Charlotte Perkins Gilman – Det Gule Tapet

Det Gule Tapet
Kortroman af Charlotte Perkins Gilman
Forlag: Escho 2020 (1892), 52 sider

Kontekst, kontekst, kontekst. Genoversættelsen af Det Gule Tapet netop i 2020 er timet og tilrettelagt efter tre tendenser i danske udgivelser:

  • Oversættelser og pastîcher af weird fiction. Tænk blot på Lovecraft-bogværket fra Dreamlitt, på Arthur Machen-oversættelsen fra forlaget Struktur, eller på Thomas Strømsholts forfatterskab.
  • En bølge indenfor den litterære verden, men man går op i at genopdage navnlig kvindelige Tag blot revival af Karen Blixen og Tove Ditlevsen.
  • Genudgivelser af oversete værker (igen, ofte kvindelige forfatteres), f.eks. Gyldendals Skala-serie, og forlaget Eschos to serier Gule Roser (kulørt litteratur) og Udenlandsk Fugl (oversat litteratur).

Det Gule Tapet er en Escho-udgivelse, men nok ikke helt så ”overset”, som mange af forlagets øvrige udgivelser. Charlotte Perkins Gilmans (1860-1935) værker har nemlig opnået klassiker-status i den amerikanske verden. Som det påpeges i efterordet, slog Gilman først igennem efter sin død, da hun blev genopdaget (læs: kapret) af The Feminist Press i 1970’erne, og derefter kanoniseret.

Gilman brugte selv ordet ”feminist” så tidligt som 1916, så det er helt korrekt at forlaget markedsfører bogen som uomgængelig for feminister. Spørgsmålet er om det gør noget godt for bogen. Der er løbet meget vand under broen siden 1970’erne, og vi taler nu om fjerde- eller sågar femtebølge-feminisme. Man kan mene hvad man vil om DR- programmet ”Alle Hader Feminister”, men det afslører noget interessant: At de fleste danskere går ind for ligestilling, men selve ordet ”feminist” hænger dem simpelthen langt ud af halsen!

Måske havde det – i 2020 – været mere givtigt at befri bogen fra dets feministiske fængsel, og kigge på Gilman – i hvert fald Det Gule Tapet – indenfor skræklitteraturens rammer. Det gør efterordet heldigvis også.

Der trækkes en overbevisende linje fra Jane Eyre (1845) til Et Dukkehjem (1879) til Lovecraft (1890-1937) til The Haunting of Hill House (1959). Disse sammenligninger måtte gerne have fyldt endnu mere – for det er fascinerende at sammenligne. Amerikansk forfatter, døde i midten af 1930’erne, havde visse racistiske holdninger, blev først opdaget efter sin død. Det er Gilman i en nøddeskal – men det er også Lovecraft, Robert E. Howard og flere andre. Der er utvivlsomt meget mere at komme efter her.

Det store spørgsmål er selvfølgelig om bogen er lige så interessant som Gilman selv?

Det er i hvert fald den slags historie, som man lige skal tygge på og gå tilbage til. Du skal tænke over det. Handlingen kan virke klassisk, næsten kliché-agtig, når man beskriver den nøgternt: Et ophold i en ældgammel ejendom, der bærer på en frygtelig hemmelighed, fortalt af en hovedperson med en meget tvivlsom dømmekraft.

Det er oplagt at sammenligne med Lovecrafts Rotterne i Murene, eller med Bram Stokers Lair of the White Worm. Men Gilmans hovedperson er der ikke frivilligt, og hun har ikke arvet ejendommen. Nej, hun er der, fordi hun skal restituere sig oven på en sindslidelse. Behandlingen lyder på isolation. Uheldigvis er denne isolation påtvungen, og gør muligvis lige så stor skade som sygdommen. Her kan man sammenligne med Virginia Woolfs ophold i Richmond – eller i hvert fald med Michael Cunninghams skildring af det, i romanen The Hours (1998)! Mon ikke Cunningham skævede lidt til Gilmans historie? Ægtemanden skildres i begge tilfælde som oprigtig, men alt for overbeskyttende.

Hvorom alt andet er, så er der noget til stede i huset – det man på engelsk elsker at kalde en ”entity.” Og det giver sig langsomt til kende igennem et gult tapet, der virker som om det drager husets beboere til sig.

Huset har en forhistorie, som dets egentlige ejere ikke ville ud med. Hvorfor er det ubeboet? Hvad er der sket i værelset med det gule tapet, der bærer spor af tumult?

Det er den slags historie, hvor man aldrig kan være helt sikker på hvad der er virkelighed, og hvad der er fantasi. På den ene side kan man lade sig irritere over ægtemandens tendens til at kalde alle hovedpersonens iagttagelser for ”fikse idéer.” På den anden side har hovedpersonen vitterligt en tendens til at lade sig besætte af detaljer (igen: sammenlign med fortælleren i Edgar Allan Poes Berenice, der er så besat af sin kusines tænder, at det kun kan gå galt…).

Kort fortalt er der en masse at komme efter, for kenderen af det gotiske gys og ”weird” litteratur. Det refererer til tidligere mesterværker, samtidig med at det foregriber moderne spøgelseshistorier. Efterskriftet er udmærket, men kunne sagtens have fået lov til at fylde endnu mere, når der er så meget at komme eftter!

Der er kun nogle småting at udsætte på bogen: Tendensen til at understrege en masse ord tager overhånd, og der kunne have været gjort mere ud af forsiden, der er ensfarvet gul, med rød og sort skrift. Det havde været spændende, hvis grafikeren havde forsøgt at gengive det gule tapets væmmelige mønster, som man kan finde et utal af former i…

Anmeldt af Rasmus Wichmann, anmeldereksemplaret er sat til rådighed af forlaget Escho

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *