Instruktør: Pitof
Film, 2004, 104 min.
Medv.: Halle Berry, Sharon Stone, Benjamin Bratt, Lambert Wilson, m.fl.
Catwoman-filmen har haft hvad man i USA kalder dårligt ‘buzz’, altså et dårligt rygte, lige siden længe før den fik premiere. En hel del af dette skyldtes nok det ret latterlige (selv efter tegneseriestandarder) Catwoman-kostume, der blev afsløret i promo-materialet. Et sort læder-kostume med store rifter i bukserne, tilhørende pisk, og en maske med store, ganske idiotisk udseende katteører. Selv superheltefans krummede tæer og håbede, det var en joke. Da filmen så fik amerikansk premiere, gik det som alle havde forventet; det dårlige rygte var blevet til en selvopfyldende profeti, og mod en sådan inerti kæmper selv gode film forgæves.
Catwoman-filmen er bedre end sit rygte. Men en rigtig god film er det ikke. Det er dog en film som klarer at omgå publikums forventninger, idet det ikke er en historiedrevet film, men en stil-drevet film. Historien er halvkedelig og ligegyldig, men kameraets kælen for den underskønne Halle Berry, både i civil og i Catwoman-kostumet, udgør bestemt en betragtelig film oplevelse. Det handler om stil. Design. Bevægelse. Attitude. Endda frihed. Catwoman går sine egne veje og opgiver en romance med en politimand, fordi han simpelthen er for pæn; for god. Catwoman vil ikke bindes af lovlydighed, selvom hun heller ikke hører til skurkene. Ligesom en kat er hun drevet til at gøre hvad der passer hende. Impulsiv, naturlig, farlig. Som stilstudie betragtet er filmen således ganske vellykket. Man skal bare vide, hvad man går ind til.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 4
