The Quiet Earth

The Quiet Earth
Film, New Zealand, 1985
88 min.
Instr.: Geoff Murphy
Medv.: Bruno Lawrence, Alison Routledge, Pete Smith.
På DVD fra Another World Entertainment, 2010

Filmen The Quiet Earth er baseret på en roman af samme titel fra 1981, forfattet af New Zea­landske Craig Harrison. Bogen er meget sjælden og ikke nem at få fat på, men filmen kan nu fås hos enhver velassorteret DVD-forhandler. En tidlig morgen i 1985 vågner en mand op på et motelværelse. Han opdager hurtigt at alle andre mennesker er forsvundet. Det er sket inden for de sidste par timer, og folk er vitterligt forsvundet i den blå luft. Optagede toiletter er tomme, og det samme er huse som er låst indefra. Manden, hvis navn er Zac Hobson (Bruno Lawrence), er videnskabsmand, og han var i gang med en del af et stort projekt for amerikanerne, kaldet Operation Flashlight. Det var noget med at forstyrre selve naturlovene, og effekten viste sig at være katastrofal. Zac har stadig mulighed for at bruge noget af udstyret og finder nogle flere instrumenter på et universitet, og han finder ud af at der er noget galt med solen. Den er begyndt at pulsere og er måske i fare for at kollapse. Efter nogle uger finder Zac endnu en overlevende, den unge kvinde Joanne (Alison Routledge). De bliver et par, men møder senere maori-manden Api (Pete Smith), som Joanne også godt kan lide, og de personlige forviklinger er lige ved at tage overhånd. Men Zacs beregninger viser at Operation Flashlight stadig er i gang, og at der vil komme en ny ‘effekt’ snart. Kan de nå at standse det i tide, før naturlovene igen får et ordentligt hug?

The Quiet Earth er en af de absolut bedre varianter af ‘Palle alene i verden’-konceptet, hvor nogle enkelte overlevende må klare sig i en affolket og apokalyptisk verden (lidt ligesom i f.eks. I Am Legend). Der er både god personskildring og en interessant videnskabelig baggrundshistorie med en fascinerende slutning.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.27

Dette indlæg blev udgivet i Film, Science Fiction og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *