Stein Riverton – Jernvognen

Jernvognen
Kriminalroman af Stein Riverton (Sven Elvestad)
Forlag: Escho 2020 (1909), 216 sider inklusive efterord af Benni Bødker.

Er dette ”fantastik?” Jeg kan ikke rigtig fortælle jer det, for ellers ville jeg afsløre hvorvidt der virkelig foregår noget overnaturligt i romanen eller ej. Bogens store mysterium omhandler nemlig en lokal legende om ”Jernvognen”, og vores hovedperson er fristet til at tro, at han virkelig har set et genfærd…

Hvis læseren af Himmelskibet har hørt titlen før, så er det sikkert tegnserieudgaven fra forlaget Fahrenheit (2003) – den med ”talende dyr.” Og nope, det var en nordmand med kunstnernavnet ”Jason”, der tegnede den. Ikke Cav Bøgelund. Jeg kunne ellers have svoret på at det var Cav – prøv selv at sammenligne med ”Blodbryllup.”

Hvorom alt andet er: Denne ”krimi” er først og fremmest et indblik i hovedpersonens skrøbelige psyke. Han er på ”ferie” på et hotel i Norge – måske er der tale om et kursted for sindslidende? – så, det sidste han har brug for, er at blive trukket med ind i en mordsag. Men sagen er svær at komme uden om, når han ikke alene kendte afdøde, men også var den sidste, der så ham i levende live. Ergo bliver han trukket med rundt af bogens detektiv, den helt ekstremt excentriske Asbjørn Kragh fra Kristiania (Oslo).

Hovedpersonen agerer en slags ufrivillig (og upålidelig) Watson for Kraghs eskapader. Kragh er én af de mest fascinerende særlinge, som den kulørte litteratur kan byde på. Fra første færd, hvor han befinder sig for enden af hovedpersonens seng, og vækker ham ved at ”stirre hårdt på ham.” Kragh påstår at mestre hypnose, og bruger vildledning, forklædninger og overtro til at manipulere med mistænkte. En ”lyriker i rædsel” kalder han sig selv. Hans metoder er mildt sagt uortodokse, og man får en mistanke om at han måske ikke forlod politistyrken helt så frivilligt, som han selv påstår! Men fordi det er en roman, så er der selvfølgelig mening i galskaben. Spændingen stiger og stiger, indtil en konfrontation lige så dramatisk, som Holmes mod Moriarty ved Reichenbach-vandfaldet.

Som sagt er bogen halvvejs en gyser, eller psykologisk thriller, da bogens mord bliver kædet sammen med en spøgelseshistorie. Man kan sammenligne med Conan Doyles Baskervilles Hund, bare uden garanti for, at der findes en helt igennem rationel forklaring. Det er ikke rigtig gotisk som Poe – snarere ovre i Johannes Jørgensen og symbolismen. I fald læseren ikke husker sin gymnasielærdom, så vil jeg opsummere.

Det moderne gennembrud: ”Der findes altid en rationel forklaring!”

Symbolismen: ”Virkelig? Er du nu også heeeeelt sikker på dét?!”

At ”Jernvognen” også er sindssygt velskrevet, gør absolut ikke fortællingen dårligere. Hovedpersonens overanstrengte hjerne maner ikke bare spøgelser frem, men også en overflod af stemningsfulde naturbeskrivelser. Alligevel er jeg ikke helt tilfreds med netop denne udgave. Det er ikke dét, at den er dårligt oversat til nudansk. Det er mere dét, at moderniseringen er sket en smule sjusket. Nu og da dukker ord op, som stadig er stavet på norsk bokmål, eller efter gammel dansk retstavning. Det hiver én lidt ind og ud af stemningen, at teksten ikke er helt konsekvent.

Forfatteren Bødker skrev både efterordet til tegneserie-udgaven i 2003, samt efterordet til genudgivelsen af den danske krimi-klassiker ”Hvad Skovsøen Gemte” samme år (jævnfør Klaus Johansens antikvariat og fanzine af samme navn!). Det er nok derfor at Escho har fået ham til at skrive efterordet til denne bog også. Bødker er selv kendt som børne- og ungdomsforfatter (og har været gæst på Fantasticon), men har tydeligvis styr på sine klassikere.

Alt i alt er bogen simpelthen en klassiker, og enormt forfriskende at læse i netop 2020. Den danner nemlig en modvægt til nutidens ”nordic noir”, med dens socialrealistiske hovedpersoner, og dokumentariske skildring af politiarbejdet. Det er ikke så meget dét, at der ikke findes fantasifulde påfund indenfor krimien. For det gør der. Vi bliver bedt om at tro på mordere, der tager afsæt i H.C. Andersens eventyr, eller på en sekt af ensomme mænd, der slår kvinder ihjel… iført enhjørningemasker. Det er mere dét, at vi stadig bliver bedt om at tage den slags absurde påfund seriøst, samtidig med at zombier forvises til børneværelset.

Jernvognen får undertegnede til at ønske, at kriminallitteraturen kunne være frodig, vildtvoksende, satsende, og have en kæmpe spændvidde. I stedet for at være så standardiseret og skabelonagtig. Forhåbentlig findes de derude – krimiforfattere der satser stort – men de drukner desværre i mængden lige nu. Denne roman beviser i al fald, at en krimi kan være alt muligt, og stadig være en krimi. Realistisk, overnaturlig, psykologisk, dokumentarisk, komisk, der burde være plads til det hele under krimiens store paraply.

Anmeldt af Rasmus Wichmann, anmeldereksemplaret er sat til rådighed af forlaget Escho

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *