Mars
Film, USA, 2010, cirka 86 min.
Instr.: Geoff Marslett
Medv.: Zoe Simpson, Mark Duplass, Paul Gordon, Cynthia Watros, James Kochalka, m.fl.
Ovre i vores gamle biskopsæde Lund afholder de en årlig festival for fantastiske film, og i år havde den lille biograf i Huset i Magstræde fået mulighed for at vise tre af filmene fra Lund-festivallen. To af dem var vampyrfilm, og den tredje var Mars. Det er en indie-film der er lavet i en decideret tegneserie-agtig stil, ved hjælp af rotoscope-effekten, som giver et animeret look (det var også den effekt de brugte i filmudgaven af A Scanner Darkly fra 2006). Fordelen er at man kun behøver at placere skuespillerne foran et sæt greenscreens, og så kan filmens øvrige visuelle miljø animeres på i post-produktionen. Det fungerer aldeles udmærket. Mars er en romantisk sci-fi-komedie. Godt nok er der ikke super-meget romantik (i hvert fald ikke før til sidst), og den er heller ikke grine-sjov, men ‘kun’ smile-sjov. Den var nu meget god alligevel, især fordi sci-fi-delen er ret vellavet. Historien, som foregår i ganske nær fremtid, omhandler et nyt rumkapløb mellem NASA og ESA, som dog ligeså meget har karakter af samarbejde. Først opsender ESA en Mars-sonde, som de desværre mister kontakten med lige efter landingen på Mars (som man jo så ofte gør med Mars-sonder). Imidlertid var en forkølet russer, lige inden sondens opsendelse fra Baikonur, kommet til at nyse på den, så den har bragt en del sjove baciller med til Mars… Elleve år senere sender NASA så en bemandet raket til Mars, bestående af to mandlige NASA-folk og en ESA-kvinde. De kommer ikke specielt godt ud af det med hinanden (og deres rumskib bliver også ramt af meteoritter, så det er tvivlsomt om de kan komme tilbage til Jorden igen), men det ender dog med små-romantiske forviklinger alligevel. Og de finder naturligvis noget ret overraskende på Mars…
Det er en fin lille film som jeg gerne køber når/hvis den udkommer på DVD. Den demonstrerer tydeligt at producenterne kender en del til den virkelige verdens rumfart, og der er mange muntre referencer til hvordan rumprogrammet i dag er en del mere magert end tilbage i begyndelsen af ‘70’erne. Den eneste væsentlige kritik man kan rette mod Mars, er at den, ligesom i øvrigt den nylige (men uafsluttede) tv-serie Defying Gravity, bevidst ignorerer det faktum at kommunikation mellem Jorden og en naboplanet ikke kan foregå hurtigere end lysets hastighed. Både i Mars og Defying Gravity (hvor de f.eks. tager til Venus) har de telefonkontakt med Jorden i realtime, uden hensyn til at signalerne kun kan bevæge sig mellem planeterne med lysets hast, hvorved enhver kommentar frem og tilbage mindst må tage et par minutter. I begge tilfælde er det selvfølgelig noget som producenterne er helt klar over, men vælger at ignorere for den dramatiske effekts skyld. Det er ærgerligt, for det er en klar og overlagt overtrædelse af videnskabelige love som reelt ikke kan overtrædes. Man skuffes over at de ikke kunne strukturere historierne ud fra en mere realistisk kommunikationsform – med det er jo åbenbart forskellen på sci-fi og alvorlig science fiction. Men nu er Mars jo en komedie, så jeg vil lade være med at tage det så tungt. Det er sgu’ meget sjovt at de, lige under Mars-landingen, snakker i telefon med NASA, som forlanger at en amerikaner skal være det første menneske på Mars, men den amerikanske astronaut i landingsmodulet (den anden er jo oppe i kredsløb) nægter at adlyde, så det alligevel ender med at blive kvinden fra ESA … og som amerikaneren siger da han følger efter hende ned på overfladen: han er jo stadig den første mand på Mars…
Det, der fylder mest i filmen er forholdet mellem personerne, og det ville blive for omfattende at komme ind på her. Lad det være sagt at denne film er en lille perle med både en god historie og nogle interessante personer. Er man manisk sci-fi-fan (og også til tegneserier), så skal den helt klart have en plads i filmsamlingen.
Karakter: 7 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.27
