Nightmare on elm street

Nightmare on elm street
Film, USA, 2010, 91 min.
Instr.: Samuel Bayer
Medv.: Clanncy Brown, Jackie Earle Haley, Katie Cassidy, m.fl.
På DVD fra Sandrew Metronome.

Ingen kan måle sig med Robert Englunds Freddy Krueger. Godt så er det sagt, så gider jeg ikke høre mere om den diskussion, for den har sådan set ikke noget at gøre i en film hvor vi ser Jackie Earle Haleys Freddy Krueger.

Historien starter på en diner. En dreng gør selvmord foran en masse andre unge, og den ubehagelige oplevelse virker til at vække noget i dem alle. Noget der burde have været glemt. For hvem er det forbrændte monster, der besøger dem i deres drømme, og hvad er det at han vil have dem til at huske? Og hvorfor prøver byens forældre at fortrænge børnenes barndom?

Personligt elsker jeg Nightmare on Elm Street-serien. Det hele. Fra den første til den sidste film med Englund. Tv-serien, I love it! Og ja, jeg elsker sgu egentlig også den her udgave.

Det er en opdatering af den gamle 1’er, med lidt blandede bolsjer fra de andre gamle, og lidt opdateringer som hører til nutidens unge. Hvilke positive ting har denne udvikling ført med sig? Jo, vi kan endelig tale lige ud af posen: Kruger er en pædofil satan, der ikke bare nøjes med at dræbe de små børn som i den originale – man må tydeligvis lidt mere i dag.

 Historien er også blevet strammet lidt flere steder, og vi har en tempofyldt gyser, der nok tiltaler nutidens unge lidt mere end den klassiskes lidt langsommere, men nervepirrende fortællestil og billedside. Det har selvfølgelig kostet nogle spændingsskabende øjeblikke, men jeg vil sige at det har været et ok offer. Hellere at det så lykkes en at tiltale det nye publikum.

Hvad har vi med fra de gamle? Tricket med at gøre os i tvivl om hvem der er hovedpersonen, det fungerer stadig. En masse klassiske drømme, bare opdaterede og visuelt pænere. Enkelte kunne man måske godt have undværet da de ikke bidrager med noget nyt visuelt eller dramatisk, andre er et glædeligt gensyn med det der engang skræmte os. Sjovt nok, når nu jeg snakker så meget om det nye publikum, tror jeg stadig at det er de drømme, der skræmmer mest – de fungerer sgu bare …

En af de ting, der betød meget for mig er at de har opdateret gruppen af unge lidt. Det har altid været kreative og nytænkende unge (i modsætning til ham hockey-spillerens ofre), men i den nye udgave får de også en kant, der gør dem lidt mere realistiske for det moderne publikum. Rart, da jeg tror at specielt den gamle Nancy nok ville virke for renskuret og pæn nu om dage.

Freddys opdatering er egentlig også forfriskende. Det er også tydeligere at makeup-folkene har villet noget andet i den her film, end i de gamle. Nok også smart, da det jo ville være fjollet bare at genskabe
Englunds klassiske make-up, når nu vi bare ikke vil have den sammenligning. Freddy ligner for en gangs skyld et brændoffer. Dvs ingen ører, ingen læber. Forvreden hud, og en kind, der engang har været der (noget de allerede legede med i de gamle, men ikke havde teknologien til at skabe ordentligt). Det fungerer, og man vækkes af lige dele afsky og medlidenhed når man ser Jackie Earle Haley på skærmen. Denne Freddy er også højere og slankere end den gamle, hvilket igen får ham til at fremtræde mere uhyggelig og overmenneskelig end den Englunds udgave. Jokesne er også skåret ned til et minimum (et plus herfra!), den nye Freddy er en led satan, ikke en farverig nar.

Det man skal sige til sig selv når man ser et remake er, at den ikke (nødvendigvis) er lavet til de gamle fans. Den er lavet til nutiden. Dem der nu går i biografen for at blive skræmt, eller dem der nu holder filmaften sammen med drengene. Tiltaler den de gamle fans? Ikke nødvendigvis. Som sagt, ingen kan overgå Robert Englund. Kan den tiltale nutidens unge? Det tror jeg. Det er stadig en ubehagelig historie, og opdateringen af spændingskurve og billedside har virkelig klædt det morderiske mareridt. Egentlig er spørgsmålet mere om Slasher-genren stadig siger de unge noget … Eller om det hele går op i torturgysere som Saw og Hostel. Jeg er glad for denne lille opdatering af en klassiker, og håber egentlig også der kommer en ny udgave når mine børn er gamle nok (og født) til at se den.

Anmeldt af Bjarke Schjødt Larsen i Himmelskibet nr.28

Dette indlæg blev udgivet i Film, Horror og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *