Turkey Shoot (Fangejagten)
Australsk film fra 1982
På DVD fra Another World Entertainment (www.anotherworldent.com)
Fremtiden er et ondt, ondt sted. I hvert fald som den oftest fremstilles på film. Her befinder vi os i en verden hvor alle modstandere af regimet sendes i en slags fængsel. Normalt er den slags steder en arbejdslejr, men her har man åbenbart ikke kunnet finde på noget nyttigt for dem at lave. Lejren ledes af en mand der hedder Thatcher – ved ikke om han er efterkommer af den fru Thatcher der var leder af England på det tidspunkt filmen blev optaget, men han er i hvert fald rimeligt kompetent spillet af veteranen Michael Craig. Det samme kan desværre ikke siges om hovedparten af resten af skuespillerne. Min ”favorit” her er nok Roger Ward det spiller over-vagten Ritter, og mindede mig ret meget om Thor Johnson fra Ed Woods film. Hans eneste kvalifikation for at være med i en film er åbenbart at han er meget stor og har gået til brydning. Han står også for filmens vel nok mest ubehagelige scene, hvor han tæver en ung kvinde til døde.
Man kunne frygte at plottet var lige så ringe som skuespillet i filmen her, men det er faktisk ikke tilfældet. Det er ikke noget mesterværk, men det fungerer: Den gode inspektør Thatcher får besøg af medlemmer af samfundets herskende klasse, som omsider har fundet på noget at bruge fangerne til: En flok af de mest genstridige bliver sluppet løs på den ø hvor lejren ligger, og overklassen tager så ud for at jage dem og slå dem ihjel. Det sker på mange forskellige måder: En af dem har en slags dresseret dræber-abe, en anden en armbrøst med eksplosive pile, mens Thatcher selv foretrækker et gevær med kikkertsigte. Men måske Thatcher skulle være blevet hjemme i lejren, i stedet for tage med på jagten, for tingene begynder at gå galt for ham. De jagede begynder at jage hans gæster, og helt galt går det, da de tager tilbage til lejren for at befri de andre fanger. Thatcher må tilkalde hjælp til at få nedkæmpet fangeoprøret, og det hele ender i et gigantisk blodbad. Men lad det være usagt her hvem der vinder. Det vil dog ikke være helt galt at satse sine penge på den unge helt Paul og hans kvindelige følgesvend Chris.
Filmen bærer præg af et skrabet budget og mange dårligt fungerende scener. Nogle af duellerne mellem en jager og fange mindede mig for eksempel lidt for meget om parodierne på skydescener fra Police Squad, uden at det var meningen at det skulle være morsomt. Det lykkedes heller ikke ligefrem at fremmane et troværdigt science fiction-univers. Filmens oplagte forbilleder, de to første Mad Max-film, havde succes med det, på budgetter i samme størrelsesorden og endda med nogle af de samme skuespillere. Men Steve Railsback, som spiller Paul, er heller ikke nogen Mel Gibson, selv om han gør det udmærket, ligesom instruktøren Brian Trenchard-Smith heller ikke er nogen George Miller. Det være sagt, så morede jeg mig da gennem det meste af filmen over en kombination af ufrivilligt morsomme ting, de meget excentriske overklasse-jægere og hver gang fangerne fik ram på en af deres plageånder, ofte på grotesk voldelig vis.
Anmeldt af Flemming Rasch i Himmelskibet nr.18
