Hvad skoven skjuler

Hvad skoven skjulerHvad skoven skjuler
– Danske fantasynoveller
Antologi
Forlaget Ulven og Uglen, 2015. 276 sider.

Hvad skoven skjuler er en af de første udgivelser fra det nye forlag Ulven og Uglen som Line Lybecker og Peter Buch Mortensen står bag. De var begge tidligere aktive i HUF, og har haft en finger med i spillet på nogle af deres udgivelser, og er nu klar til at sende endnu mere fantasy ud på det danske marked. Bogen indledes af et forord skrevet af de to hvor de både skriver om forlaget og bogens mission, der er at gøre mere fantasy tilgængeligt på dansk til den voksne læser. Bogen har også en indledning skrevet af Jørgen Riber Christensen om fantasygenren generelt.

Der er de seneste år udkommet mange danske antologier med noveller fra de fantastiske genrer, så det er altid spændende når der udkommer nye, om der stadig er plads til flere, eller om markedet er ved at være fyldt. Det er dog kun et fåtal der har været decideret fantasysamlinger som denne.

Titlen Hvad skoven skjuler er en meget passende overskrift for de første af samlingens noveller. ”Bag masken” af Louise Floor Frellsen er den novelle som omslagsillustrationen bygger på. En mand har i skoven fundet en maskeklædt tilskadekommen kvinde. Ved at redde hende bliver de knyttet sammen, men ikke på en positiv måde, for hun bliver på det nærmeste udstødt i sin verden. Det er en verden på den anden side af skoven, hvor alle går med masker. Da han ikke har en maske får han en hætte over hovedet. Han vil dog gerne passe ind, så han får på uærlig vis fat i en maske, og for en tid kommer han nærmere den nye verden. Det varer dog ikke ved. En god novelle om gerne at ville passe ind, og i det hele taget om at selvom tingene er gjort i den bedste mening så er det ikke sikkert at det ender godt.

Bogens anden novelle er også om en parallelverden på den anden side af skoven. I ”Skovkong­en” af Mette Løgstrup, bliver en spæd pige bortadopteret da hendes moder dør i barselssengen og faderen findes uegnet til at passe hende. Hun vokser op uden en viden om dette, men da hun bliver en ung kvinde misundes hendes skønhed af hendes stedsøster. Skovkongen falder for hendes skønhed, og han prøver via magi, tricks og stedsøsterens kærlighed til ham at få fingrene i den unge kvinde. Denne novelle er skrevet i samme stil som en folklore-fortælling vil blive fortalt, hvilket passer rigtigt godt til historien

I alt er der 7 noveller i bogen, og i næsten dem alle spiller en skov eller træer en større eller mindre rolle.

I ”Bonde og barde” af Holger Bjørnholt-Fink gør en bonde oprør mod greven, og bliver dømt fredløs, så han må drage ud i skoven. Dette er den novelle i bogen der har færrest fantastiske elementer i form af magi eller overnaturlige væsner. Men der er dog nogle mystiske ting der sker i forbindelse med kampen mod greven.

”I mørket skal vi mødes” af Nina Svensson tilkaldes en præstinde for at kaste beskyttelser over et børnehjem, da det snart er blodmåne. Når dette fænomen tidligere har været indtruffet er børn forsvundet hvilket man denne gang gerne vil undgå. Der er dog det med magi at det kan have utilsigtede sideeffekter, og gøre mere og andet en det ønskede. Det lykkes hende at kaste beskyttelsen, men Skyggen der ville have taget et barn vil ikke lade sig snyde, og kommer nu efter hende. Hendes magi har dog også bragt en beskytter til hende i spil.

Flere af novellerne er dystre og dramatiske, men der er også en lille latterpause i novellen ”Spetakelkompagniet” af Niels Kjærgaard hvor en nyindflyttet mand bliver kontaktet af husets nisser der er utilfredse med at han ikke stiller grød frem. Han lover at begynde på dette, men de har andre planer. De vil bryde ind på en grødfabrik og stjæle både grød og opskrift. På den ene side bryder denne novelle stilen drastisk for bogens andet indhold, men omvendt er det også et kærkommet lettere ind­slag.

I Signe Fahls novelle ”Værnetræet” er vi på Askegården hvor der altid har stået et stort gammelt aksetræ i gården som en beskytter for både gården og slægten. Det er den største gård i området, og da bonden dør er der en kamp om at blive bejler til datteren, så man kan blive den nye herre på den store gård. Det lykkedes Anders at få sig talt ind på enkefruen så han kan blive trolovet med datteren. Det viser sig at der er en pagt imellem træet og slægten, og at datteren er en central brik i dette. Vi er her tilbage i fantasy der læner sig op af folklore, med historier om folk der lever nær naturen, og deres aftaler med de underjordiske der lever her.

I bogens sidste novelle ”Skoven” af Jakob Svane er det skoven i sig selv der er i centrum. Skovens ånd der i tusinder af år har observeret hvad der er sket omkring den, men som nu er i problemer i forhold til mennesket, da disse opfører sig på en helt anden måde end dyrene og de naturfænomener som skoven ellers har skullet tage stilling til. Der er dog nogle mennesker som den stadig føler et slægtskab med. Vi følger også to skovhuggere der er ude for at fælde et træ så de kan tjene til mad til deres familier, men de har hver især forskellige tilgange til hvad skoven er.

Om markedet er ved at mættes for antologier inden for de fantastiske genrer skal jeg ikke kunne sige, og det er heller ikke kvaliteten af den enkelte bog der afgør det, det er udelukkende om der bliver ved med at være købere. Kvaliteten af novellerne i denne samling fejler bestemt heller ikke noget, selvom der selvfølgelig er forskel på hvilke der var favoritter og hvilke der ikke helt faldt i min smag. Men ingen tvivl om at med denne udgivelse er det nye forlag kommet godt i gang, og jeg vil bestemt følge hvad der ellers kommer af bøger fra dem.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 44

Dette indlæg blev udgivet i Antologi, Bøger, Fantasy og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *