The Wolverine
Film, USA, 2013, 126 min.
Instruktør: James Mangold.
Med bl.a. Hugh Jackman, Rila Fukushima og Will Yun Lee.
Tilbage i 1975 fik tegneserieforlaget Marvel en god idé. De ville lave en superhelteserie, som var lidt anderledes end alle de andre. Der skulle blandt andet være superhelte fra andre steder end USA med, og der skulle være unge superhelte. I stedet for at finde på noget helt nyt, tog man den gamle serie X-Men, beholdt hvad man syntes var godt i den, og smed resten ud. Det blev en af de mest succesfulde tegneserier nogensinde. Blandt superheltene i serien fandt man en canadisk superhelt ved navn Wolverine. Han var en rigtig ‘tough guy’ med cigar i munden, rappe replikker og en meget frastødende personlighed. Senere fik blandt andre den meget kampsportsglade tegner/forfatter Frank Miller figuren under behandling. Wolverine blev forvandlet fra bums til japansk ronin med krigerkodeks. Det er denne udgave af Wolverine, der nu er en af de mest populære superhelte i verden og som bliver brugt i filmen The Wolverine.
Historien foregår, så vidt man kan gætte sig til, et stykke tid efter begivenhederne i den tredje X-Men-film (ikke at forveksle med den seneste, som foregår lang tid før). Her døde en lang række af Wolverine/Logans venner, og han blev åbenbart så nedtrykt over det, at han nu lever som bums i nogle bjerge nær en lille by. Det er et klassisk setup for en film – helten vil ikke være helt mere, og nogle skal overtale ham til (igen) at blive det. Ellers skuffer han en masse folk i biografen. Det er nu ikke så let at få ham overtalt, men i første omgang lykkedes det at få ham lokket til Japan, hvor en japansk soldat, hvis liv han reddede under Anden Verdenskrig, ligger for døden. Her bliver han så draget ind i flere forskellige skurkes onde planer og bliver nødt til at vise sig som den superhelt alle andre end ham selv (og en af skurkene) ved at han egentlig er.
Der har været en del foromtale af filmen, hvor vi har fået at vide at det er en anderledes superheltefilm. Den skulle fokusere mere på Wolverines person end på action. Det kan jeg heldigvis/desværre røbe ikke er tilfældet. Jeg havde gerne set at det tema, som kun antydes i filmen, var blevet brugt til noget mere: Wolverine er temmelig gammel. Den evne han har til meget hurtigt at hele ethvert sår, gør også at han ikke ældes. Men udødeligheden har den pris at han efterhånden mister alle dem man holder af og selv bare skal leve videre. Så måske er Wolverine blevet gammel nok, og har bare lyst til at dø? Temaet bliver bare aldrig til mere end en smart måde at lade ham spille den modvillige helt på.
Der er rigeligt med kampscener i filmen. Der kommer banditter, ninjaer og andre navnløse horder af underordnede skurke spingende ind i næsten enhver scene. Dem som ikke er navnløse, er der også rigeligt af, og de har hver deres planer og loyaliteter, som af og til skifter af ikke helt åbenlyse årsager. Actionscenerne svinger noget i kvalitet, men der er en enkelt som jeg syntes var helt fantastisk. Desværre var der også en af dem der slet ikke virkede for mig, den store slut-kamp-scene.
Meget få af personerne nåede at få en personlighed som er til at huske og forstå. Hugh Jackman gør det som sædvanligt godt. Han formår at gøre Wolverines forvandling fra superhelt til bums og tilbage til superhelt troværdig. Også Rila Fukushima, en japansk fotomodel uden megen skuespilerfaring, gør et fint arbejde som Yukio, der faktisk i det meste af filmen er en del mere superhelteagtig end Wolverine. Ingen af skurkene sagde mig derimod ret meget.
The Wolverine er desværre plaget af et alt for rodet plot. Det er meget svært at følge med i hvem der gør hvad og hvorfor, og det der sker til sidst, giver bare slet ikke mening. Der er for eksempel et par elementer i plottet, som ser ud til at være hugget fra Prometheus. Spørg mig ikke hvorfor! Men det meste af filmen er ganske underholdende, hvis man er til actionfilm, og Jackman er god til fastholde folks opmærksomhed, så man ikke så let opdager manuskriptets svagheder. Jeg så den i 3D, men som en af det mindretal teknologien ikke virker på, kan jeg bare være irriteret over at de ikke er nået meget længere end 1950’ernes papbrillefilm, så jeg skal sidde med et par ekstra briller på under hele filmen for ikke at se dobbelt.
Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.37
