Andy Weir – Artemis

Artemis
Roman af Andy Weir, 453 sider
Broadway Books, 2017

Efter at have taget os til Mars, i godt og humørfyldt selskab med den efterladte astronaut Mark Watnay, vender forfatteren til The Martian blikket mod vores nærmeste nabo, Månen. The Martian var en roman der, med et par betydelige friheder, stort set blandede virkelig videnskab med vores hovedpersons stædige iderigdom og vilje til at overleve hvad en utilgivende planet kunne smide efter ham. Artemis er grundlæggende en kup-roman sat i rummet, tilsat nybyggeratmosfære og kølig videnskab.

Artemis er den første frie, permanente beboelse på månen, som lever af en lille smule minedrift, og så ellers af rige turister. Byen består af fem kupler, Bean, Conrad, Aldrin, Amstrong og Shepard. Der er de fine kupler til milliardærerne, hvor de kan leve et behageligt liv med lav tyngdekraft og skattefrihed. Så er der de mindre kupler til teknikere og andre tjenende ånder, hvor folk er pakket sammen med et skohorn. Her lever vores hovedperson Jasmine ’Jazz’ Bashara i en beboelseskiste, der ikke er større end 1x1x2,5 meter. Og hun er ikke tilfreds. Hun skal dele de tvivlsomme toilet- og badefaciliteter med kistehotellets andre på-røven beboere, og får sjældent råd til at spise andet end tankgroet algemad tilsat smagsstoffer. Jobbet som fragtmand i en lille elbil, parret med lidt lukrativ smugling til venstre hånd, efterlader hende kun lige med penge til at overleve.
Jazz vil være rig. Drømmen om et bedre liv blandt byens hold af elite-turistguider brister, da hendes rumdragt går i stykker under en optagelsesprøve til guidernes lav. Gode råd er dyre, og Jazz overtales af en rigmand til at foretage en smule sabotage på månens overflade. Det er Jazz’s store chance for et nyt liv. Naturligvis går aktionen gruelig galt, og snart kastes Jazz ind i et dødsensfarligt spil mellem gangstere, milliardærer, og byens mere forbenede indbyggere. Sabotagen dækker over forretninger til billioner, der kan afgøre rumbyens fremtid.

The Martian var en massiv succes, og Weir har besluttet sig til at beholde samme formel i hans nye roman. Hvorfor reparere på noget der ikke er i stykker? Det betyder at vores hovedperson er hurtig i replikken og til at finde smarte løsninger. Jeg var ret irriteret på hende i bogens første halvdel, men efterhånden kom sympatien modstræbende over på hendes side. Jeg mistænker måske jeg er blevet manipuleret af forfatteren, eller også mangler hun blot Watnays humanisme. Sproget i romanen ville få andre forfattere til at rødme, og mangler finesser, men passer vel meget godt til den omtumlede, nybyggeratmosfære i romanen. Romanen giver et glimt ind i en fremtid ude i rummet, hvor nybyggere udholder trange og kummerlige forhold, for at udforske den endelige grænse. Træde der hvor mennesker ikke har vandret før, og hvor det mindste fejltrin kan få dødelige konsekvenser. Det er The Expanse på et lavere, mere realistisk blus. Den indsigt, atmosfæren og de små detaljer er læsningen værd. Historien er til gengæld hurtigt glemt. Den mangler det eksistentielle lag, den grundlæggende humanisme, samt den grandiose drøm om Mars, som løftede the Martian op.

Anmeldt af Bjarne Sinkjær i Himmelskibet nr.60

Dette indlæg blev udgivet i Roman, Science Fiction og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *