Ørkenrose
Den trofaste bror bind 2
Roman af Jacob Kokkedal
Ulven og Uglen, 2017, 563 sider
Ørkenrose er anden del af fantasyserien Den Trofaste bror af Jakob Kokkedal. Mens handlingen i første bind foregik i den nordlige del af Gudshave, foregår denne i den sydlige del. Her har vampyren Silassi invaderet byen Bahruin i landet Parsien med hjælp fra rottemænd og janisharkerne, ørkenens forhadte røvernomader. Parsien var regeret af Shahen Marmatin og adelklassen, og “størstedelen af adelen og resten af den kongelige familie blev henrettet allerede dagen efter” (s. 45) at vampyren Silassi satte sig på Bahurins trone. Dog når Shahens datter Jasmin at flygte sammen med sin onkel Baba Al’Bakshiban. Og Jasmin vil have hævn over Silassi og erobre magten fra Silassi. Silassi har nemlig indgået en aftale med Parsiens nabostater om afholdelse af en årlig turnering med gladiatorkampe på liv og død. Den som vinder kampen, kan få magten i Parsien. Jasmin og Baba kommer i kontakt med Balt, som vi mødte i første bind, og vil have ham til at kæmpe mod Silassis gladiator, Gengangeren, som har vundet alle kampene som har været hidtil. Balt siger ja til at kæmpe imod Gengangeren, og de tager så til Parsien. Men det er en rimelig lang rejse med forhindringer på vejen. Spørgsmålet er også om Silassi vil afgive magten hvis Balt vinder kampen mod Gengengangeren.
En emne bogen tager op, er undertrykkelsen af homoseksualitet. Her er det dværgen Enrod der bliver udvist fra dværgenes samfund for at have gjort oprør mod dværgenes love om undertrykkelse af homoseksualitet.
Endvidere er der en voldtægt af Jasmin, som er direkte beskrevet. Jeg synes at forfatteren burde have holdt stilen fra første bind og ikke beskrive voldtægten så direkte. Balt fungerer som en slags lærer for Jasmin. Og Balt hjælper hende med at bearbejde oplevelsen med forskellige øvelser. Men jeg synes ikke at det virker så overbevisende, at disse øvelser skulle virke så hurtigt som de gør i bogen. Eller om de skulle virke i det hele taget.
Jasmins liv har ikke handlet om andet end hævn, og Baba “kunne faktisk ikke huske hvornår hans sidst havde set sin niece le – om hun da på noget tidspunkt havde gjort det i løbet af det seneste årti” (s. 340), og Balt lærer Jasmin at hævn ikke er alt. Og hvis hun kan få magten fra Silassi, må hun kæmpe for andre værdier såsom afskaffelse af slaveri. Det gode er med andre noget der skal læres ligesom i første bind. Og Jasmin skal igennem en udvikling ligesom kongesønnen Eumon i første bind.
Således ligner historien måske for meget historien i bind 1, omend den er en smule mere kompliceret. Og de onde er virkelig onde, ligesom i bind 1. De onde kunne med fordel ikke have været beskrevet så overdrevet onde som tilfældet er.
Ørkenrose kan læses som en afsluttet historie ligesom bind 1, I døden og videre, og er fyldt med action. Jeg synes at det andet bind en smule bedre end første bind i serien. Det kan vises ved denne fine landskabsbeskrivelse som der godt kunne være flere af: “En flig af månen kom op over bakkerne. Dens blåhvide lys fejede ind over ørkenen og fik sandet til at glimte som et ocean af diamanter. Klitterne (…) kastede i månelyset spidse og riflede skygger som stivnede bølger på et hav, indtil den allestedsnærværende vind skubbede til skyer på himlen eller sandet på jorden og lidt ad gangen omformede landskabet.” (s. 218). Endvidere er der nogle metaforer som fungerer, bl.a.: “Lyse op på slagmarken som små lanterner i dagens sidste lysstråler” (s. 93) og “Eftermiddagssolen trak med mellemrum den buttede købmands øjenlåg ned som tunge gardiner” (s. 195). Gardiner er en metafor som forfatteren også brugte i første bind I døden og videre: “Kraftig mos hang fra små træers tyngede gren som klamme gardiner” (I døden og videre s.83). Her fungerer den dog bedre end i det første bind.
Ørkenrose kan anbefales.
Forlaget Ulven og Uglen har sponseret anmeldereksemplaret
Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet 53
