Abraham Lincoln: Vampire Hunter

Abraham Lincoln: Vampire Hunter
Film, USA, 2012, 105 min.
Instr.: Timur Bekmambetov
Medv.: Benjamin Walker, Rufus Sewell, Dominic Cooper, Mary Elizabeth Winstead, Will Johnson, m.fl.

Legendariske figurers eftermæle har det med at eskalere. Det gælder både i virkeligheden og i fiktionen. Gode mennesker helgenkåres, og den arketypiske sagnhelt bliver med tiden til en superhelt. Den moderne superhelt er interessant fordi den i antikken starter som en mytologisk hero, der oftest er en gud eller en halvgud. I dag er superhelten et symbol på det almindelige menneske (den maskerede helt er endda i kraft af sin maske netop ”hr. hvem-som-helst”), bare i en fantasi-form som giver mennesket magt til at ændre sin egen skæbne, som tidligere var styret af guderne. Det er et brud med hybris og nemesis; i stedet har mennesket vilje og selvstyre til bl.a. vhja. fornuft og teknologi at omforme verden til noget der passer os bedre.

I Abraham Lincoln: Vampire Hunter skildres præsident Lincoln som en hemmelig superhelt, via et præmis med et kæmpeglimt i øjet. Hele konceptet og pointen med at en beundret historisk person var vampyrjæger er selvfølgelig for sjov, og det er man nødt til at acceptere for at kunne sluge præmisset. Producer Tim Burton (!) og instruktør Timur Bekmambetov er 100% dedikeret til denne sjove idé, og har taget den alvorligt på den seje måde. Det her er ikke amatøragtig pladderhumor som flere andre film af lignende type, f.eks. den uudholdelige Hamlet the Vampire Slayer (2008) og den middelmådige Rosencrantz and Guildenstern are Undead (2009). Næh, her er der kælet for alle narrative og filmtekniske detaljer. Det er muligvis ikke for det brede publikum, men til gengæld vil det smalle publikum elske det.

Manuskriptet til Abraham Lincoln: Vampire Hunter er skrevet af Seth Grahame-Smith, som er (en lille smule) kendt for litteraturparodien Pride and Prejudice and Zombies (Quirk Books, 2009). At tage dette komiske blandingskoncept til næste niveau med Lincoln og vampyrer virker eminent logisk, og resultatet er langt bedre end det forrige.

I filmens verden er vampyrenes ondskab sidestillet – næsten identificeret – med slaveriets ondskab. Derfor giver det mening at Lincoln bekæmper dem begge. Og heldigvis for ham så får han i dette filmunivers, uden yderligere forklaring, superkræfter ved blot at kæmpe for sandheden! I filmens første del oplæres han til at blive vampyrjæger, så han kan hævne sig på den vampyr der dræbte hans mor. Men i løbet af filmen fatter han gradvist interesse for politik og slave-spørgsmålet, og ender som præsident under borgerkrigen, hvor vampyrene selvfølgelig vender tilbage på det værst tænkelige tidspunkt. Det er en imponerende kombination af rigtig historie og alternativ historie, og det virker mægtig fint. Min eneste anke er at der er for få action-scener med sølv-øksen, og overgangen mellem hans tid som vampyrjæger og hans tid som politiker virker ikke helt plotmæssigt gennemført (hvorfor forsøger hans dødsfjender, vampyrene, ikke at dræbe ham mens han er politiker?). Men det er sådan set mindre detaljer i en film som er såre velspillet og såre velproduceret, og har hvad jeg vil kalde et både humoristisk og intelligent præmis. Jeg elsker når popkultur og finkultur blandes sammen, og de to ting har efter min mening mere med hinanden at gøre end de fleste tror.

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.34