Film, USA 2005
Instr.: Uwe Boll
Medv.: Kristanna Loken, Michelle Rodriguez, Michael Madsen, Ben Kingsley, Billy Zane, Udo Kier, Meat Loaf, Geraldine Chaplin, m.fl.
Den tyske instruktør Uwe Bolls stjerne er opadgående. Hans film får større og større budgetter, rollerne bliver besat af større og større navne, og han lader til at være meget velkommen i Hollywood. Ikke desto mindre har Boll åbenbart en hær af indædte modstandere som kappes om at kritisere alt hvad han rører ved. Da BloodRayne er den første og hidtil eneste (men næppe sidste) film jeg har set fra hans instruktørhånd, skal jeg ikke kunne sige med sikkerhed hvor berettiget kritikken er, men den virker meget overdrevet. Som om der er gået sport i det.
Filmen handler om en krig mellem vampyrer og mennesker. Den foregår i en ikke nærmere specificeret øst-europæisk middelalder, i tiden før europæerne selv kunne fremstille krudt (heldigvis kan man istedet importere noget fra Kina). Hovedpersonen er Rayne (Kristanna Loken), som er en dhampir, altså halvt menneske og halvt vampyr. Hun tørster ikke efter menneskeblod, men kan leve af blod fra dyr og andre vampyrer (!). Hun er ude på at få hævn over sin far, Kagan, vampyrenes konge (Ben Kingsley), fordi han voldtog og senere dræbte hendes mor. Hun bliver af omveje medlem af The Brimstone Society, som er den hemmelige gruppe der organiserer menneskenes modstand mod vampyrene. Rayne bliver våbensøster til de hårdkogte vampyrjægere Vladimir (Michael Madsen), Sebastian (Matt Davis) og Kathrine (Michelle Rodriguez). Katherines far, Elrich (Billy Zane) er blevet vampyr, og er nu i vampyrkongen Kagans tjeneste, hvor han er i position til at forråde The Brimstone Society… For at bekæmpe Kagan må Rayne finde øjet og hjertet fra den mægtigste vampyr der nogensinde har eksisteret. Hans kropsdele blev for århundreder siden spredt for alle vinde.
Såvidt så godt. Hun finder tingene, og får regnskabet gjort op med sin far – selvom det aldrig står klart hvad hun egentlig skulle bruge øjet og hjertet til. Jeg savnede også at se lidt mere til Elrich, hvis få scener var ganske udmærkede.
Filmen bærer præg af at være et rip-off af Underworld. Vi har vampyrkrigen, vi har den gamle familiekonflikt og vi har et klart forsøg på at fremmane samme type gennemgående cinematografi som i Underworld. Istedet for den postmoderne/melankolske blå-sorte stil som dominerer i Underworld, er BloodRayne holdt i en let kvalmende, gusten bacon-brun kulør. Denne passer faktisk udmærket til filmen, og giver netop den trykkende og fugtige efterårstemning som en (fantasy)film der foregår i middelalderen (og om natten!) har brug for, samtidig med at den tilslører de dele af baggrundene – og kampscenerne – som er indsat digitalt. Actionsekvenserne er ikke helt håbløse – sværdkampene er ganske udmærkede -, omend de (ligesom i mange andre film, inkl. Under-world) er klippet så hurtigt at man ikke rigtig har nogen chance for at se, hvad der egentlig foregår. Men så slipper skuespillerne jo også for rent faktisk at behøve at kunne noget.
BloodRayne er baseret på et computerspil som jeg ikke har spillet. Men spillets fans er vist ikke så glade for filmen, som på IMDb får den noget kedelige karakter 2,5 ud af 10 – ja, faktisk ligger den nr. 44 på IMDb’s Bottom 100, altså listen over de 100 dårlig-ste film overhovedet. Så dårlig er filmen nu ikke. Noget mesterværk kan man ikke kalde den, men jeg har set mange meget kedeligere film. De kendte skuespillere gør filmen pænt interessant at følge med i, selvom specielt Michael Madsen ikke rigtigt har hjertet med i sit spil. Herudover kan man indvende at dialogen sine steder er stiv og opstyltet, men det er nu ikke slemt. Michael Madsens skuffende præstation opvejes af de øvriges, hvor især den indædte Michelle Rodriguez tager kegler. Jeg synes heller ikke at Ben Kingsley har noget at skamme sig over, og Udo Kier tager helt klart sin lille rolle meget seriøst. Kristanna Loken i titelrollen er okay, men ikke supergod. Hun er for ”blød”, specielt personlighedsmæssigt, til at være overbevisende. Hun spiller udmærket, og ser godt ud, men virker malplaceret og urealistisk, selv i dette miljø. Og ligesom de andre figurer (måske med undtagelse af Michelle Rodriguez) er hun fuldkommen én-dimensionelt skildret, og man lærer intet om hvordan hun f.eks. er blevet så god til at fægte. Men det er jo også kun en detalje.
Som genrefilm er BloodRayne bestemt ikke allerværst, selvom jeg heller ikke vil gå så langt som til at kalde den ”god”. Den holdt min opmærksomhed hele vejen igennem, men en pæn del af det underholdende ved den er jo at den er halvdårlig. Min karakter til denne film bliver 4 ud af 10. Men jeg lader muligheden stå åben for at det kan blive en kultklassiker som måske en dag i tidens fylde vil begynde at se en hel del bedre ud. Imidlertid kan der ikke herske tvivl om at en tilsyneladende ufrivillig komik altid vil være en del af nydelsen ved at se den – men det interessante er at stilen er så gennemført at man faktisk aldrig bliver helt overbevist om at det komiske og kitchede ved filmen i virkeligheden er … ufrivilligt.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 11
