Ronny Reffelt – Planet X – Ankomsten

Planet X – Ankomsten
Roman af Ronny Reffelt
Forlaget Brændpunkt, 2024, 270 sider

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Der diskuteres om der eksisterer en Planet X i vores solsystem. På siden videnskab.dk står der i en artikel fra 2016: ” Det diskuteres stadig om ‚Planet X‛ findes. Det eneste bevis, vi har for dens eksistens, er banerne for nogle af de tusinder af små iskloder, der kredser i Kuiperbæltet udenfor Neptuns bane. Nogle af de små iskloder har nemlig baner, der stærkt tyder på, at de er påvirket af tyngdekraften fra en endnu ukendt stor planet”:  https://videnskab.dk/rummet/rejsen-til-planet-x/

I romanen Planet X – Ankomsten, som er første del i en romanserie for unge på tre bind om planet x, lader forfatteren planet x komme tæt på jorden med katastrofale følger. I indledningen til romanen står der, at inspirationen til historien er kommet ved at forfatteren har læst materiale om Planet X.

I bogen følger vi to spor. Det ene spor er med matematikprofessoren Henry Hicks som bliver ført af to agenter fra Secret Service til en bunker i Denver, mens katastrofen rammer jorden.  

Cody, Henrys søn, spiller amerikansk fodbold. Og katastrofen rammer, mens Cody er på banen for at spille amerikansk fodbold. En masse mennesker dør som følge af katastrofen, men Cody og hans klassekammerat Susan overlever. Det andet spor i romanen er således at Cody og Susan som prøver på at komme til bunkeren i Denver. Og hvordan det går skal ikke afsløres her.

I bunkeren i Denver er der flere andre videnskabsfolk. Bl.a. en specialist i religion, der hedder Bethany. Bethany har nogle mærkelige teorier, som viser sig at være rigtige i romanens verden.

Bethanys teorier er familie med Erich von Dänikens teorier om at aliens har spillet en rolle i starten menneskets og kulturens udvikling.  Denne tanke om aliens som en art guder er for eksempel udfoldet i filmen Stargate (instrueret af Roland Emmerich), hvor et alien fungerer som gud, nemlig den ægyptiske gud Ra. Katastrofedelen i romanen minder om filmen 2012, instrueret af samme Emmerich. En film som der også refereres til i bogen (s. 251)

I romanen er Bethany bl.a. kritisk overfor Darwins udviklingsteori, men sætter i stedet en opfattelse at det er aliens, der har avlet mennesker gennem et avlsprogram. Og at menneskene ikke har været på jorden så længe som videnskaben i den virkelige verden siger. På side 175 står der: ”90 % af alt dyreliv på jorden, inklusive mennesket opstod for kun 100.000-200.000 år siden” Og at menneskene har levet samtidig med dinosaurerne. (s. 173)

Disse ting trækker ned i min bedømmelse af romanen. Dels er der inkonsistens i romanens teorier ved at aliens næppe ville kunne avle noget som helst hvis ikke udvikling er en realitet, som Darwins teori siger at den er. Dels tager romanen religiøse skrifter som Bibelen alvorligt som historieskrivning og bruger Bibelen til at vise at planet x har været forbi jorden før, selv om det i romanen fra Bibelen citerede sted ikke har noget med det at gøre. Der er citeret fra Anden Mosebog kapitel 10 vers 22.

Jeg er som læser i tvivl om, hvor enig forfatteren er med Bethany i de teorier hun lægger frem for læseren. For eksempel det med påstanden om at Darwins udviklingsteori ikke holder eller at menneskene ikke har eksisteret så længe på jorden som det er tilfældet i den virkelige verden. I religiøse kredse er der folk med disse opfattelser. Det trækker også ned i min bedømmelse af romanen at man har denne tvivl om romanens budskab. Og har romanen dette budskab om videnskab som vrøvler, synes jeg at det gør romanen til en mindre god roman. Og så er det før nævnte inkonsistens i romanens teorier, som trækker kvaliteten ned.  Historien ville fungere bedre uden at disse ting.

Men ellers sker der noget i romanen og handlingen er relativt spændende. Sproget fungerer uden at være rigtig godt. Der er en metafor som ikke er så god på side 104: ”Utallige biler stod efterladte som ubrugelige klodser af metal.” Men senere på s. 232 er der en bedre metafor: ”Kogt levende som hummere i en gryde”. Men selv om der således er gode ting i romanen, er grundlaget romanen bygger på med til at trække kvaliteten ned. Og jeg synes at en redaktør burde have sagt disse ting til forfatteren. Så de kunne være ændret. Og man havde fået en bedre roman ud af det.

Anmeldt af Jóannes á Stykki

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *