King Kong
Film, USA 2005, 188 min.
Instr. Peter Jackson
Medv. Naomi Watts, Adrien Brody, Jack Black, m.fl.
Manden bag Lord of the Ringstrilogien, Peter Jackson, har efter Tolkien-succesen kastet sig over sit mangeårige drømmeprojekt: en storslået genindspilning af den oprindelige King Kong-film fra 1933. Med et estimeret budget på rundt regnet 300 mio. dollars og en spilletid på 3 timer og 8 minutter kan vi nu se resultatet i biograferne, og underholdende er det da. Skuespillerne er gode, effekterne er spektakulære, og især dinosaurerne imponerer. Mere om dem om lidt.
Filmen har, trods sine gode produktionsværdier, flere problemer. Der er to hovedelementer i historien: det ene er affektionsforholdet mellem Kong og Ann Darrow, og det andet er filminstruktørens berømmelsesbegær, som får ham til at bringe aben til New York og udstille den for betalende publikummer.
Første element fungerer kun hvis det ikke er for bogstaveligt. Der er ligesom ikke den store fremtid i et forhold mellem en menneskeskvinde og en 8 meter høj gorilla, så romancen skal ikke udpensles for meget, men holdes på det symbolske ”beauty and the beast”-plan, hvor det er velfungerende i diverse overførte betydninger. I denne film er det hele lidt for realistisk fremstillet, og derfor ikke plausibelt. Det hjælper dog en del at kilden til Kongs sympati for Ann er hendes komiske danseoptrin, som hun opfører for at distrahere ham, for det er et sjovt element som på en god måde skaber en forbindelse mellem de to figurer. Men det er ikke helt nok til at gøre deres forhold meningsfuldt. Man føler aldrig at figurene har bare skyggen af mulighed for at opnå et harmonisk forhold, så deres stærke følelser for hinanden virker mestendels overdrevne og uoverbevisende.
Det andet element, med instruktøren som bringer Kong til New York for at udstille ham og derved høste berømmelse og anerkendelse, fungerer langt dårligere endnu. Han har været på en ø fyldt med DINOSAURER, og så bringer han bare en kæmpeabe med tilbage?!? Det er jo latterligt! Alle er da langt mere interesseret i nulevende dinosaurer! Selvfølgelig kræver romance-elementet (for slet ikke at snakke om filmens titel) at det er et menneskelignende væsen som er i fokus, men her konflikterer historiens logik simpelthen med det grundlæggende præmis. Man kan indvende at det i 1930erne (hvor filmen også foregår) var en større sensation med en kæmpeabe end med dinosaurer, da de sidstnævnte måske ikke var så kendte og elskede dengang, men filmen skal jo helst også fungere for et nutidigt publikum. Og det liv, de finder på Skull Island er i sig selv en langt større (også videnskabelig) sensation end bare en enkelt kæmpeabe. I denne films univers burde hovedpersonen slet ikke være Kong, men Kranieøen. Også de mystiske indfødte på øen ville vi gerne have set lidt mere til.
Hvis Kong skulle være troværdig som central figur, så skulle der i det mindste skabes en forbindelse mellem de to historieelementer nævnt ovenfor, så de kunne fastholde og forstærke hinanden, f.eks. ved at instruktøren også selv havde en vis sympati for de to turtelduer, eller i hvert fald havde større og mere beundringsværdige ambitioner end blot at udstille sit eget patetiske ego i form af en ydmyget kæmpeabe i fangeskab. Men sådan en forbindelse er der ikke.
Filmens fortællestruktur i øvrigt løber også ind i adskillige problemer. En del scener er alt for lange, uden at være stærke nok til reelt at bidrage ret meget til historien og personskildringen. Den værste scene er nok der hvor Jack Driscoll skal redde Ann fra Kong på bjergtoppen. Dette lader sig kun gøre fordi der meget bekvemt lige er en hel flok kæmpeflagermus som vælger at angribe Kong lige på det rette tidspunkt. Næh hvor heldigt – og absurd utroværdigt.
Det sidste jeg vil kritisere er personlighedsskildringerne. Skuespillerne er gode, og der er godt med sjov dialog. Men figurene bliver aldrig til tre-dimensionelle mennesker. De er simpelt tegnede, udklippet i pap, og udstyrede med karikerede, unuancerede træk. Der skabes aldrig rigtig noget følelsesmæssigt engagement. Og med gode skuespillere som Naomi Watts og Adrien Brody er det noget at en bedrift at gøre deres roller så tomme for substans som de er her!
Konklusionen er at King Kong ikke kun burde have været genindspillet, den burde også have været gendigtet. For den oprindelige både på den ene og den anden måde mere sort/hvide historie fra 1933 holder ikke i dag – især ikke med nutidens dyreste produktionsværdier.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.9
