Kim Stanley Robinson – Aurora

auroraAurora
Roman af Kim Stanley Robinson
Orbit, 2015, 480 sider.

Den ”hårde” form for science fiction har fokus på teknologi og naturvidenskab. Ofte på bekostning af alt andet. Kim Stanley Robinson er en forfatter som skriver hård science fiction, og også formår at beskrive samfundsforhold detaljeret og realistisk. Hans personer er også langt fra ”ingeniør”-science fictions stereotyper. De kan dog virke lidt kedelige, fordi de fleste af dem er meget seriøse, fornuftige og rationelle mennesker.

I Robinson seneste roman er en af hovedpersonerne faktisk en computer – den centrale computer som styrer et gigantisk rumskib som er sendt ud for at kolonisere solsystemet omkring Tau Ceti. Der er tale om et generationsrumskib, det vil sige at det tager flere generationer for besætningen at nå frem til destinationen.

Generationsrumskibet har en lang forhistorie i science fiction-genren, og Aurora er da også Robinsons forsøg på at komme med en ny tolkning af den ide, og ikke mindst at give en meget detaljeret beskrivelse af de problemer der kan være med generationsrumskibe, og med at kolonisere fremmede solsystemer i almindelighed. På et tidspunkt diskuterer kolonisterne hvad deres forfædre dog havde tænkt på, da de meldte sig til projektet. Hvad var meningen med at forlade en ganske udmærket planet og rejse til et sted hvor de i heldigste fald ville finde noget der i bedste fald ville være en dårlig kopi af Jorden?

I stedet for en optimistisk beskrivelse af hvordan mennesket erobrer universet, er Aurora tættere på at være en katastroferoman. Det starter med at romanens svar på den klassiske science fiction-helt, ingeniøren Debbie, bliver syg og dør lige inden de når frem. Hun var den eneste som virkelig formåede at holde sammen på det aldrende rumskib og at tale fornuft til hele dets besætning. Før hun døde, gjorde hun computeren interesseret i mennesker og vores sprog. Hun lærte den at skrive fortællinger som mennesker gør det, og den roman vi læser, er mere eller mindre det som computeren skriver om rumskibet, dets mission og dets besætning.

Fremme ved Tau Ceti indtræffer der den ene krise efter den anden. Blandt andet viser det sig at den Jord-lignende måne de i første omgang prøver at kolonisere – Aurora – er et meget farligt sted. Før det har man blandt andet kæmpet mod problemer som at de habitater rumskibet består af, ikke er i ligevægt over en så lang periode som turen tager, og derfor ophober forskellige grundstoffer nogle steder, mens de de samme grundstoffer mangler andre steder.

Robinson spørger med Aurora hvad vi egentlig skal så langt væk fra Jorden. Hans hovedargument er at liv opstår under bestemte betingelser og tilpasser sig dem. Hvis det kommer for langt væk fra de betingelser, kan det simpelthen ikke overleve. Andre former for liv kan måske eksistere på det fremmede steder, men vores form for liv kan ikke, eller vil trives meget dårligt der. Desuden er der en lang række problemer med at begive sig ud på så lange rejser.

Aurora er også en meget genrebevidst roman. Mange steder findes der noget som minder om klassiske værker. Mest oplagt er måske at sammenligne den centrale computer med HAL i Arthur C. Clarkes 2001, selv om de to ikke ligefrem har samme personlighed. I Brian Aldiss’ klassiske generationsrumskibs-roman, Non-Stop (1958), har besætningen helt mistet deres viden om at de befinder sig på et rumskib. I Aurora er det ikke sket, men besætningen har vænnet sig til at leve i habitaternes relativt trygge omgivelser, og interesserer sig for alt muligt andet end at flyve et rumskib og kolonisere en planet. I Robert Heinleins Time for the Stars (1956) sender man et antal rumskibe ud for at kolonisere andre solsystemer og oplever mange problemer og uheld. I Aurora får vi også på et tidspunkt at vide at der er sendt andre rumskibe af sted. Vi efterlades dog med en tvivl om hvor vidt nogen af dem overhovedet har haft held med deres mission, hvor det hos Heinlein til sidst lykkedes at finde en planet der er beboelig for mennesker.

Jeg kom også til at tænke på Tom Godwins klassiske novelle ”The Cold Equations”, da jeg skulle finde på noget mere at sige om Aurora. I Godwins novelle møder vi en pilot på et rumskib, som fragter nødforsyninger frem til nogle mennesker i livsfare. Det viser sig at der er en blind passager ombord, og de kolde ligninger i titlen siger at den eneste måde at redde de mange mennesker på, er at lade den blinde passager dø. Mange har siden kommenteret novellen, og givet mange ideer til hvordan man faktisk kunne have omgået de kolde ligninger og reddet alle. På samme måde synes jeg Robinson snyder os lidt med Aurora. Flere steder kunne de problemer besætningen støder ind i, være løst ved bedre planlægning af missionen. Og på et tidspunkt er der faktisk nogle ”kolde ligninger” som skibets computer må udføre, der kan redde nogle, men ikke alle mennesker, ombord på rumskibet. Også der synes jeg at der er oplagte alternativer som ignoreres.

Man kan selvfølgelig også læse Aurora som eksempler på hvad der kan gå galt. Hvis der var taget højde for nogle af de ting Robinson bruger til at fremkalde sin katastrofehistorie, vil der måske være andre, som han ikke have tænkt på eller ikke var klar over, som er lige så farlige eller farligere. Men jeg er nu ikke overbevist. Det store problem er at det er en generationsrumskib, hvilket vil sige at man faktisk skal konstruere et rumskib som også er et sted hvor mennesker kan leve godt et helt liv. Det vil igen sige at rumskibet skal være helt ufatteligt stort og dyrt i forhold til det vi er i stand til at konstruere nu eller i nogen bare nogenlunde nær fremtid. Så hvis vi nogensinde får sendt mennesker til andre solsystemer, bliver det næppe med generationsrumskibe.

Aurora fortæller alligevel en rimelig overbevisende ”hvad nu hvis” historie om et generationsrumskib, dets meget menneskelige mennesker, dets meget filosofiske computer og deres forsøg på at overleve de truende katastrofer. Vi får også en mængde interessante spekulationer over sprog, intelligens, bevidsthed, liv, samt alt hvad der indgår i design og pleje af at generationsrumskib. Som sædvanligt med Robinson meget omhyggeligt researchet og dygtigt skrevet.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet 50

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction og tagget , , . Bogmærk permalinket.

En kommentar til Kim Stanley Robinson – Aurora

  1. Henning skriver:

    En umiddelbar association er til Frank Herberts “Destination:void”, hvor Tau Ceti også optræder – og som i den grad også handler om intelligens, bevidsthed og generationsrumskibe – og computere.
    Næste association er Tau Zero af Anderson – og jeg syns at kunne huske, titlen upåtalt, at også i denne er den umiddelbare destination Tau Ceti.
    Tau Zero og Aniara har iøvrigt noget at sige hinanden. Er det derfor KSR’s roman hedder “Aurora”?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *