Spider-Man 2

Spider-Man 2
Instruktør: Sam Raimi
Film, USA 2004, 127 min.
Medv.: Toby Maguire, Kirsten Dunst, Alfred Molina, m.fl.

“It’s hard to be a nissemand,” sang De Nattergale i The Julekalender. Efter at have set Spider-Man 2, fristes man til at synge “It’s hard to be a Spider-Man”.

I begyndelsen af denne opfølger til en af de mest succesrige film nogensinde har Peter Parker alias Spider-Man problemer med at få livet til at hænge sammen. Han skal følge sit universitetsstudium samtidig med at han skal tjene penge til livets ophold med de jobs, han nu kan få (bl.a. pizzabud), og samtidig har han ‘natarbejde’ som superhelt. Oven i det hele har han problemer med vennen Harry Osborne, som hader Spider-Man af et godt hjerte, og med sin uforløste kærlighed til Mary-Jane Watson, nu en feteret teaterskuespillerinde. Som om det ikke er nok, er hans edderkoppeevner ved at forsvinde. Ikke underligt at ‘lille Peter Edderkop’ bliver fristet til at droppe karrieren som superhelt, især når byens avis portrætterer ham som en trussel.

Men selvfølgelig kan en superhelt ikke holde op med at være superhelt. En ny superskurk viser sig på banen i skikkelse af forskeren Otto Octavius, hvis forsøg med kontrolleret fusion ender med at han smelter sammen med nogle mekaniske blæspruttearme (hvad der får ovennævnte avis til at kalde ham ‘Dr. Octopus’). Dr. Octopus tager Mary-Jane som gidsel, og så må Spider-Man på banen igen.

På overfladen er der tale om en ret banal superheltefilm, men styrken ved filmen er, at der er meget mere end overflade med. Spider-Man er trods sine superevner ikke et overmenneske, der klarer hvad som helst – han er et almindeligt menneske med almindelige problemer ud over at han er et supermenneske med superproblemer. Det gør figuren meget mere vedkommende end fx Superman, og det var dette aspekt, der i sin tid gjorde tegneserien så populær, som den blev. Samtidig er skurkene (Dr. Ock og en stadig mere uligevægtig Osborne) ikke onde så meget som de er drevet af indre passioner, der ikke levner plads til hensyn over for andre mennesker.

I en tid hvor USA er præget af skinger nationalisme og selvretfærdighed, er det helt rart at se en amerikansk film om en helt, der ikke slås for Amerika mod fæle, mellemøstlige terrorister, men for sin egen samvittighed mod mennesker, der, hvis omstændighederne havde været lidt anderledes, kunne HIMMEL ‡ SKIBET Side 15 være blevet helte på deres egne måder.

Nogle har kritiseret filmen for ikke at være en god superheltefilm, fordi der ikke er nok superhelteaction med i den, og der går da også lang tid før man rigtig ser Spider-Man i aktion. Til gengæld er der meget mere menneskeligt drama end i fx Daredevil eller Batmanfilmene, og det gør den (i hvert fald for mit vedkommende) til en meget bedre film – måske den hidtil bedste i genren.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.4

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.