Månen over øen
Roman af Anne-Marie Vedsø Olesen
Lindhardt og Ringhof, 168 sider, 2020
Anmeldereksemplar doneret af forlaget
Det er ca. 2.600 år siden månen blev ramt af en asteroide, der var stor nok til at splintre det himmellegeme som i millioner af år havde kredset om jorden. Dette havde katastrofale følger for Jorden og den overlevende del af menneskeheden. Der er dog gået så mange år nu, at den manglende måne blot er sådan som det er, og der er kommet andre trusler imod mennesket, som nu er blevet dybt afhængig af supernettets stimuli. Helt fra fødslen er det nødvendigt at sikre dette flimrende stimuli. Der er kommet medicin, der kan sikre at man kan være offline; der er dog kun nogle få som dette virker på.
Hypatia har et særligt gen der gør at hun kan klare sig uden stimuli. Hun plages dog af savnet efter sin datter, som forsvandt fra hende. Hypatia søger hen til en mystisk ø som ingen digitale impulser kan nå, hvilket gør at andre ikke kan overleve der, men hun kan. Der er yderligere det mystiske ved denne ø, at der stadig er en måne på himmelen når man er der.
Jeg har efterhånden læst en del af Vedsø Olesens bøger, og de har oftest været horrorhistorier med udgangspunkt i forskellige former for mytologi. Denne gang er det derimod science fiction der tager udgangspunkt i filosofi. Det er altid spændende når forfattere kaster sig ud i noget nyt, og selvom filosofi ikke er min stærke side, fandt jeg historien fængende og helt sikkert interessant. Min manglende filosofiske dannelse gjorde at jeg nogle gange blev sat af, da bogen er utrolig kompakt, og forfatteren har også selv udtalt at alt overflødig er skåret væk (interview af Jan M. Johansen på Køge Biblioteks facebookside). Det er derfor en svaghed ved bogen, at den forventer at læseren har denne paratviden, samtidig med at det er en klar styrke for bogen, for det er også utroligt trættende når bøger sætter sig for at forklare alt, som hvis læseren ingen viden har på forhånd. Det er derfor ikke en bog for alle, men for den velforberedte læser er den en god og tankevækkende bog.
Tanken med at månen ikke længere er der, og de konsekvenser det vil have for Jorden, klimaet og ikke mindst menneskeheden, er en interessant setting til en science fiction-historie. Den bruges dog ikke direkte til så meget i denne bog. Handlingen finder sted 2.600 år efter at månen blev destrueret, og verden har derfor fundet en ny normaltilstand efter klimaforandringerne, ændringerne på Jordens hældning, og ikke mindst de mange nedslag af månerester. I denne historie ser jeg det mere som det symbolske i Jorden, der har mistet Månen, men har overlevet med en masse ar og smerte, samt en evig tilstedeværelse af erindringen af månen, samt en kvinde der har mistet en datter og hvordan det har påvirket hende. Selvom hun virker afklaret, så er der et kæmpe savn, og igennem læsningen bliver jeg også mere og mere i tvivl om hvor troværdig hun er, da savnet og de forskellige påvirkninger gør at meget af det hun beretter, nok er virkeligt for hende, men måske er hendes hallucinationer. På den måde lægger bogen op til en del tanker, men for at kunne dykke mere ned i en analyse, skal jeg nok genlæse den nærmere. Bogen lægger jeg derfor helt sikkert i stakken af bøger jeg skal have genlæst, en stak hvori Vedsø Olesens prisvindende bog Lucie stadig ligger. Jeg må snart få taget hul på den stak, for der er bestemt bøger der fortjener at blive læst og genlæst, og det gør Anne-Marie Vedsø Olesens bøger bestemt.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 59
