Laputa – slottet i himlen
Tegnefilm, Japan, 125 min.
Instrueret og skrevet af Hayao Miyazaki
Ghibli Studio, 1986
Distribueret af Camera Film
De danske biografer har efterhånden arbejdet sig gennem den japanske tegnefilminstruktør Hayao Miyazakis bagkatalog. Efter denne film mangler kun debutfilmen The Castle of Cagliostro, som det ikke er sandsynligt kommer i biograferne, da der er tale om en enkelt film i en række om mestertyven Lupin III; en figur som Miyazaki ikke har skabt. Det er ellers en udmærket film, selvom fortællestilen langt hen ad vejen er meget anderledes end man er vant til fra Miyazaki. Men nok om den, nu handler det om Laputa – slottet i himlen.
Laputa er den første egentlige Studio Ghibli-film, selvom Nausicäa fra Vindenes Dal ofte regnes med, fordi det var denne films succes der dannede grundlaget for tegnefilmstudiets oprettelse. Nogle steder kan man godt se at budgettet er mindre end i dag, fx når folk i baggrunden ikke bevæger sig eller har ansigtet fastfrosset i en bestemt mimik, men ellers er der tale om en rigtig flot animeret film med meget smukke baggrunde malet af Miyazaki selv.
Historien er en klassisk adventure-fortælling inspireret af blandt andet Skatteøen. Der er mere tempo og action end i de fleste af Miyazakis film, men der bliver også tid til scener, hvor man dvæler ved naturens skønhed. Ingen Miyazaki-film uden grønne bakker, blomstrende enge og drivende, hvide skyer!
Filmen starter bogstavelig talt med at pigen Sheeta falder ned fra himlen lige i armene på drengen Pazu. Pazu er en forældreløs dreng, der hjælper til i minerne i en by ved en dyb kløft. Sheeta er forfulgt af både pirater og regeringssoldater, der især gerne vil have fingrene i den amulet, som pigen har arvet fra sin nu afdøde forældre. Amuletten (i den danske oversættelse lidt fantasiløst kaldet en ‘flyvesten’) kan nemlig blandt andet vise vejen til den flyvende ø Laputa, hvor legenden vil vide at man kan finde enorme rigdomme og mægtige våben.
Laputa var nemlig engang hovedstaden i et rige af flyvende øer, som med hård hånd styrede store dele af verden. Beboerne på Laputa rådede over teknologi der ligger langt ud over det der ellers er tilgængeligt i filmens verden, der nærmest er som det tidlige 20. århundredes Europa, bare med bedre flyvemaskiner og luftskibe (Miyazaki er jo som bekendt glad for flyvning). Laputas rige gik til grunde af ukendte årsager, men den som kan finde og beherske slottet i himlen, kan herske over verden, og det er der naturligt nok flere der er interesserede i.
Den første del af filmen er domineret af en menneskejagt, hvor forskellige prøver at få fat i Sheeta og Pazu. Der er farverige pirater, en krigerisk general og den mystiske, iskolde mand Muska, der har sin helt egen agenda. Vejen til Laputa er fyldt med udfordringer, men det er først når vores helte og skurke når dertil at handlingen rigtig spidser til op til den ret kataklysmiske finale.
Filmens historie er særdeles velfungerende som adventure i stil med Jules Verne, Robert Louis Stevenson og Rider Haggard, men den er ikke bare en actionfilm. Miyazaki har altid noget mere på hjerte, og filmen har budskaber om krigens ondskab og om forholdet mellem natur og teknologi, både som modstandere og allierede. Disse budskaber virker dog hverken påtrængende eller påklistrede; de er mere implicitte end eksplicitte.
Som så ofte hos Miyazaki er der stærke kvindelige figurer; ikke kun Sheeta, men også piraternes leder, en festlig dame med viltre, lyserøde fletninger. I det hele taget er der mere slapstick-humor end vi er vant til hos Miyazaki; på denne måde minder filmen faktisk en del om førnævnte The Castle of Cagliostro.
Jeg har flere gange før set Laputa – slottet i himlen på (amerikansk) DVD, og det er en af mine absolutte favoritter blandt Miyazakis film – og det siger en del. Forpremieren i Grand var første gang jeg så filmen på et stort lærred, og sådan fortjener den at blive set – flot er den. Filmen blev vist med japansk tale og danske undertekster, og det er ikke mit indtryk at den bliver tilgængelig med dansk tale. Det gør nu ikke noget. De japanske stemmer er fremragende, og filmen er alligevel ikke specielt egnet til mindre børn – dertil er der for mange voldsomme scener og en ret kompliceret historie. Større børn og voksne vil til gengæld næppe undgå at blive suget ind i filmens univers og historie. Kan varmt anbefales!
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.33
