Vejen mellem stjernerne
Novellesamling af Alastair Reynolds
Science Fiction Cirklen (SFC) 2011, 212 sider.
Science Fiction Cirklen har samlet tre science fiction-noveller af den britiske forfatter Alastair Reynolds, og suppleret dem med et efterord af den altid kyndige redaktør og oversætter, Niels Dalgaard.
Det er tre historier, som alle udspiller sig i samme univers, og som kan læses som tre kapitler i samme persons liv. De er historien om Merlin, der er en af de få overlevende fra en gren af Kohorten, som drager ud for at finde et supervåben, der skal ende den årtusindelange krig mellem de sidste rester af men-neskeheden og de fjendtlige cyborger, Skrællerne, der har sat sig for at udrydde alt andet liv end dem selv.
Det er tre forunderlige historier, hvor Alastair Reynolds præsenterer space opera-genren på meget lidt plads, og skaber svulstige historier, der spænder sig over gigantiske afstande og over titaniske tidsforløb, hvor civilisationer rejser sig og forgår. De tre historier er en del af den nye space opera, som pustede nyt liv i genren og opdaterede historierne til at inddrage de nyeste vilde tanker om universets indretning og teknologiens muligheder.
Space opera er en science fiction-genre, som kan være svær at skrive i i novelleformat, da der skal være plads til at opbygge universer, skabe spændende historier domineret af wow-faktoren, hvor de svimlende perioder og strækninger overvælder læseren og giver en oplevelsen af at være vidne til historier, der udspiller sig på kosmisk skala, men som stadig er meget menneskelige. Reynolds tre historier om Merlin og hans søgen efter supervåbnet, er netop sådanne tre historier. Vejen mellem stjernerne er derfor også en god introduktion til den nye space opera (som ganske vist nu har en 15-25 år år på bagen nu).
De tre historier er “Skjul”, “Minlas blomster” og “Merlins kanon”. Fælles for dem er deres brug af forskellige kosmiske naturfænomener, som rummer hver deres twist (som ikke skal røbes her), og nærmest skaber en krimi-lignende oplevelse for læseren, hvor det ikke er et spørgsmål om, hvem der er morderen, men hvilket fænomen, der er på spil.
“Skjul” er den første historie om Merlin, og den introducerer os for hans ophav, og de begivenheder, der sendte ham ud på hans færd efter våbnet, der kan ende krigen, men inden da er det historien om, hvorledes at en gren af menneskeheden på flugt gennem universet søger skjul ved en planet, der er mere end den ser ud til.
“Minlas blomster” handler om Merlins ankomst til en falden verden beboet af lavteknologiske samfund, der om få årtier vil blive destrueret, da rester af supermaskiner vil destruere solen, og en desperat plan for at udvikle samfundet til at have den nødvendige teknologi til at evakuere planeten sættes i sving – og gennem teknologi, der lader Merlin sove i årevis, kan han vende tilbage med årtiers mellemrum for at guide samfundet (og det giver et helt nyt spin på Asimovs Stiftelsen, uden at have mange flere ligheder).
“Merlins kanon” er historien om mødet mellem Merlin og en anden overlevende fra en gren af Kohorten, som har ligget i dvale i 3000 år, og hvordan levende legender opstår med relativistiske tidsrejser og nedfrysning, men også om, hvordan Merlins historie fortælles til ende, da han finder sin kanon og mere til.
Samlet er de tre historier trods deres korte plads fortællinger på en episk skala, der giver en fornemmelse for den svimlende oplevelse det kan være at læse space opera, og man bør unde sig den oplevelse at læse historier fra den ny space opera. Alastair Reynolds’ noveller er et godt sted at begynde.
Anmeldt af Morten Greis Petersen i Himmelskibet 42
