Star Wars – Episode VII: The Force Awakens

Final-Poster-of-Upcoming-Star-Wars-Film-ReleasedStar Wars – Episode VII: The Force Awakens
Film, USA 2015, 135 min.
Instr.: J.J. Abrams
Medv.: Daisy Ridley, John Boyega, Harrison Ford, Carrie Fischer, Oscar Isaac, m.fl.

Min kærlighed til Star Wars går langt tilbage. Som barn var det Star Wars-figurer jeg ønskede mig til jul og fødselsdag, og de første tegneserier jeg købte som ikke var Anders And-blade, var de danske Star Wars-tegneserier. På mange måder var Star Wars derfor også mit første møde med de fantastiske genrer.

Den oprindelige trilogi har jeg set et utal af gange, og selvom jeg både har haft dem stående på både VHS og DVD, så kan jeg alligevel ikke lade være med også at se dem hvis de vises i fjernsynet. Den anden (prequel-) trilogi er jeg dog ikke så meget for, da den ikke havde den stemning af eventyr over sig som var i de oprindelige. Det var derfor med nogen spænding jeg satte mig i biografen for at se The Force Awakens. Hvad ville det betyde at Lucas ikke længere er inde over, ville det være positivt eller negativt? Og hvad ville det betyde når Star Wars nu var blevet en del af Disney-maskinen? Ville man lægge sig op af de animationsserier som kører for tiden, som primært henvender sig til børn, ville man forsøge at skabe en ny historie, eller ville man lægge sig i tråd med de gamle film?

Jeg havde holdt mig fra at læse for meget om den nye film, men havde set trailers og var godt klar over at flere af de oprindelige skuespillerne var med igen og spillede de roller som jeg elsker.

Jeg var også godt klar over at man havde valgt at ‘nulstille’ universet, så den udvidelse der var sket igennem årene via bl.a. bøger, tegneserier og rollespils-source bøger nu ikke længer var i spil. Denne nulstilling passer mig fint, for det er længe siden jeg holdt op med at prøve at holde styr på the expanded universe, og meget af det jeg havde læst, var ikke specielt godt. Hvis de ikke havde nulstillet den del af universet, så ville der være blevet lagt mange restriktioner på den nye film, for at den skulle kunne holde sig inden for de mange rammer der så ville være.

Lad mig bare allerede nu slå fast at jeg er vild med den nye film. Jeg kan sagtens følge mange af de kritikpunkter som nogle har, men det er jo heller ikke fordi der ikke er ting man kan kritisere den oprindelige trilogi for. Og ja, der er lånt meget i den oprindelige trilogi, hvilket jeg synes er helt fint. The Force Awakens gjorde det som alle første afsnit i trilogier skal. Den satte en stemning og slår tonen an for de efterfølgende film. Selvfølgelig skal den også fungere som en selvstændig film, men det synes jeg også den gør.

Jeg var rigtigt godt underholdt, og både historien og tonen i filmen gik ind og ramte mig på de helt rigtige punkter og vækkede en barnlig glæde i mig. Ingen tvivl om at der blev brugt mange billige tricks, ved at have masser af referencer til de gamle film, ting som ikke havde nogen betydning i den nye, men som udelukkende var der for at fans som jeg skulle sidde og glæde mig over at genkende disse referencer.

Med de billetsalgstal og rekorder som denne film har, så er der ingen tvivl om at det ikke kun er gamle fans som jeg der har taget den til sig, men den har ramt bredt.

Nu vil jeg vente med spænding på hvad de næste film vil bringe, når der nu skiftes instruktør igen, men jeg tænker at med den store succes som The Force Awakens har haft allerede, så vil de næste lægge sig i samme spor.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 47

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *