Star Trek Beyond
Film, USA 2016, 120 min.
Instr.: Justin Lin
Medv.: Chris Pine, Zachary Quinto, Simon Pegg, Anton Yelchin, Zoe Saldana, Karl Urban, Sofia Boutella, Idris Elba, m.fl.
NB: Denne anmeldelse indeholder spoilers.
Så kom vi endelig til en Star Trek-film hvor J.J. Abrams ikke længere har stor indflydelse på produktet. Den tidslinje som de nye Trek-film skildrer er med tiden kommet til at hedde “the Kelvin Timeline” blandt fans, fordi den starter med Kirks fars død ombord på stjerneskibet USS Kelvin. De to første film (anmeldt af undertegnede i hhv. Himmelskibet nr. 21 og 37) foregår før den fem-års-mission som delvist skildres i The Original Series (1966-69), og selvom der selvfølgelig er en del forandringer i forhold til den klassiske tidslinje, så skal det dog forestille at Kelvin-tidslinjen er en parallel tidslinje til den gamle, hvor en del ting udspiller sig på en lignende måde. F.eks. møder den nye filmbesætning også skurken Khan, og i den anden film refereres der f.eks. til “the Mudd incident”, og der er også flere andre referencer i Kelvin-tidslinjen til den gamle serie.
I Star Trek Beyond er Kirk & co. så startet på fem-års-missionen; faktisk er vi sprunget tre år frem i tiden, så den allerede er tre femtedele overstået! Aha – men så er vores kære Enterprise-besætning vel blevet godt og grundigt sammentømret og rutineret og har affundet sig godt og harmonisk med deres job og mission og er behørigt duperet over alle deres fantastiske oplevelser i galaksens afkroge? Nej! Overhovedet ikke. Figurerne har nærmest ikke skiftet tøj siden forrige film, og føles overhovedet ikke tre år ældre. Godt nok er der en lille og lidet overbevisende sekvens som fortæller at de romantiske forhold mellem besætningsmedlemmerne har bølget lidt frem og tilbage, men det ser man næsten ingen tegn på. Og Kirk går gudhjælpemig stadig og hænger med næbbet over at han “only joined Starfleet on a dare”, og således ikke rigtig har nogen dybere bevæggrund for at udfylde sin position som kaptajn. Det virker som om deres mission hidtil bare har været kedelig Starfleet-rutine, hvilket er noget af en hån mod både den gamle tv-serie og fans’ene.
Anyway, lad os kigge på historien. Filmen starter med en sjov diplomati-sekvens hvor Kirk skal overrække et gammelt artefakt som gave til en fremmed kultur, som led i en form for fredsslutning mellem denne og en anden kultur. Disse væsner er imidlertid så bange for at den anden kultur bare vil spise dem, at de afslår gaven. Vi får desværre aldrig at vide om det er rigtigt, eller om de bare var paranoide, for filmen følger herefter kun det gamle artefakt, som senere skal vise sig at være et frygteligt våben; en såkaldt ‘abronat’.
Enterprise ankommer herefter til den nye og super-avancerede Yorktown Starbase, hvor besætningen har orlov. Med Yorktown får vi faktisk serveret en portion visuelt ‘sense of wonder’ der måske ikke er set bedre siden The Motion Picture, idet Yorktown ikke bare er en base, men en gigantisk rumby der næsten er en hel kunstig planet i sig selv. Det er superflot designet, men netop i lyset af at Kelvin-tidslinjen skal være relativt parallel med den originale tidslinje, så virker det faktisk som et alt for højt teknologisk niveau i forhold til tiden. Noget der ville passe bedre til niveauet for f.eks. ”The Next Generation” et århundrede eller deromkring senere. Men det er jo en af de virkelig svære ting ved science fiction genren: at skildre typer af fremtidsteknologi der befinder sig på et ca. lignende niveau i forhold til hinanden – det kan være en såre svær balancegang.
Kort efter at orloven er startet, ankommer der en rumflygtning til Yorktown og beder om assistance til en konflikt der foregår i et isoleret solsystem. Da det flere år gamle Enterprise er det mest avancerede rumskib på denne splinternye Starbase (jaså …) bliver orloven inddraget, og Enterprise sendt ud for at hjælpe. Det viser sig at være en fælde, og Enterprise bliver smadret (som den jo efterhånden gør i hver eneste film nu), og besætningen strandet på en mystisk planet. De kan ikke komme væk, og de kan ikke sende besked efter hjælp. Planeten styres af den mystiske krigsherre Krall som pga. en eller anden (mystisk) egenskab ved planeten kan suge livskraften ud af andre væsner. Dette har ingen betydning for plottet, men skal blot vise hvor ond han er.
Vores helte er så så mega-svine-heldige at de ikke bare finder et ældgammelt nedstyrtet Federation-rumskib, men også en sød rumpige som har gået og repareret på det i årevis, så det nu er stort set klart til at flyve! Da Krall får fat i abronaten og sender sin dronesværm af sted for at angribe Yorktown og derefter (hvis det første lykkes) hele the Federation, kan vores heroiske besætning lige netop sætte efter ham, og lige i tide ødelægge hans dronesværm – ved hjælp af rockmusik!
Jamen, okay, da! Problemet her er ikke at rockmusikken i sig selv. Dét synes jeg er en ganske sjov idé, selvom jeg ikke er fan af Beastie Boys. Problemet er at scenen falder fortællemæssigt til jorden fordi den udføres casually, i stedet for at blive forberedt og beskrevet ordentligt – der mangler (som sædvanlig i de nye film) noget godt technobabble. Desuden kommer Scotty med en kommentar om at (han synes at) musik i det hele taget er ‘gammeldags’ – skal det betyde at i Føderationens utopiske samfund er der ikke længere nogen interesse for musik?! Det er jo komplet absurd – og forhåbentlig bare mig der overfortolker Scottys subjektive holdning.
Filmens helt store og afgørende problemer afsløres til sidst, som det så ofte er tilfældet i dårligt skrevne film. Skurken Krall er i virkeligheden en 200 år gammel præ-føderativ soldat som synes at krig og død bare er fedt. Meget ligesom Khan i den forrige film. Og hans dronesværm viser sig at være fremmede rumvæsners gamle minedriftsudstyr. Meget ligesom Neros romulanske ditto i 2009-filmen; hvis man skifter Yorktown ud med Jorden, er det overordnede plot stort set det samme. Og diplomati-sekvensen i begyndelsen er i det væsentlige ikke meget forskellig fra åbningssekvensen i Into Darkness, hvor Kirk også er nede blandt nogle stakkels uudviklede rumvæsner. Og abronaten er et nonsens-våben der overhovedet ikke tilbydes nogen form for forklaring på, præcis ligesom med ‘the red matter’ i 2009-filmen.
Har Paramount/CBS sat som mandat for disse film at de kun må bruge elementer fra de forrige film i samme franchise?? Herved bliver de til typiske Hollywood-sequels, som bare vader rundt i de samme ideer som de forrige film og ikke smider noget som helst nyt på bordet. Argh! Et bedrøveligt ringe manuskript.
Star Trek Beyond er simpelthen en kedelig film. Omkring to tredjedele af filmen foregår på den mystiske planet, og der er bare action-scene efter action-scene, næsten fuldkommen uden ordentlig plot-udvikling eller personskildringer. De individuelle medlemmer af vores besætning har godt nok mere at lave end i forrige film, hvor de kun spillede baggrundsviolin i skyggen af Khan, men i sidste ende bliver det ikke til noget der er bare en lille smule mindeværdigt. Filmen byder i stedet på en masse plothuller og tilhørende spørgsmål, men i sidste ende er den i samme kategori som forglemmelige Trek-film som f.eks. Star Trek III: The Search for Spock. Der foregår ikke noget spændende, der sker ikke noget interessant med figurerne, og der er ingen videnskabelige elementer.
Det er virkelig, virkelig tyndt sci-fi, som kun scorer points på den flotte visuelle dimension. Chris Pine, som var en ganske udmærket Kirk i 2009-filmen, er ukarismatisk og uengagerende her. Genremæssigt vil jeg ikke engang kalde Star Trek Beyond for ‘space opera’, for det er en fornærmelse mod den episke bredde og dybde der kan være i space opera. Denne film, hvis man skal give den en genre-kategori, er simpelthen ‘space action’ og intet andet.
Nu må man bare håbe at den kommende tv-serie, Star Trek: Discovery, som kommer til januar, bliver mere interessant…
Min karakter: 5 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 49
