Melancholia
Film, Zentropa 2011, 136 min.
Inst.: Lars von Trier.
Medv.: Kirsten Dunst, Charlotte Gainsbourg, Kiefer Sutherland m.fl.
Lars von Triers seneste film er bygget op på samme måde som den foregående: Først en kort sekvens i slowmotion der lægger grunden til det følgende, dernæst en sekvens hvor vi er i en ekstrem, men dog velkendt verden, og dernæst en sekvens hvor det fantastiske element introduceres gradvist. I Antichrist var det en ikke så håndgribelig overnaturlig ondskab der udgjorde det fantastiske, her er det noget straks mere materielt, nemlig en
planet der er på kollisionskurs med Jorden. Det gør Melancholia til en science fiction-film, og det er det også på en måde, men så alligevel ikke helt.
I første sekvens får vi en meget flot og helt ordløs fremstilling af verdens undergang. Dernæst hopper vi til et bryllup. Claires søster Justine skal giftes med Michael, og bryluppet holdes på det gods, hvor det meste af filmen foregår, som er ejet af Claires mand John. Som et forvarsel om hvad der siden sker, opstår der store problemer, da den absurd lange stretch-limosine skal nå frem ad den snoede vej til godset med bruden og gommen.
Siden erfarer vi at det ikke er nogen lykkelig familie vi har med at gøre. De to søstres forældre, spillet af John Hurt og Charlotte Rampling, er hhv. meget excentrisk og i stand til at fornærme alle hun kommer i nærheden af. Justine er derimod plaget af svære depressioner, eller melankoli, som det også kan kaldes. Denne del af filmen fungerer perfekt, ikke mindst på grund af Justine – Kirsten Dunst, men også opsætningen og instruktionen med en lang række interessante personer, virker rigtig godt.
Man kan spekulere over hvor meget af von Trier der er i Justine. I hvert fald er hun også genial til det hun gør og plaget af depressioner, sådan som von Trier kan lide at fremstille sig selv. Men under alle omstændigheder kan jeg ikke mindes en film hvor depression er fremstillet så realistisk og uden den sædvanlige film-melodrama. Det centrale i denne del af filmen er at Justine prøver så godt hun kan at leve op til omverdenens forventninger om at hun skal være lykkelig, men det fejler selvfølgelig. En der er ramt af depression har valget mellem at lade andre mærke lidt af det helvede de befinder sig i, eller at lade som om alt er i orden. Men hvis omgivelserne fornemmer at den depressive blot lader som om hun er lykkelig, og forlanger at hun faktisk bliver lykkelig, stilles hun overfor en umulig opgave: Man kan nemlig ikke få en depression til at gå væk med ren viljestyrke eller en fest, sådan som man kan gøre det med et forbigående dårligt humør.
Men som sagt, von Trier forfalder ikke til melodrama her, eller i hvert fald ikke i generende høj grad, så selv om der er en del ekstreme personer i første del af filmen, virker de troværdige. Desværre kan det samme ikke siges om science fiction-elementet i den sidste del af filmen: Von Triers astrofysik kunne have fungeret med nogle få ændringer, men for mig ødelagde det en del af filmen, at den ikke gør. Meningen er at man skal se hvordan personerne, primært de to søstre, reagerer på verdens undergang. Claire, der er et normalt menneske som er glad for at leve, bliver meget bange, mens Justine, der til at starte med er faldet ned i en dyb depression efter bryllupsfesten, faktisk liver lidt op, da der omsider er en ydre begivenhed som er i stand til at trænge igennem til hende. Imens render Claires mand John, spillet af Kiefer Sutherland, rundt og spiller amatørastronom sammen med sønnen. Det er godt spillet af de skuespillere der er med i denne del, men jeg synes det er lidt for forudsigeligt hvad der skal ske, ikke kun med verden, men også med personerne. Enden på filmen kommer også, og den holder og er rigtig smuk. Selv om jeg er utilfreds med astrofysikken, vil jeg sige at de billeder von Trier viser os af verdens undergang gør at jeg næsten glemte mine forbehold. Det gælder i øvrigt hele filmen. Trier er suveræn med billeder, selv om ordene af og til bliver lidt forvrøvlede. Skal man så se filmen som science fiction-fan? Nej, det er ikke stor science fiction. Men det er en rigtig flot film, og den første ca. halvdel af den er en fremragende film. Så gå ind og se den (eller se den på tv) for billederne og skuespillet og lad den indre nørd holde fri.
Efterfølgende har jeg opdaget af von Trier faktisk havde konsulenter på til at sørge for at astrofysikken kunne holde. (Detaljer kan læses på videnskab. dk). Har man valget mellem at komme med lange forklaringer (infodumps, som de kaldes) eller vise hvad der sker med billeder og handling, er det sidste klart at foretrække. Men desværre får vi stort set intet af førstnævnte, mens von Tiers tager sig en del kunstneriske friheder med det hans konsulenter nåede frem til, som gør at man heller ikke kan gætte sig til hvad der foregår. Det går bare ikke at lave science fiction på den måde: Det der sker, som ligger ud over hvad publikum kender fra virkeligheden, må på en eller anden måde gøres sandsynligt og rimeligt, ellers tvinger man folk til at opfatte det der skulle forestille at være tænkt virkelighed, som en ren fantasi. Det kunne så lige så godt have været et kæmpeuhyre som slugte Jorden. Så det er dobbelt ærgerligt at filmen ikke holder som sf, når von Trier faktisk gjorde en hel del mere ud af den del af filmen, end man sædvanligvis ser med filmfolk.
Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.29
