Lycidas
Første bind i en romanserie af Christoph Marzi
Heyne-verlag 2004, 860 sider
Sprog: Tysk
Denne anmeldelse kommer vist til at handle lige så meget om forfatteren Christoph Marzi, som bogen der er første bind i hans mest succesfulde fantasyserie. Det er fordi, jeg ikke regner med, at i kender ham, og det synes jeg, at i alle sammen burde.
”Verden er grådig, og nogle gange sluger den små børn med hud og hår. Det erfarede Emily Laing, før hendes tid var kommet” (min egen oversættelse).
Sådan indledes Lycidas om pigen Emily Laing, der er rødhåret, har et glasøje og bor på et børnehjem i London. Der sker dog mærkelige ting i Brostenenes By. Børn forsvinder. For eksempel ser Emily spædbarnet Mara blive bortført fra børnehjemmet. Kort efter flygter Emily fra børnehjemmet med hjælp fra den talende rotte Lord Brewster. Den bringer hende sammen med en alkymist ved navn Wittgenstein, der tager hende til sig og introducerer hende for byen under byen. Den Urgamle Metropol, som den kaldes, består af alle de lag af byen, der i tidens løb er blevet bygget ovenpå.
De uforklarlige begivenheder har selvfølgelig sine rødder nede i denne klaustrofobiske verden, hvor tiden går helt anderledes, og legenderne lever i bedste velgående. Der er mange dagsordener og mægtige magter på spil.
Dermed er grundlaget ligesom lagt, og så kører den, indtil vi når det første af flere store twist.
Hvordan hænger det hele sammen?
Lad være med at spørge! Husk bare at tilfældigheder findes ikke og lad dig føre gennem et kompliceret spil, hvor Lycidas (ja ham den faldne engel), hans elskede Lilith, den frygtelig Nyx, Anubis af Islington og mange andre er på færre.
Ej, nu var det også for at låne lidt af romanens eget sprogbrug, men det er et stort plot, som ikke er nemt at koge ned. Nogle af de vigtige spørgsmål er helt klart, hvem der gjorde hvad og har hvilke motiver for at gøre det. Samt hvem der egentlig er til at stole på.
Marzi (født 1970) er nok det største nyere navn i tysk fantasy. Jeg synes han står for en rigtig god blanding mellem mere mainstream-forfattere som Cornelia Funke og gennemførte genrefolk som Markus Heitz og Wolfgang Hohlbein.
Hvis jeg helt kort skal prøve at karakterisere hans forfatterskab, så skriver han urbanfantasyhistorier om at finde sin plads i en verden, hvor legende og nutid flettes uløseligt sammen. Det gør han i det mest fantastiske poetisk-eventyrlige sprog, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at læse.
Det skal altså ikke være nogen hemmelighed, at jeg er meget stor fan af Christoph Marzi, men selvom et særligt træ i helvedet spiller en afgørende rolle i Lycidas, vokser tingene selvfølgelig ikke bare ind i himmelen.
Som det så ofte er med historier, der er drevet af personernes til tider mere og til tider mindre modsatrettede dagsordener, skal man ikke altid gruble alt for dybt over motiverne hos karaktererne, og de ting der pludselig vender situationen på hovedet. Tænk Pirates.
Der er heller ingen tvivl om, at bogen står på skuldrene af en hel del klassikere indenfor fantastikken. Det er dog helt bevidst og på mange måder det allerbedste ved den. Marzi er selv en ægte fan, der læser tonsvis af bøger, hører masser af musik og ser gamle film. Det originale er Marzis særlige tone, og den måde de velkendte ideer bruges.
Mere kritisk er de helt tydelige paralleller til Neil Gaimans Neverwhere. Jeg læste først Gaimans bog flere år efter Lycidas. Dengang kunne det derfor slet ikke være gået mig på. Jeg kan imidlertid godt forestille mig, at man visse steder hos Marzi kan komme i fnysehumør, hvis man har Neverwhere på rygmarven. Man må dog ikke lade det fordærve bogen for sig. Jeg vil gerne understrege, at Marzi har sin helt egen måde at behandle tingene på, som stadig gør historien om Den Urgamle Metropol helt og aldeles unik.
Lycidas er første bind i Emily Laing-trilogien. De to andre bøger, Lillith og Lumen, trækker på samme persongalleri, men tager os blandt andet også til Prag og Paris. Derudover dykker Christoph Marzi igen ned i Den Urgamle Metropol med Somnia – første bind i en ny trilogi der handler om Wittgensteins datter Scarlett på den anden side af Atlanten i New York.
Marzi er en af mine yndlingsforfattere, og det har været lidt trist ikke rigtig at kunne dele ham med nogen, fordi hans bøger kun fandtes på tysk. Efterhånden begynder de dog også at udkomme på engelsk, og jeg kan kun anbefale at læse ham! Jeg har dog ingen erfaring med, hvor godt hans særlige sprog fungerer, når det oversættes. Så hvis i kan, synes jeg da i skal læse ham på originalsproget.
Anmeldt af Andreas Markert i Himmelskibet nr.29
