Monsters

Monsters
Film, 2010
Instr. & Mans: Gareth Edwards.
Medv.: Scoot McNairy, Whitney Able

På tur gennem “monsterland”

Kan man lave en rimelig vellykket genrefilm for under 500.000 $, hvoraf mange af disse penge er gået til distribution og efterbearbejdelse ?

Ja, hvis udgangspunktet er, at instruktøren starter med selv at tage på primitiv “ferie” i mellem-amerika, sammen med et par venner, et rimelig standard digitalt HD-kamera og 2 skuespil­lere. Instruktøren har en løs synopsis i hovedet og, hver gang han finder en spændende location beder han skuespillerne om at improvisere sammen med de lokale statister, imens han filmer løs i bedste dokumentar-stil.

Grundideen er følgende: En sonde har været på Jupiters måne Europa og har der fundet liv – Da den vender tilbage, styrter den ned i Mexico og de biologiske prøver formerer og spreder sig med stor hast. Specielt inficeringen af et meget stort dyr, der minder om en selvlysende giga-goble/krebs på minimum 30 meter, skaber så store problemer at Mexico i praksis er blevet til en karantæne-zone, der bevogtes med alle tænkelige midler.

En forhutlet freelance fotograf, der befinder sig syd for karantæne-zonen, bliver noget nølende overtalt til at tage en rigmands datter med nordpå tilbage til USA. Diverse uheldige omstændigheder medfører, at rejsen i stedet for at foregå til havs kommer til at gå tværs igennem det inficerede område.

Monsters bliver derved til en glimrende road-movie med en masse fantastiske post apokalyptiske billeder – en bamse i gasmaske, særprægede plakater og TV-nyheder med skumle flertydige budskaber, tørretøj på pigtråd, rustne fiskekuttere i jungletrætoppe, den 300 meter høje effekt-mur på grænsen mellem USA og Mexico mm – Nej det er ikke et CGI-overflødighedshorn som Cloverfield og Skyline, men det gør efter min mening ikke filmen dårligere og de effekter der er, er betydeligt bedre end masser af ældre genrefilm. Det er tydeligt, at instruktøren, der selv er effektmand, ved hvad han laver med sit minimale budget. Hvis man har lyst så kan man vælge at se filmen som en allegori over eksempelvis USA’s indvandrings politik eller USA’s trang til at løse deres problemer med bombemaskiner. Den britiske instruktør påstår selv hårdnakket, at han slet ikke havde tænkt i de baner…

Man kan også lade politikken være og se, hvordan de lidt sære omstændigheder påvirker de medvirkende i filmen, der får en eksistentiel oplevelse ud af rejsen.

Filmen havde en yderst begrænset premiere herhjemme i marts og kan fås på DVD/BR til billige penge. Anbefales.

Anmeldt af Niels Gjerløff i Himmelskibet nr.28

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *