Stalker- Vandringsmanden
Film, Soviet-Unionen/Tyskland, 1979, 155 min.
Instr.: Andrei Tarkovskij
Medvrk.: Aleksandr Kajdanovsky, Alisa Frejndlikh, Anatoli Solonitsyn, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment (www.anotherworldent.com)
Stalker, som også har den danske titel Vandringsmanden, er løst baseret på kortromanen Roadside Picnic (1971) af Boris og Arkady Strugatski. Den handler om at fremmede rumvæsner kortvarigt har besøgt Jorden, og efterladt nogle mystiske Zoner rundt om på Jorden, hvor de normale fysiske love ikke virker som normalt. Romanens titel refererer til at menneskene på Jorden er ligesom myrer og andre skovdyr der påpasseligt snuser til efterladenskaberne af nogle mere avancerede væsners skovtur. I filmudgaven fokuseres der på en af disse Zoner. Den er lukket af for offentligheden, men det rygtes at der er et rum i en struktur derinde hvor ønsker går i opfyldelse. Der findes ganske få ”vandrings-mænd” som med risiko for liv og lemmer leder betalende nysgerrige ind i Zonen for at vise dem hen til dette mirakuløse rum. Hovedpersonen er en sådan, som betales af en forfatter og en professor for at lede dem derind. Forfatteren er desillusioneret over både menneskets og hans eget åndelige og kunstneriske forfald, og har bl.a. i sinde at ønske at han vil blive en publikumssucces. Professoren har forskellige – både åbenlyse og gedulgte – videnskabelige grunde til at tage derind, bl.a. ønsker han at forstå hvad Zonen egentlig er.
Vores vandringsmand leder så, meget forsigtigt, de to ind i Zonen, alt i mens de filosoferer og kværulerer, både om sig selv og omverden. Historien foregår i en nær fremtid, hvor Øst-Europa ser ligeså (post)apokalyptisk nedslidt, forurenet og forfaldent ud som man kan forvente (et look som i øvrigt havde stor indflydelse på Lars von Triers ungdomsværk Forbrydelsens Element fra 1984). Personerne kommer ind i Zonen via en dræsine, og det stille og mennesketomme område er på én gang smadret og naturskønt. Jeg hørte engang én som havde rejst i Rusland sige at mange steder ser ud som om nogen har ført en krig mod naturen, og har vundet. Det er nøjagtigt sådan Zonen ser ud: spredte jernbanesveller, ujævnt, ingenmandslandsagtigt terræn, forskellige ruiner af både industri og bebyggelse, altsammen tilgroet med træer, buske og ukrudt som gradvist og nonchalant udvisker vidnesbyrdet om en fejlslagen civilisation. Den resulterende stemning er en blanding af fredfyldt renhed og et melankolsk eftermæle over uopfyldelige menneskelige ambitioner. Som reflekteres udmærket i de snart forvirrede, snart dybsindige kommentarer som især Forfatteren fortfarende fremsætter.
Alting foregår, som det må og skal, ekstremt forsigtigt, og dermed langsomt. Ligesom i Tarkovskijs filmudgave af Solaris (1972) anvendes der i vidt omfang dvælende, realistiske og næsten hypnotiserende langsomme scener, som er et (vellykket) forsøg på at få seeren til at leve sig ind i filmens verden, og opleve situationen fra samme perspektiv som hovedpersonerne. Det er et meget gennemført filmsprog som sjældent ses andre steder, og er tydeligt optimeret til fordybet koncentration og biografmørke. Man forstår dog godt hvorfor nogle synes at filmen er for tung og langtrukken; den lever ikke op til moderne krav om fast-paced underholdning, og som sådan er det nok generelt ikke en film for et teenagepublikum.
Billedkvaliteten på denne DVD er overraskende skarp og flot, og det omsluttende, realistiske produktionsdesign (mise-en-scene), næsten komplet blottet for special effects, gør symbolikken så meget desto renere og stærkere. Forfatteren og Professoren repræsenterer hhv. menneskets kunstneriske og videnskabelige bestræbelser, og rummet hvor ønsker går i opfyldelse er på én gang både menneskets rene begær og det uudgrundelige mål for vores eksistentialistiske søgen efter selverkendelse. Da vores hovedpersoner efter mange farer endelig kommer til det mirakuløse rum, skal de i gennem en dyb selvrefleksion før de kan beslutte sig til om de egentlig overhovedet har lyst til at få deres ønsker opfyldt. Det viser sig at de ikke er helt klar over hvad deres ønsker egentlig er, og om de er moralsk forsvarlige, for vandringsmanden fortæller om de tidligere folk der har fået deres ønsker opfyldt her. Man får ikke de ønsker man selv formulerer opfyldt; i stedet får man opfyldt konsekvenserne af sin generelle moralske livsstil, som jo er det man reelt efterstræber og arbejder for. Man får med andre ord hvad man fortjener, og tør vores Forfatter og Professor at udsætte sig for sådan en dom?
Vandringsmanden selv er nok den mest fascinerende og velbeskrevne figur. Han forstår, til dels, hvordan den næsten selvbevidste Zone fungerer, og kan derfor guide folk i gennem Zonens gådefulde, foranderlige og dødsens farlige landskab. Når de når til ønskerummet gør vandringsmanden aldrig selv brug af det, men beskyttes til gengæld af Zonen, der i form af en sort hund kan sanse hans sympatiske sjæl. Hjemme, uden for Zonen, har vandringsmanden en kone og en datter, som han har et problematisk forhold til. Konen siger hele tiden at hun ikke kan vente på ham, men er der alligevel stadig når han vender tilbage fra Zonen. Filmens første og afsluttende scene er af et forbifarende tog, der larmende får alt i familiens hus til at ryste og skramle. I den sidste scene sætter togets rysten grammofonspilleren i gang, og vi ser vandringsmandens unge datter sidde ved et bord og kigge drømmende ind i kameraet mens man sløret aner ordene fra den fjerde sats af Beethovens 9. symfoni: ”tochter aus Elysium”. Det er storslået smukt.
Min karakter: 9 ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.18