Hende
Film, USA 2014, 126 min.
Instr.: Spike Jonze
Medv.: Joaquin Phoenix, Scarlett Johansson m.fl.
Vi befinder os i en nær fremtid, der ligner vores en hel del, blot med noget bedre computere m.m. – blandt andet fungerer stemmestyring gnidningsløst, og tastaturer synes ikke at være noget man bruger mere. Fremtiden virker også renere, pænere og mere problemfri end vores nutid, men det kan bare være fordi handlingen foregår i velstående miljøer på noget der ligner den amerikanske vestkyst.
Theodore (Jaoquin Phoenix) lever af at skrive breve på vegne af andre – kærlighedsbreve, breve fra unge til deres forældre og bedsteforældre (og omvendt) med mere, og han er god til det. Han er dog ikke helt lykkelig, for han ligger i skilsmisse med den skønne Catherine (Rooney Mara), som han har svært ved helt at give slip på.
Historien starter da han installerer det nyeste nye operativsystem til sin computer; et operativsystem der har personlighed og noget der minder om menneskelig intelligens. Operativsystemet, som han kalder Samantha (med stemme af Scarlett Johansson), tager hurtigt og venligt hånd om rodet i hans liv og hjælper ham gennem hans krise. Undervejs forelsker Theodore sig i Samantha, skønt hun ikke har en krop eller ansigt, kun Scarlett Johanssons sexede stemme – og kærligheden synes gengældt.
Filmen spilder ikke meget tid på det gamle spørgsmål om hvorvidt det er muligt at elske en maskine og om maskinens kærlighed er ægte eller bare noget programmeret. Det er heller ikke filmens ærinde at stille disse spørgsmål; den lader tilskueren acceptere at Theodore nærer ægte følelser for Samantha og får det bedre derved, og Samantha bliver portrætteret med tilstrækkelig meget personlighed til at man også tror på at ‘hun’ nærer følelser for ham.
Her kunne filmen så have gået Pinocchio-vejen og lade det kunstige menneske med ægte følelser få en menneskekrop – eller i hvert fald en tilstrækkelig menneskelignende robotkrop (noget man kunne mene lå inden for mulighederne i denne højteknologiske fremtid). I stedet vælger Jonze at gå andre veje. Både Theodore og Samantha udvikler sig undervejs gennem filmen, og det får konsekvenser for deres forhold, som til sidst må få en ende. Denne ende kommer på en rigtig science fiction-agtig måde, som jeg (uden at komme ind på detaljer) synes hæver filmen over bare at være en lidt anderledes kærlighedshistorie.
Filmen har et adstadigt tempo og byder ikke på action eller spænding, men føles alligevel ikke lang trods sine mere end to timer. Det kan i høj grad tilskrives Jaoquin Phoenix’s fremragende, lavmælte skuespil. Filmen kan anbefales til dem der gerne vil se en science fiction-film om de bløde ting i livet. Den er ikke noget mesterværk, der vil sætte milepæle i filmhistorien, men en gedigen film om et tidsløst emne – ikke ulig filmen Robotmennesket (Bicentennial Man) fra 1999, der også handler om kærlighed mellem maskine og menneske.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 40
