Helldriver
Film, Japan, 2010, 112 min.
Instr.: Yoshihiro Nishimura
Medv.: Yumiko Hara, Eihi Shiina, Yûrei Yanagi m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment
Pigen Kika vokser op med en svagelig far og en tyrannisk og sadistisk mor, som sammen med sin lige så onde (men mere tungnemme) bror ender med at slå den stakkels mand ihjel, mens Kika forfærdet ser til. Et meteornedslag redder Kika fra at dele sin fars skæbne, da stenen slår ned gennem moderens bryst og flår hendes hjerte ud. Men det er som bekendt svært at holde en god skurk nede, så den væmmelige kvinde snupper da bare Kikas hjerte og stopper det på plads i sig selv. Hvor svært kan det være?!
Af uransagelige årsager udspringer fra psykopatkvinden en epidemi, der hurtigt sætter Japan på den anden ende. For at skille de raske fra de smittede, rejser man en mur (som sidstnævnte åbenbart ikke formår at bryde ned til trods for, at de uden videre kan slå hul i den …!) tværs over landet. Med smitten følger, foruden en glubende appetit på menneskekød, også et gummiagtigt gevir, som viser sig at kunne omdannes til et effektivt rusmiddel. Taku, en tidligere børnehjems-forstander, forsøger at tjene til dagen og vejen ved at samle og sælge sådanne gevirer til skumle bagmænd.
Da jagten på levebrødet en dag går skævt, er det Kika, nu genopstanden som kampduelig kyborg, der redder Takus skind. Hun slår pjalterne sammen med ham og børnehjemmets eneste overlevende knægt, den tavse Navnløs. Men zombierne er ikke den eneste fare ved deres lyssky gesjæft, og lovens lange arm ender med at slå kløerne i dem. Lyder det rodet og omstændeligt? Vent engang, det bliver bedre …
Det er helt almindeligt at film har en åbningssekvens der vækker interessen, etablerer præmisserne, og videre i den dur. Derefter en titelsekvens. Og så starter filmen for alvor. Helldrivers titelsekvens kommer tre kvarter inde i filmen. Ovennævnte smøre ER åbningssekvensen!
Herefter kommer der så skub i den egentlige historie om, hvordan vores hovedpersoner som dødsdømte fanger får en chance for at beholde deres liv mod at drage ind i det inficerede område for at udslette smittekilden – en opgave, der meget belejligt giver Kika mulighed for at konfrontere sin ondskabsfulde møgkælling af en mor og tilbageerobre sit hjerte.
Film som The Machine Girl og Tokyo Gore Police i instruktørens bagkatalog forpligter til en gavmild blanding af splat og det ene mere absurde optrin end det andet, og Helldriver leverer alt andet lige rigeligt på disse fronter. I fjendeland regner det på det nærmeste med skyts i form af bidske zombiehoveder. Zombierne har deres egen bar med mennesker på menuen. Afhuggede kropsdele samler sig til en grotesk zombie-amazone. En zombiekvinde bruger sin zombiebaby som våben ved at svinge den rundt i navlestrengen. Disse er blot nogle af de mange og opfindsomme optrin som Helldriver bombarderer sit publikum med.
Det er nogle gange for hysterisk og fladpandet til at være sjovt, og andre gange bizart nok til faktisk at virke; en blodig tornado af et sukkerchok, der skyder med tilstrækkeligt spredehagl til at nogle af dem nødvendigvis rammer. Men under sådanne omstændigheder er næsten to timers spilletid længere end filmen kan bære. Der bliver for meget tid til at tage sig til hovedet over tåbelighederne, og selv de indspark, der fungerer, taber ofte pusten, fordi instruktøren lige skal malke dem for ekstra blodsprøjt eller absurditeter snarere end at stoppe, mens legen er god.
Det er lidt som en filmisk pendant til den dér type person, der på det rigtige tidspunkt får sagt eller gjort den rigtige ting, som får alle til at le og klappe i hænderne – og efterfølgende kører selvsamme publikum træt ved selvsmagende at tærske langhalm på øjeblikket.
Retfærdigvis har filmen som bekendt dog flere underholdende øjeblikke og kreative påfund. Fans af instruktørens tidligere film, og den moderne japanske B-splatterbølge i almindelighed, går næppe helt galt i byen her. For andre fans af zombier, splat og spas kan filmen såmænd nok også generere et par gode grin, ikke mindst som baggrundsstøj mens man alligevel stener, skvadrer og skåler.
Karakter: 5/10
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.33
