Watchmen
Film, USA 2009
Instruktion: Zack Snyder
Medvirkende: Malin Akerman, Billy Crudup, Matthew Goode, Jackie Earle Haley, Jeffrey Dean Morgan m.fl.
Baseret på Alan Moore og Dave Gibbons tegneserie.
I starten af Watchmen møder vi superhelten The Comedian. Det bliver dog et ret kort bekendtskab, for en ukendt maskeret person overfalder ham i hans lejlighed i et højhus og smider ham ud ad vinduet. Kun en enkelt superhelt ville kunne have overlevet det, den blå mand Dr. Manhattan. Hvis han er Watchmenuniversets svar på Superman, kan man sige at Batman er splittet op i tre personer: Der er Rorschach, som mentalt minder om Batman, Nite Owl som har en hule under sit hus med en masse udstyr, og Ozymandias, som er en excentrisk milliardær.
Rorschach er stort set den eneste aktive superhelt der er tilbage, jaget af myndighederne for sin brutale adfærd og frygtet af underverdenen af samme grund. I starten er han den eneste som forsøger at finde ud af hvad der ligger bag The Comedians død. Men skurken er hele tiden et skridt foran ham, og imens udvikler sagen sig til meget mere end en enkelt superhelts død. Da det ser mest sort ud, får han dog lidt hjælp af Nite Owl og sammen finder de efterhånden frem til superskurken bag det hele. Det klassiske plot-problem fra superhelte-historierne hvor Superman er sammen med andre helte – at Superman ville kunne løse alle problemerne på ca. et sekund – løses i øvrigt ganske elegant i Watchmen. Mere vil jeg så ikke sige om handlingen.
Watchmen er en tegneseriehistorie fra 1980erne. Den blev skabt på et tidspunkt hvor det at eksperimentere med indhold og form i tegneserier normalt rakte til at lade en superhelt blive narkoman for en stund for at forklare de unge læsere at det ikke var noget for dem, eller at lade en superhelt fra en helt andet tegneserieforlag gæsteoptræde. I hvert fald hvad angik de store forlag – der var også mange mere ekstreme eksperimenter blandt de mindre forlag, som for eksempel den meget asociale superhelt Wonder Warthog.
Oprindeligt startede Watchmen med noget som var meget almindeligt for forlaget DC: Man havde opkøbt et mindre forlags superhelte og skulle nu have dem proppet ind et sted i DCs eget univers. Det endte i stedet med at Moore lavede sine helt egne superhelte, der dog stadig havde lighedspunkter med de oprindelige superhelte fra forlaget Charlton.
Watchmen-tegneserien er en anti-superhelte-tegneserie. Det er den på flere måder. For det første foregår den i en verden hvor superhelte er bandlyste. I hvert fald på overfladen. På et lidt dybere plan vender den op og ned på superhelteformlen hvor det er superhelten der skal redde verden fra superskurken. Det er faktisk superheltene der i høj grad har forårsaget den krise verden er i, og det er superskurken som har en plan der skal redde den.
En tredje måde Watchmen er anti-superhelte på, er ved at have meget mere troværdige og realistiske personer end det – i hvert fald i 1980erne – var normalt i tegneserier. Mange fremhæver Marvel Comics serier fra 1960erne som værende realistiske, men der handlede det kun om at give superheltene lidt motivation og et par personlighedstræk. Det var stadig basalt set på superheltegenrens præmisser det foregik. I Watchmen har personerne faktisk psykologisk dybde. Det indebærer så også at de fleste af dem faktisk lider af ganske alvorlige personlighedsforstyrrelser, siden de kan finde på at iklæde sig kostumer og rende omkring og fange forbrydere.
Superhelte kan opfattes som et udtryk for den amerikanske drøms søgen efter retfærdighed. Netop en sådan retfærdighedssøgen finder man også hos 1980ernes statsledere Margaret Thatcher og Ronald Reagan: Der er de gode og de onde, og de onde skal bekæmpes med alle midler. Det er den politiske ideologi der i høj grad inspirerede Alan Moore til at lave Watchmen. Han var som mange andre intellektuelle på det tidspunkt ikke just fan af Thatcher og Reagan. Sjovt nok var danske Lars von Trier, i samme periode som disse tegneserier blev lavet, i gang med at lave sin såkaldte Europa-trilogi, hvor det gennemgående tema også var idealisten der søger retfærdighed, men ender med i stedet at lave en masse ulykker.
Jeg kan huske at da jeg læste Watchmen tilbage i 1980erne, var jeg meget begejstret for de første ti hæfter, men knap så glad for de sidste to. Det skyldtes blandt andet at slutningen virkede tvetydig:: Hvad mente Moore egentlig – var superskurken i virkeligheden helten eller hvad? Efter at have genlæst tegneserien og have tænkt meget over den, står det dog en del mere klart for mig. Men det er nok også hovedproblemet med historien – den stiller store krav til sin læser og skal forstås i nøje sammenhæng med hele superhelte-genren som sådan og de politiske aspekter af den underliggende ideologi.
Hvilket omsider bringer os til filmatiseringen. Et vigtigt plotelement er at på grund af superheltene er den kolde krigs terrorbalance blevet forvandlet til en ubalance, som truer med at blive til en altødelæggende verdenskrig. Det ville kræve rigtig meget omskrivning at få bare denne del til at fungere i en nutidig kontekst, så derfor er det et udmærket valg at lade handlingen i 1980erne som i tegneserien. Men jeg er bange for at transformationen til både en anden tid og et andet medium fjerner det af meningen i historien der måtte være tilbage. Så det er endt med ”bare” nok en superhelte-historie. Men en rigtig flot en, med interessante superhelte og – skurke, rigtig godt skuespil og god klassisk rockmusik.
Skurkens plan i Moores tegneserieversion er i øvrigt baseret på et afsnit af tv-serien The Outer Limits fra 1964. Her var de politiske og moralske aspekter trukket meget tydeligere op end i Watchmen. Afsnittet bliver i øvrigt krediteret i tegneserien, hvilket har overlevet i filmen. I filmen giver det imidlertid ikke meget mening mere, da netop denne del af plottet er en af de få ting der er ændret i forhold til tegneserien. Min tidligere nævnte skuffelse over slutningen af tegneserien skyldes i øvrigt blandt andet dette plot-element. Det virker for – undskyld udtrykket – tegneserieagtigt i forhold til resten af plottet. Det som de har erstattet det med i filmen, passer bedre med resten af plottet, men til gengæld virker det som en nem og ikke særlig gennemtænkt løsning.
Har man valget mellem at læse tegneserien og se filmen, må tegneserien absolut anbefales. Efter jeg har genlæst den, står den stadig som noget af det bedste der er lavet i superheltegenren. Filmen mangler meget af den kompleksitet og dybde der er i tegneserien, selv om den stort set følger tegneserien handlingsmæssigt. Men rigtig flot og godt håndværk er det – på en skala fra Daredevil til Ironman er den et sted i nærheden af Ironman. Man kan især fremhæve den overbevisende computergrafik der er lavet med Doc Manhattan-scenerne og en nærmest overnaturlig perfekt casting af Jackie Earle Haley som Rorschach.
Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.20
