X-Files – I want to believe
Film, 2008, instr.: Chris Carter.
Så kom den anden film baseret på den gamle 90er tv-serie omsider dumpende forbi den lokale biograf. Recepten på sådan en tingest er: Tag de to hovedpersoner, støv et gammelt plot til tvserien af og fyld det op med et eller andet. Eller? Somme tider bliver man overrasket. Men ikke her. Et par uger efter jeg så filmen, kom jeg tilfældigvis til at se afsnit 13 af tv-serien. Det har et plot der minder meget om: En mand der enten er gal, udspekuleret eller synsk, eller en kombination af dette, kan tilsyneladende hjælpe med at finde nogle mennesker der er blevet kidnappet af en seriemorder. I øvrigt et plot som mere eller mindre er hugget fra Silence of the Lambs.
Men i tv-serien er der den specielle X-files twist på det: Der er noget muligvis overnaturligt på spil, og hovedpersonerne involveres på glimrende vis i historien både arbejdsmæssigt og privat (for Scullys vedkommende.) Tilmed bruges den evige konflikt mellem den ”troende” Mulder og den meget skeptiske Scully ganske fint i plottet. Men det var dengang. I filmen du skal tro på er god, har vores to helte forladt FBI. Der er således ikke nogen speciel grund til at de skal involveres i en sag med en synsk og en massemorder. Men hvad der ikke er, klistres elegant på med gaffer-tape: Mulder er jo ekspert i sådan noget med synske personer og vi ved jo alle hvor meget de egenskaber respekteres af FBI. Eller ikke. I det mindste kunne de lade FBI have skiftet generelt mening om Mulder, så det virkede rimeligt. Men det valgte de så ikke at gøre. De får altså Mulder med på sagen, selv om han er meget modvillig, hvorefter de prøver at få ham af sagen igen. Scully bliver så klistret på historien med en endnu tyndere undskyldning: Hun skal finde Mulder for dem og overtale ham! Hvorefter hendes rolle i filmen sådan set er udspillet, men alligevel bliver hun hængende til det sidste. Hvilket så også er godt for Mulder, da han på det tidspunkt arbejder stort set alene på sagen. Undervejs præsenteres vi så for en masse fyld, for at få det spinkle plot til at se ud af noget. Hvad det så ligner, er jeg ikke helt sikker på. I hvert fald er der endeløse scener hvor Scully og Mulder gentager de samme gamle diskussioner om at tro eller ikke tro på ”det derude”. I modsætning til det nævnte afsnit af tv-serier har det dog ingen anden funktion i plottet end at trække tingene ud. Så er der lidt action, og lidt opklaring af forbrydelse som er ok. Men ikke bedre end et middelmådigt afsnit af tv-serien. Og endelig – det må man give filmen – er der Amanda Peet og Billy Connolly, som spiller hhv. den FBI-agent der leder efterforskningen i starten af filmen og den synske mand. Det er nok hvad der alligevel reddede filmen for mig. Og David Duchovny kan stadig sin Agent Mulder rolle til perfektion, mens jeg synes Gillian Anderson ikke var så troværdig som Agent Scully, men det var nok mere plottet end skuespillerens skyld. Som sagt er plottet er seriemoder- plot. Det vil sige at der ikke er plads til det helst store special effects show. Det kan være både godt og skidt. Skidt når det skygger for og ødelægger et ellers godt plot. Godt til at dække over et halvtyndt plot. Her har vi så et halvtyndt plot (til en spillefilmslængde film) og ikke mange effekter. Det er nok ikke lige recepten på en film folk gider at se. Så den kan kun anbefales, hvis man absolut vil se alt der står X-files på eller man skal vælge mellem dem og nogle andre middelmådige film.
Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.20
