Ziramija
Bind 1: Imperium
Bind 2: Korthus)
Af Tom Schiøtte
Skriveforlaget, 2026
Anmeldereksemplar leveret af forlaget
Ambitiøs og tankevækkende start på ny dansk romanserie
Min første reaktion er, at Ziramija egentlig markedsføres lidt for smalt til sin egen ambition. Den beskrives som en spekulativ klimaroman (cli-fi), men det, der springer mig mest i øjnene, er ikke klimaforandringers katastrofale og uundgåelige følgevirkninger. Det er ambitionen om at skrive en stor, spekulativ alternativ historie. Og her jubler jeg indeni. Jeg er stor fan af alternativ historie som Bridgerton eller The Man in the High Castle.
Præmissen for Ziramija består faktisk af endnu flere lag end cli-fi.
Det første lag er den klassiske science fiction-idé: Hvad sker der, hvis menneskeheden får en ny chance? Ikke ved at rejse tilbage i tiden, men ved at sende en lille gruppe mennesker til et parallelunivers, hvor historien kan begynde forfra. Helt old school Lost in Space-agtigt.
Det andet lag er mere usædvanligt. Handlingen foregår ikke umiddelbart efter flugten. Der er gået 550 år, så efterkommerne af flygtningene fra vores univers har udviklet deres egen civilisation. Det betyder, at romanen ikke handler om overlevelse, men om historie. Hvordan udvikler kulturer sig over århundreder? Kan historien virkelig ændres, eller gentager den sig selv?
Og så kommer tredje lag: netop som industrialiseringen begynder, opdager hovedpersonen, at kul og olie vil føre den nye verden mod den samme katastrofe som den gamle. Det er her romanens egentlige tankeeksperiment ligger.
Det synes jeg faktisk er langt mere interessant end formulering i bagsideteksten “hvad nu hvis nogen havde advaret mod klimaet i 1800-tallet?”. Romanen spørger i virkeligheden:
Hvis vi ved, hvad der vil ske – er det så overhovedet muligt at ændre historiens retning?
Bagsideformuleringen antyder også, at Schiøtte ikke tror, problemet primært er, om vi ved hvad der kommer. Tværtimod. En af hovedpersonerne Erich opdager faren, men bliver mødt af krige, stormagtspolitik, kupforsøg, diplomati og nationale interesser. Det minder om den virkelige verden, hvor manglende klimaviden ikke nødvendigvis er den største udfordring – politik er.
Det synes jeg er en væsentligt mere moden (og langt federe!) præmis. Lidt som i den geniale film Don’t Look Up fra Netflix.
Det er materiale, ideer og faglig viden hos Schiøtte til (mange) flere romaner i samme verden og serie. Den store kunst bliver derfor, om Schiøtte kan få alle sporene og elementerne til at hænge sammen, eller om nogle af dem ender som lidt for små sidehistorier og forhastede eftertanker. Der er allerede så mange fortællespor og et kæmpestort persongalleri, at jeg et par gange desperat bladrede rundt efter en fortegnelse over hvem-er-hvem eller en basal tidslinje.
Schiøtte skriver ikke 100% moraliserende dommedagsfiktion. Ziramija er romaner om klima, historie og mennesker: om hvorvidt civilisationer kan lære af fortiden, eller om de uundgåeligt gentager de samme mønstre, uanset hvilken verden de befinder sig i. Klimaforandring er katalysatoren, men det egentlige emne synes at være menneskets forhold til fremskridt, magt og ansvar.
Optimisme, håb og nye chancer går igen som præmisser for fortællingen. Det giver romanen en anden tone end meget moderne klimafiktion, som ofte er præget af pessimisme eller resignation. Det gør mig faktisk mere interesseret i romanen, end hvis den blot havde været endnu et stykke med traditionel klimaroman.
Anmeldt af Anne Dencker Bædkel
