Stargate: Continuum

Stargate: Continuum
TV-Film, USA/Canada, 2008, 94 min.
Instr.: Martin Wood
Medvirk.: Amanda Tapping, Christopher Judge, Michael Shanks, Ben Browder, Claudia Black, m.fl.

Ganske kort fortalt: den sidste “systems lord”, Lord Ba’al, der har myrdet indtil flere hele planeter, er blevet fanget af Stargateheltene og skal henrettes. Men det har han tænkt på, og er forinden rejst tilbage til 1939 for at ødelægge Jordens aktive Stargate inden den bliver taget i anvendelse. Således finder vores helte pludselig sig selv i en alternativ tidslinje, hvor Jorden aldrig har haft kontakt til diverse aliens. Lord Ba’als erobringsflåde ankommer kort efter for at slavebinde Jordens befolkning. Dét medfører nogle udmærkede scener hvor Jorden bombarderes fra rummet. Derefter forrådes Lord Ba’al af sin lige så onde dronning, Qetesh, som slår ham ihjel, og beordrer flåden til at rasere Jordens overflade. Heldigvis allierer vores helte sig med deres gode ven fra den gamle tidslinje, Teal’c (som nu er Lord Ba’als tjener), og får smadret Lord Ba’als tidsmaskine – lige efter at de har været tilbage og slå Lord Ba’al ihjel i 1939. Da de således har genoprettet den rigtige tidslinje, kan Lord Ba’al nu henrettes efter den oprindelige plan. Igen. Eller noget. Jeg er ikke så meget inde i Stargateuniverset, så jeg er ikke sikker på hvilke kroppe der hører til hvilke racer, og hvor mange gange de kan slås ihjel, men det er sikkert logisk hvis man kender sådanne detaljer. OK underholdende SFfilm – jeg mener, skurken bliver slået ihjel tre gange… det har nok noget med tidsparadokser at gøre… Men i hvert fald, fine produktionsværdier og en udmærket balance mellem humor og alvor. Ikke noget man skal, eller kan, tage for seriøst.

Min karakter: 6 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.18

Dette indlæg blev udgivet i Film, Science Fiction og tagget , , . Bogmærk permalinket.