Alien vs. Ninja
Film, Japan, 2010, 81 min.
Instr.: Seiji Chiba
Medv.: m.fl. Masanori Mimoto, Shûji Kashiwabara, Donpei Tsuchihira m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment
Efter et par Alien vs. Predator-film og Alien vs. Zombies – The Dark Lurking, skulle man mene, verden havde set nok af tarvelige produktioner efter skabelonen “Alien vs. ikoniske skabninger”. Nu er turen imidlertid kommet til ninjaer, og stik mod al fornuft indvilgede undertegnede fjols i at anmelde filmen. Kald det morbid nysgerrighed, momentan sindssyge eller måske et spinkelt håb om en i det mindste mildt underholdende 1½ time på sofaen.
Allerede åbningsscenen, hvor en gruppe elendige CGI-ninjaer kommer springende ned fra et tag fulgt af en eksplosion, lover dog desværre skidt, ikke mindst da der ikke er tale om en animeret film. På vej tilbage fra missionen bemærker ninjaerne et rødt skær bevæge sig over himmelen, og snart efter hjemkomsten bliver de sendt ud i skoven for at undersøge dette. Der viser sig at være tale om en meteorlignende sten, som er revnet ved landingen i skovbunden, og det står hurtigt klart, at den har medbragt en udenjordisk uhyrlighed.
Én efter én bliver ninjaerne slagtet, når den effektive dræber stik imod deres forventning slår til nedefra. Ninjaerne er dog kompetente krigere, der ved, man skal imødegå en sådan situation ved at stille sig i en cirkel, ryg mod ryg, selv om der nu ellers er rigeligt med træer at søge tilflugt i…
På dette tidspunkt, hvor flokken er reduceret til omtrent hovedpersonerne, beslutter filmens alien på belejlig vis at være sportslig. Den kommer op til overfladen (i skikkelse af en mand i fjollet gummidragt), så de kan få nogle stød ind og såre den.
Det er også tiltrængt! Skabningen kan nemlig både forlænge sin hale og bruge den i kamp, rulle sig sammen og lave Sonic the Hedgehog-lignende spins og regenerere. Som om det ikke var nok, kan den fra huller i sit hoved udskille små, lyserøde, salamanderlignende ting, der kravler ind i næsen på ninjaerne. De stakkels individer forvandles så til ninjazombier, som af lidet åbenlyse årsager vælter diverse ukvemsord på engelsk af sig.
“Fuck you, fuck you, fuck you,” messer de i kor, mens de hæver deres sværd til kamp. Filmningen og skuespillernes udtryk tyder på, at den pågældende scene skulle forurolige sit publikum, men den eneste rysten, den afstedkom hos undertegnede, foregik med hovedet.
Mere tilsigtet humoristisk er det, da monstret i kampens hede får øjnene op for den kvindelig ninja Rins ynder, og en meget seksuelt ladet slåskamp følger med væsenets hale som åbenlys fallosreference. Bare så ingen behøver frygte for Rins dyd, demonstrerer hun ved at smække hænderne sammen, at hendes handsker bærer påskriften “Den stærkeste”. Der er med andre ord ingen velgørende alien-rape at komme efter for hentai-folket.
Trods al sin vold og splat er filmen gennemsyret af en meget naiv tone. Karaktererne er klart definerede – den modige Yamata, den søde og seje ninjapige Rin, selvfede Jinnai og den kujonagtige klodsmajor Nezumi, hvis tilsyneladende unyttige gadgets måske alligevel kan ende med at komme til deres ret. Læg dertil replikker som “hvordan var missionen? Fik du brug for din specialitet?”, og du har et mislykket sammenkog af plottet fra den første Predator og ånden fra et afsnit Naruto – konceptuelt, forstås, ikke kvalitetsmæssigt!
Som det var tilfældet med Alien vs. Zombies – The Dark Lurking står også denne omgang juks håbløst tilbage for sine forbilleder. Ret skal dog være ret, og koreografien i kampscenerne er skam ganske hæderlig og underholdende, indtil den – som desværre oftest – bliver spoleret af en uheldig blanding af slowmotion og CGI-effekter. Disse er naturligvis tænkt til at øge sejhedsfaktoren, men virker snarere hæmmende. Et par af actionscenerne rundes af med en ganske sjov krølle, og Rin er da også fin at se på i sit stramme tøj. Og … tja.
Lad os bare sige, at jeg har fattet tendensen og lært lektien: En af redaktionens andre anmeldere får hermed lov at tage fremtidige Alien vs.-kugler for mig! Forhåbentlig bliver de hårdt prøvede aliens’ næste modstander et svigtende publikum, så vi kan slippe for flere af disse møghybrider.
Karakter: 2 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.29
