Sluga Gosudarev (The Sovereign’s Servant)
Historisk film
Rusland 2007, ca. 2 timer
Sprog på DVD: Fransk, russisk, svensk, polsk, tysk
Jeg var lidt i tvivl om hvorvidt dette var en fantasy-film eller ej, da jeg læste oplægget til den. Den er i hvert fald en ægte kappe-og-kårdefilm. Jeg har givet den kælenavnet “Den omvendte Zorro” fordi handlingen bla. drejer sig om en mystisk ‘sort rytter’ der plager de russiske styrker under krigen mellem Sverige og Rusland i 1700-tallet. Det lyder som ren Robin Hood, men denne Spurvehøgen-agtige hævner, med halv-magiske tricks i ærmet, er faktisk filmens skurk. Det er en virkelig forfriskende drejning. Inden længe er der lagt op til spektakulære fægtekampe. Meget af dette sker med et blink i øjet, og kan derfor ikke rigtigt betegnes som ‘realistisk’.
Plottet er enkelt: To duellanter havner takket været intriger i unåde hos Solkongen. Han sender dem begge til hver sin konge (Peter den Store og Karl 12.) i håb om at komme af med dem. Ikke mindst fordi kongen er interesseret i den ene duellants elskerinde, ak ja. Duellanterne er dog begge loyale over for kongen, og de ender hurtigt med at kæmpe på hver sin side. Der kom mer hurtigt så mange forviklinger, bipersoner, jalousi, spionage og slag ind, at det er til at blive helt rundtosset af. Men på en sådan dejlig friskfyragtig måde, sådan at man gerne ser den igen for at få det hele med. Det er en lang film, men heldigvis meget veldisponeret. En patriotisk, russisk soldat går nærmest hen og bliver filmens hovedperson (ved siden af de to duellanter), og han er også en veloplagt ‘comic relief’, dog ikke på den irriterende façon man har lært at frygte.
Et meget langt stykke henne er filmen ‘low fantasy’. Men så bliver den ret pludseligt mere nuanceret, for om Peter den Store er den store landsfader (uha!), så er det ikke regeringspropaganda. Hele eventyrstemningen må vige for bloddryppende skildringer af krigens gru, som vel at mærke går begge veje. Og dér bliver filmen stort set hele vejen ud. Det gør ikke filmen dårlig, det er bare meget påfaldende at den sådan skifter fra at være lidt komisk og eventyrlig, til ren tragedie og historisk drama. De russere…
Det er fuldkommen latterligt at denne film ikke er nået ud til et større biograf-publikum end det russiske (eftersom de mange sprog jo gerne skulle have virket internationalt appellerende), og jeg kan ikke sige noget dårligt om filmen, andet end den russiske ‘fortæller– stemme’ (lidt ligesom i de gamle Astrid Lindgren-film på dansk TV) er nærmest ødelæggende, når nu der er blevet gjort så meget ud af, at der bliver talt en masse sprog, i stedet for engelsk med dårlig accent.
Slutningen er måske lidt mærkelig for en vesterlænding, men alt andet havde været malplaceret, og hvis man skal se en russisk film i år, er den i hvert fald meget bedre end Wolfhound.
Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.16
