Solaris
Film, Rusland (USSR) 1972
instr. Andrei Tarkovskij
På DVD fra Another World Entertainment (www.anotherworldent.com)
Solaris er historien om menneskets møde med det ukendte; en first contact historie, hvor kontakten ikke kun er til det fremmede, men også i højeste grad til os selv og vores indre.
Det er længe siden jeg læste bogen [af S. Lem.], og jeg vil derfor ikke gå ind på om filmen lever op til, forvansker eller forbedrer papir- oplægget. Det føltes som en anderledes oplevelse da jeg så filmen, men ikke en dårligere.
Historien er simpel (men personerne er komplekse). En gang ude i en ikke helt defineret fremtid, hvor menneskeheden er i stand til at rejse i rummet, har vi fundet en planet, hvor der tilsyneladende er et hav med bevidsthed. På denne planet er der igangsat et forskningsprojekt og bygget en station til samme, men noget går galt. Folk dør, og opfører sig mærkeligt. Filmens helt Kris Kelvin sendes til planeten og møder det fremmede i sin egen afdøde kones skikkelse. Og det store spørgsmål er nu, hvad er hun egentlig, og hvad er det de andre på stationen har mødt? Er det en fremmed intelligens forsøg på kontakt, er det deres indre skygger (der er fascinerende glimt af hvad der sker bag de lukkede døre, men det meste er utydelige fragmenter af “den andens” dæmoner (eller dværge)). Et af de mest interessante aspekter i filmen er hvordan kopien håndterer dette.
En stor ting ved Solaris er den totale mangel på sort/hvid opdeling af personerne, der er ikke tale om helte og skurke i Hollywood kliché forstand. Selvom man ikke er lige begejstret for alle personerne, virker de hver og én afrundede og menneskelige, selvom Tarkovskij også rammer ud efter magtens mænd, i en noget sortsynet scene hvor en helikopter pilot udspørges om hans oplevelser på Solaris. Men selv de to mærkelige videnskabsmænd, der er på statioenen, da Kelvin ankommer (Snaut og Sartorius) rummer flere sider end blot den klassiske god/ ond dialektik. De har deres at trække med, deres kamp for at holde fast i menneskeligheden, og deres grunde til ikke at forlade stationen på Solaris.
Det er som sagt en film om mange ting: moral, skønhed, kærlighed, tilgivelse, viden, etik osv. Og selv om filmen varer over to timer, så jeg den til ende uden pauser – på en sen hverdagsaften. Det er også en slags ros. Men det fortjener Solaris også, efter min mening er den ældet med ynde, og selv den fremmedgørelseseffekt der kommer ud af at se 1970’ernes (russiske?) fremtid i år 2008 er ikke så slem som man kunne frygte. Teknologien er neddæmpet og de få ting der stikker i øjnene (russiske (auto)biler, båndmaskiner mv.) er ikke pinlige, men passer fint med resten af filmen. Der gik ikke lang tid førend jeg havde accepteret den verden der blev præsenteret, og derefter blot koncentrerede mig om filmen i sig selv, og efterhånden blev Kelvins ubehag over sine kvaler næsten fysisk.
Selve filmkvaliteten virker noget middelmådig, farverne er ikke hundrede procent klare og der nogen støj på billedet. Det er ikke noget, der ødelægger oplevelsen, men det kunne have været dejligt, med en helt sprød kopi.
Valget af ekstramateriale er besynderligt, det indeholder et meget kort interview med Marina Tarkovskaya (Andreis søster), og med den kvindelige hovedrolle (Natalya Bondarchuk), der begge alt for kort fortæller om deres forhold til Tarkovskij og enkelte anekdoter, en skitseagtig gennemgang af Donatas Banionis (den mandlige hovedrolles) filmkarriere, et klip fra en anden Lem film om piloten Pirk og så en række trailere og et lysbilledshow, ikke noget ophidsende overhovedet. Men det trækker kun let ned i den samlede pakke, det er filmen der tæller og den er stor nok i sig selv.
Anmeldt af Jesper Rugård i Himmelskibet nr.18
