben og sprængstoffer.
Martinez’ fortsatte karriere i flåden er knapt så spændende, specielt fordi den meget er en fortsættelse af hvad der er sket i de tidligere bind, uden de helt store overraskelser. Det har Willi-ams’ tilsyneladende været klar over, så han liver historien lidt op med et mordmysterie ombord på det rumskib, som Martinez overtager kommandoen af. Da det er skibets tidligere kaptajn, der er myrdet, er Martinez selv en af de hovedmistænkte, så hans eget skind er på spil hvis han ikke kan opklare mordet.
Romanen (og dermed trilogien) runder af med en afslutning på borgerkrigen, og Martinez og Sula bliver belønnet på mere eller mindre retfærdig vis for deres indsats. Situationen i imperiet (som efter Shaaernes uddøen nærmere er et oligarki) er i det store og hele uforandret; det er stadig traditonalisterne der bestemmer. Men katten er sluppet ud af sækken, og spørgsmålet er om alle i imperiet i længden vil finde sig i en opretholdelse af status quo. Blandt andet er Martinez’ familie, som bor på randen af imperiet, interesseret i at få lov til at kolonisere de planeter, man ved findes hinsides nogle af de ydre ormehuller. I det hele taget er der plads til flere historier i bogens univers, og jeg vil sikkert købe dem, hvis Williams skriver dem. Jeg tror også universet vil fungere fint som basis for rollespil, og det ville ikke være første gang at en af Williams’ bøger er blevet brugt til det. R. Talsorian Games har lavet en sourcebook om hans roman Hardwired til deres spil Cyberpunk 2020.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.11
